Stella
Veneta

En racercykel fra gearskiftets vanskelige mellemperiode — udstyret med to lange stænger, en bevægelig bagaksel og en manøvre, der krævede øvelse.

Rød Stella Veneta-racercykel fra 1947 set fra højre side
Stella Veneta fra 1947 set fra drivsiden. De to lange Cambio Corsa-stænger ses ved højre bagstag. Foto: The Evolution of Bikes.
1947Oplyst årgang
Stella VenetaMærke
StålStel
Cambio CorsaGearsystem

På afstand ligner den en enkel rød italiensk racer. Tættere på bliver blikket hængende ved højre bagstag. Her sidder Campagnolo Cambio Corsa — et gearsystem, hvor rytteren selv måtte løsne baghjulet og føre kæden fra tandhjul til tandhjul under kørslen.

Et lille mærke fra en stor cykelprovins

Stella Veneta er mindre kendt end Bianchi, Legnano og de andre store italienske navne. Mærket blev etableret i Conegliano i 1936 af Ferdinando Michelin efter delingen af familievirksomheden Ciclo Piave. Navnet kan oversættes omtrent som “Venetos stjerne”.

Familien Michelin var tæt knyttet til cykelindustrien omkring Treviso. Senere voksede komponentvirksomheden MICHE ud af samme miljø. Denne Stella Veneta står derfor midt i to historier: den lokale italienske rammeproduktion og Campagnolos forsøg på at gøre gearskift muligt uden en moderne bagskifter.

Læs historien om Stella Veneta, Michelin-familien og MICHE-navnet →

Campagnolo Cambio Corsa med de to lange stænger på Stella Venetas højre bagstag
Det lange håndtag betjener bagakslens hurtigspænd. Det korte fører kæden hen over tandkransen.
Cambio Corsa set skråt bagfra med kædefører og tandkrans
Set bagfra ses kædeføreren tæt ved tandhjulene og den særlige bagende, som lader akslen flytte sig.
Teknisk tegning af Campagnolo Cambio Corsa med håndtag, kædefører og bagaksel
Den tekniske tegning viser, at håndtag, kædefører, nav og udfaldsender fungerede som ét samlet system.

Ræk tilbage. Løsn hjulet. Flyt kæden.

Det lange håndtag løsnede bagakslens quick release. Med det kortere håndtag førte rytteren kæden mod et større eller mindre tandhjul. Ved skift mod et mindre tandhjul kunne baglæns tråd hjælpe kæden over.

Når det valgte gear var fundet, blev hjulets placering og kædespænding justeret ved at træde fremad. Til sidst skulle akslen spændes fast igen med det lange håndtag. Alt dette foregik med højre hånd nede ved et roterende baghjul, mens venstre hånd styrede cyklen.

Navnet “selvmordsgearet” er et senere og meget sigende kælenavn. Det var ikke Campagnolos officielle betegnelse. Systemet kunne betjenes sikkert af trænede ryttere, men det krævede timing, balance og et klart hoved.

01

Løsn

Det lange håndtag frigør bagakslen, så navet kan bevæge sig i udfaldsenderne.

02

Før kæden

Det korte håndtag flytter kædeføreren mod det ønskede tandhjul.

03

Stram og lås

Fremadrettet tråd trækker hjulet på plads og spænder kæden, før akslen låses igen.

En direkte kædelinje blev stadig regnet for den hurtigste løsning.

Mange ryttere og mekanikere var skeptiske over for gear med pulleyhjul. De små hjul blev mistænkt for at skabe friktion og sluge kraft. Cambio Corsa lod derfor kæden løbe direkte fra klinge til tandhjul.

Fordelen var en enkel kædelinje. Prisen var et gearskift, som var langsomt at lære og let at gøre forkert. Gino Bartali beherskede systemet og vandt Tour de France i 1948 på en cykel med Cambio Corsa. For almindelige ryttere var det knap så elegant.

På Stella Veneta sidder hele gearskiftets mellemperiode åbent og synligt ved baghjulet. Intet klik og ingen fjeder gør arbejdet færdigt. Rytteren må selv udføre mekanikken.