Verdensrekord.
Og stadig kun sølv.

På en almindelig dag er en tangering af verdensrekorden et ganske godt bud på førstepladsen. Mexico City var ikke en almindelig dag.

Fire omgange uden hjælp

1.000 meter på tid var banecyklingens mest enkle disciplin at forklare og en af de vanskeligste at gennemføre. Rytteren startede stille. Ingen modstander kørte ved siden af, og der var ingen spurt at gemme kræfter til. Uret begyndte, og efter fire omgange var alt brugt.

Fredborg kendte arbejdet. Han var begyndt på Aarhus Cyklebane i 1962 som 15-årig og måtte have aldersdispensation. Allerede ved begynderprøven satte han rekord. Fem år senere vandt han VM i Amsterdam på 1.000 meter og blev den første individuelle verdensmester fra det århusianske idrætsmiljø.

Ved OL i 1968 kom han derfor ikke som en overraskelse. Han var regerende verdensmester og blandt favoritterne. Men banen lå omkring 2.240 meter over havet. Den tynde luft gav mindre luftmodstand, og tiderne faldt på en måde, som gjorde gamle sammenligninger næsten ubrugelige.

64,61 sekunder

32 ryttere stillede til start. Italieneren Gianni Sartori var nummer to og kørte 1.04,65, hurtigere end den hidtidige olympiske rekord. Fredborg fulgte umiddelbart efter. Hans mellemtider var 16,80, 28,50, 40,20 og 52,70 sekunder. Ved målstregen stod uret på 1.04,61.

Det var præcis den verdensrekord, Sartori havde sat i Mexico året før. Fredborg havde altså tangeret verdens bedste tid og overtaget den olympiske rekord. Han satte sig i førerstolen. Derfra kunne han ikke gøre mere.

Den særlige grusomhed ved en enkeltstart er ventetiden. På en fællesstart kan rytteren i det mindste se angrebet komme. Fredborg måtte følge navn efter navn. De første 23 kunne ikke slå ham. Flere kom tæt på: Roger Gibbon kørte 1.04,66, og polakken Janusz Kierzkowski 1.04,63. To hundrededele skilte sølv fra bronze.

Rytter nummer 24

Franskmanden Pierre Trentin var ikke en tilfældig udfordrer. Han havde vundet bronze i disciplinen ved OL i Tokyo i 1964 og VM-guld i 1966. Som nummer 24 kørte han 1.03,91. For første gang kom et officielt resultat under 64 sekunder.

Trentin tog både verdensrekorden og OL-guldet. Fredborgs verdensrekord havde i praksis holdt gennem elleve starter. I resultatlisten stod den danske tid som olympisk rekord, fordi den var hurtigere end alle tidligere OL-tider. Det gav stadig kun andenpladsen.

Højden forklarer en del af fartfesten. De første 17 ryttere kom alle under den gamle olympiske rekord. Men højden trådte ikke i pedalerne. Fredborg kørte hurtigere end 30 andre deltagere og tangerede den gældende verdensrekord under samme vilkår som Trentin.

Et sølv mellem to VM-guld

Det er fristende at omtale sølvet som et nederlag, fordi Fredborg var favorit. Resultatet ser anderledes ud, når kalenderen foldes ud. Han havde vundet VM i 1967. Blot 16 dage efter OL-løbet i Mexico vandt han igen verdensmesterskabet på 1.000 meter, denne gang i Montevideo. Ved samme VM tog han desuden sølv i sprint.

Han vandt kilometerens VM igen i 1970. I München 1972 kom det olympiske guld, og i Montreal 1976 fulgte bronze. Dermed tog han olympiske medaljer i disciplinen ved tre lege i træk: sølv, guld og bronze.

Mexico-sølvet var altså ikke fortællingen om en rytter, der ikke slog til. Det var en enkelt kilometer midt i en lang periode, hvor Fredborg hørte til blandt verdens bedste. Den 17. oktober 1968 var han god nok til at tangere verdensrekorden. Han var bare startet før Pierre Trentin.