Han kom først over stregen.
Sejren gik til den anden.

Frey forsøgte at komme forbi på højre side. Agostinho havde andre planer og brugte ikke kun cyklen til at lukke døren.

Fra Saarlouis mod Mulhouse

Tourens niende etape den 5. juli 1970 var 273,5 kilometer lang. Ruten gik fra Saarlouis til Mulhouse og over Col de la Schlucht. Eddy Merckx sad i gult og havde allerede løbet under kontrol. For mindre hold lå mulighederne i udbruddene.

Mogens Frey var 29 år og ny professionel. Han kom ikke til Touren uden resultater. På banen havde han vundet OL-guld i holdforfølgelse og sølv individuelt i Mexico City 1968. Samme år blev han verdensmester i individuel forfølgelse. Men landevejen og Touren var et andet arbejde.

Han kørte for Frimatic–De Gribaldy. Holdets stærkeste navn var portugiseren Joaquim Agostinho, der året før havde vundet en Tour-etape netop i Mulhouse. Frey var den nye mand. Agostinho var kaptajnen.

To mand fra samme hold

Frey kom væk på etapen. Efter nedkørslen fra Col de la Schlucht fik han selskab af Agostinho. De to holdkammerater holdt feltet bag sig. Senere gengivelser fortæller, at Frey med omkring 50 kilometer tilbage bad Agostinho tage størstedelen af føringsarbejdet, fordi danskeren var brugt.

Her bliver fortællingen mindre sikker. Nogle senere beretninger fremstiller Frey som passageren, der nægtede at arbejde trods besked fra holdledelsen. Andre lægger vægt på, at han allerede havde skabt udbruddet og ganske enkelt manglede kræfter. Det sikre er, at de nåede Mulhouse sammen, mens feltet var tæt på.

Et hold kunne have aftalt rækkefølgen. Kaptajnen havde kørt mest til sidst, og han havde sejren fra året før. Frey havde sin egen mulighed. Da spurten begyndte, var der ingen synlig aftale tilbage.

Hånden på styret

Agostinho forsøgte at holde Frey inde mod afspærringen. På fotografier og i beretninger fra afslutningen ses portugiseren række hånden mod danskerens styr og holde ham tilbage. Agostinho krydsede stregen først.

Det var ikke en vanskelig forseelse at få øje på. Juryen deklasserede Agostinho og gav etapen til Frey. Begge fik tiden 7 timer, 44 minutter og 14 sekunder. Marino Basso førte feltet ind blot tre sekunder senere. Efter mere end syv timers cykelløb blev afgørelsen truffet i en bevægelse, der varede et øjeblik.

Sejren gjorde Frey til den første dansker med en etapesejr i Tour de France. Der skulle gå tretten år, før Kim Andersen vandt den næste danske Tour-etape i 1983.

Var det en stjålet sejr?

Historien bliver ofte fortalt som et opgør mellem den udmattede kaptajn og den utaknemmelige hjælperytter. Den version har en enkel moral, men cykelløb er sjældent så ordentlige. Frey var selv en stærk verdensmester fra banen, og en etapesejr kunne ændre en ny professionels karriere. Agostinho havde på sin side brugt kræfter på at holde feltet bag sig og forventede tydeligvis, at Mulhouse igen skulle være hans.

Vi kender juryens afgørelse, resultatet og den synlige hindring. Vi kan ikke fra de senere beretninger fastslå præcis, hvad der blev sagt i bilen eller mellem rytterne. Holdleder Jean de Gribaldys miljø har siden fortalt, at episoden hurtigt blev lagt væk, og at de to igen delte værelse få dage senere. Det er en senere erindring, ikke en officiel del af løbsresultatet.

En sejr uden det sædvanlige målfoto

Frey gennemførte Touren som nummer 73. Agostinho blev nummer 14 samlet. Merckx vandt løbet og otte etaper. I den store fortælling om Touren 1970 fyldte deres spurt i Mulhouse ikke meget.

I dansk cykelhistorie blev den stående. Den første danske etapesejr kom ikke med armene løftet og en klar hjullængde. Frey kom over stregen som nummer to, ventede på juryen og blev skrevet ind som vinder. Agostinhos hånd havde afgjort spurten. Bare ikke på den måde, han havde tænkt sig.