Campagnolo · Italien · 1946
Cambio Corsa
Gearskiftet, der krævede både mod og balance — og som lod rytteren løsne sit eget baghjul, mens cyklen var i bevægelse.
Et mekanisk mellemtrin
I årene efter Anden Verdenskrig gennemgik racercyklen en teknisk revolution. Cambio Corsa lod rytteren skifte gear uden at stå af — men betjeningen virker i dag næsten ufatteligt risikabel.
Campagnolo lancerede systemet i 1946. Det var hverken en moderne bagskifter eller et simpelt kabeltrukket greb. Cambio Corsa flyttede både kæden og selve baghjulet.
Der var ingen fjederbelastet bagskifter til at holde kæden stram. Bagakslen sad i særlige vandrette, tandede udfaldsender, så hjulet kunne bevæge sig frem og tilbage. Når kæden blev flyttet til et større eller mindre tandhjul, ændrede den nødvendige kædelængde sig — og derfor måtte hjulets placering også ændres.
Alt dette foregik, mens cyklen var i bevægelse.
Sådan foregik skiftet
Højre hånd bagud.
Baghjulet løs.
Løsn akslen
Det øverste håndtag frigør hurtigspændet omkring bagakslen.
Flyt kæden
Den anden stang fører kæden til et større eller mindre tandhjul.
Træd baglæns
Kæden vandrer over tandhjulene, mens cyklen fortsat ruller.
Placér og spænd
Kædens kraft og bremsen flytter hjulet, før akslen låses igen.
Mod og balance
Et dårligt skift kunne koste mere end fart
Rytteren måtte fjerne højre hånd fra styret, række armen bagud, løsne sit eget baghjul og træde baglæns — ofte på en ujævn vej eller midt i et felt. Hvis akslen ikke blev spændt rigtigt, kunne hjulet forskubbe sig eller gå skævt i stellet.
Derfor omtales konstruktionen i dag ofte som “selvmordsgearet”. Det var næppe systemets almindelige navn i samtiden. For professionelle ryttere var det et avanceret konkurrenceværktøj, der gav en reel fordel, hvis de beherskede teknikken.
Erfarne ryttere lærte at bruge kædens kraft til at trække hjulet frem og bremsen til at føre det tilbage. Bevægelserne skulle udføres i den rigtige rækkefølge; ellers ventede en slap kæde, et skævt hjul eller tabt fart.
Tre eller fire tandhjul
Beskedent i dag.
Et stort spring dengang.
Kun få år tidligere måtte rytterne standse, løsne hjulet og flytte kæden med hænderne eller vende hele baghjulet. Cambio Corsa gjorde det muligt at fortsætte fremad under skiftet.
Gino Bartali og Fausto Coppi forbindes med denne generation af italienske gearsystemer. Deres rivalisering gjorde alt — fra kost og træning til rammer, dæk og gear — til genstand for intens debat i Italien.
Myten skal have modstand
Coppi, Bartali og Touren
Det er ikke korrekt, at Coppi og Bartali udkæmpede en Cambio Corsa-duel i Pyrenæerne i Tour de France 1948. Coppi deltog slet ikke det år. Bartali fik kaptajnrollen og vandt efter sine berømte angreb i Alperne.
I 1949 rejste de til Frankrig som fælles kaptajner under Alfredo Binda. Coppi vandt både Giroen og Touren, men kilder peger på, at han i denne periode også benyttede franske Simplex-komponenter. Hans Tour-sejr bør derfor ikke uden videre tilskrives Cambio Corsa.
Vejen videre
Paris–Roubaix og Gran Sport
I 1949 kom en ny model med ét betjeningshåndtag. Den blev senere kendt som Paris–Roubaix-gearet, efter at Coppi vandt klassikeren i 1950 med denne type system. Bagakslen skulle stadig løsnes, og rytteren skulle stadig træde baglæns, men betjeningen var enklere.
Den egentlige løsning kom med Campagnolo Gran Sport. Her blev hjulet siddende fast, mens en fjederbelastet bagskifter flyttede kæden og automatisk holdt den spændt. I begyndelsen af 1950’erne gjorde Gran Sport hurtigt de gamle stangsystemer forældede.
Ikke blot et “selvmordsgear” —
men et dristigt mellemtrin på vej mod den moderne racercykel.