A Man
of Steel

Albert van den Bosch blev født i 1935 og lærte at cykle som femårig. Som 14-årig færdiggjorde han sin første selvbyggede cykel, og siden har cyklingen været en fast del af hans liv.

Vi fulgte Albert på en af hans vinterture, fascineret af hans drivkraft og med en fornemmelse af, at vi så et stykke historie komme hurtigt og stoisk imod os.

Sort is, smeltende sne, tæt tåge, silende regn og isnende vind er blot nogle af vintercyklingens “glæder” i Nederlandene.

Hårde nordøstenvinde og stormende sydvestenvinde flår jævnligt hen over polderne og sætter selv den mest hærdede cykelrytters vilje på prøve.

Derfor tjekker Albert vindretningen, før han kører. Ud mod vinden på turens første halvdel – og hjem med vinden i ryggen.

Albert byggede sin første rigtige racercykel i hånden i 1949. På turene hjemme i Nederlandene bruger han kun otte gear – “mere end rigeligt” – men til det mere bjergrige terræn i Frankrig, Spanien og Schweiz bygger han flere på.

“Shimano eller Campy?”

“Altid, altid, altid Campagnolo.”

Cyklen er et specialbygget eksemplar med et let Gazelle-stålstel som rygrad. Albert købte stellet i Haag i 1988.

Reynolds 531-rør var dengang stelbyggernes foretrukne valg, fordi de gav en stærk kombination af styrke, kørekomfort og lav vægt.

Campagnolo-gruppen med 24 gear og klinger på 50-40-30 giver en god balance mellem kraft og fart. Den passer til stejle stigninger i lande med flere bakker end Nederlandene, men er lige så hjemme på digerne og gennem polderne i Alberts hjemland.

Dækkene er de eneste dele, der er ændret fra den oprindelige opbygning. Hver sæson – eller for hver 10.000 kilometer, alt efter hvad der kommer først – skifter Albert mellem vinter- og sommerdæk. Der er ikke meget, der kan holde ham fra den daglige tur.

Selv om Albert har cyklet i 75 af sine 82 år, har han aldrig ejet, kørt eller så meget som prøvet en carboncykel. En ægte mand af stål.

Benene føles tungere, og musklerne er lidt længere om at komme sig efter hver tur. Men efter 75 år på cyklen er hans syn bemærkelsesværdigt nok aldrig blevet dårligere.

Forfriskning. Hvad har en 82-årig cykelrytter i drikkedunken for at komme gennem 60 kilometer om vinteren? Vand.

Kan du huske stoledans? Alberts første møde med konkurrencecykling var et løb rundt i hans hollandske landsby. Efter hver omgang blev den langsomste rytter sorteret fra, indtil kun to var tilbage.

Som tidligere brigadegeneral var Albert med til at gøre cykling til en vigtig disciplin ved de militære verdensmesterskaber, hvor hold fra Iran og Irak deltog sammen med Belgien, Frankrig, Nederlandene og Storbritannien.

Han har cyklet i Sydafrika, gennem Europa og på de fleste ruter i Nederlandene. Men Frankrig er hans foretrukne cykelland. “Landskabet er fantastisk, og bilisterne giver dig god plads på vejen.”

Alberts længste tur gik fra hans hollandske landsby til San Sebastián. Jeg spurgte, om han kunne lide den spanske by, der i dag er kendt for sin mad. “Jeg var der ikke længe. Jeg skulle cykle hjem igen.”

I 1996 gennemførte Albert den berømte tur fra London til Edinburgh og tilbage på 113 timer. Tidsgrænsen er 115 timer. Det gik langsommere end ventet, fordi han ved et uheld var faldet i søvn under et træ. “Ellers var jeg kommet meget hurtigere,” siger han med en grimasse.

Albert har også deltaget i Cape Town Argus Race sammen med sin svigersøn og 35.000 andre deltagere. Løbet går gennem noget af Sydafrikas smukkeste landskab, men har sine egne udfordringer: fritgående dyr, naturbrande, ekstrem vind og temperaturer, der kan få asfalten til at smelte.

Ingen isotoniske drikke, gels eller pulvere til den 82-årige veteran Albert. Bare stærk kaffe og ontbijtkoek – en traditionel hollandsk, mildt krydret kage – til at komme gennem 60 kilometer på en vintertur. En mand af den gamle skole.

Selv i det cykelvenlige Nederlandene regner Albert med én ulykke om året. Det er måske ikke overraskende, når man cykler hver eneste dag.

Blandt hans værste styrt er en knust kæbe og et brækket kindben efter et sammenstød med en fransk rytter, der standsede uden varsel. Heldigvis kørte en ambulance ham hele vejen fra Frankrig hjem til Nederlandene, hvor det tog to uger at komme sig.

Han har også smadret begge knæ efter at have ramt siden af en bil på en hurtig nedkørsel. I dag har han to metalplader – én i hvert knæ – som minde om sammenstødet. De passer til hans vilje af jern.