Da boret blev
et værktøj til vægtbesparelse

Selv en kæde kunne komme under boret, hvis jagten på gram blev taget langt nok.

Kæden kom også under boret

Ernesto Colnago fortalte senere, at han borede hvert kædeled i hånden, da han byggede Eddy Merckx’ cykel til timerekorden i 1972. Kædefabrikanten Regina var ifølge Colnago ikke begejstret. Firmaet mente, at kæden ville blive for svag til Merckx’ kræfter.

Det er en erindring fra cyklens bygger, fortalt mange år efter forsøget. Men den rammer en konkret side af tidens vægtjagt: Selv en kæde var noget, man kunne overveje at fjerne materiale fra.

Den færdige rekordcykel vejede ifølge Colnagos egen historik 5,75 kilo. Den lave vægt kom fra den samlede konstruktion og særlige dele, ikke fra kædens huller alene.

Et navn til det, der blev fjernet

Drillium lyder som en legering. Det er navnet, der siden er blevet brugt om gennemborede og lettede cykeldele. Man tilførte ikke et nyt materiale. Man fjernede noget af det, der allerede var der.

På en klinge kunne hullerne følge en cirkel inden for tænderne. På et bremsegreb kunne de ligge i en række langs grebets blad. Andre dele blev filet, fræset eller poleret. Runde huller, fræsede fordybninger og en ny konstruktion er ikke det samme, selv om flere af delene kan sidde på den samme cykel.

Et hul fortæller heller ikke i sig selv, hvem der lavede det. Delen kan være leveret sådan, bearbejdet af et værksted eller ændret langt senere af en ejer. Den forskel betyder noget, hvis man vil forstå cyklens historie.

Et arbejde for værkstederne

Perfect Perforations er et eksempel på, at arbejdet også blev en specialiseret forretning. På firmaets egen side fortæller grundlæggeren, at han begyndte i 1974 med erfaring fra både maskinbearbejdning og cykelreparation. Han borede og polerede komponenter i en tid, hvor vægtbesparelse og dekorative mønstre fulgtes ad.

En lettere aksel kan gemme sig inde i et nav. En gennemboret klinge sidder frit fremme ved højre pedal. Gentagelserne i et hulmønster, de blanke kanter og forholdet mellem det fjernede og det bevarede materiale gjorde en standarddel til en individuel genstand.

Vægtbesparelsen var udgangspunktet. Men når mønstret også skulle se rigtigt ud, havde arbejdet fået et formål mere.

Hvornår var der fjernet nok?

Der fulgte et spørgsmål med hvert indgreb: Var der stadig nok materiale tilbage til, at delen kunne udføre sit arbejde?

Jeffrey Rumbold beskriver hos LovelyLugs en stærkt bearbejdet Campagnolo Nuovo Record-bagskifter, hvor der kun var smalle forbindelser tilbage i parallelogrammets arme. Under samling af et senere eksemplar knækkede konstruktionen under fjederbelastningen. Hans første forsøg blev pensioneret til samlingen.

Det er et konkret senere værkstedseksempel, ikke dokumentation for en bølge af ulykker i 1970’ernes felt. Det viser blot, hvorfor det er utilstrækkeligt at tælle de gram, der er væk. Den lettede del skulle stadig fungere.

Fra vægtjagt til udsmykning

Da Perfect Perforations genoptog arbejdet i 2010, beskrev grundlæggeren formålet som dekorativt. Et Silk Hope-projekt fra 2011 kombinerede borede Campagnolo-dele med indlæg og indgraveringer. Det er et nyere samlerprojekt, ikke en urørt racercykel fra 1970’erne.

Drillium på en gammel komponent behøver derfor ikke være gammelt drillium. Arbejdet kan fortælle lige så meget om en senere ejers interesse som om den rytter, der oprindeligt brugte delen. Et dokumenteret værkstedsarbejde fra 1974 og en omhyggelig bearbejdning fra 2011 kan begge være værd at vise, hvis de får den rigtige datering.

På cyklen er princippet stadig let at få øje på. Tænderne skal trække kæden, grebet skal trække kablet, og bagskifteren skal flytte kæden. Imellem de nødvendige funktioner har nogen kigget efter metal, der kunne undværes.

Nogle gange blev det til en lidt lettere del. Andre gange blev det mest til et mønster. Spåner kom der i begge tilfælde.