Kost, træning og videnskab · Løbsmad · 1980’erne

Da pastaen overtog morgenbordet

Bøffen forsvandt ikke fra hotelbordet på én morgen. Men i 1980’erne blev pasta, ris og søde drikke til noget, holdene kunne måle og bruge mere systematisk.

Illustration af et cykelhold ved morgenbordet i 1980’erne med pasta, ris, brød og frugt — Tidstypisk illustration af et holdmåltid i 1980’erne. Illustrationen er skabt til artiklen og er ikke historisk dokumentation.

Bøffen forsvandt ikke fra hotelbordet på én morgen. Men i 1980’erne blev pasta, ris og søde drikke til noget, holdene kunne måle og bruge mere systematisk.

Morgenmad med to tider på samme bord

På hotellet står der stadig æg og et stykke kød til den rytter, der stoler på det gamle. Ved siden af står store fade med pasta og ris, brød, frugt og sød te. Soigneuren fylder flasker med et pulver, som opløses langsomt i vandet. 1980’ernes kostskifte lignede ikke en lukket dør mellem fortid og nutid. Det lignede et morgenbord, hvor begge dele stod fremme.

Kulhydrat blev et arbejdsredskab

Fysiologer havde længe undersøgt muskelglykogen, men i 1980’erne blev tankegangen mere synlig i holdenes hverdag. Kulhydrat kunne lagres før arbejdet og fyldes på undervejs. Trænede cykelryttere deltog i forsøg med kulhydratrige diæter og drikke, og resultaterne gav trænere et sprog for noget, rytterne længe havde kendt praktisk: Man kører dårligt, når depoterne er tomme.

Pastaen var let at forstå

Pasta blev periodens synlige symbol, fordi den var billig, genkendelig og nem at servere til mange. Ris, brød, kartofler og frugt udførte samme arbejde i forskellige måltider. Det betød ikke, at protein og fedt blev smidt ud af køkkenet. Men bøffen mistede rollen som det oplagte brændstof til selve etapen. Tallerkenen blev lettere at fordøje og mere koncentreret om den lange arbejdsdags energi.

En del af maden kom i flasken

Den største ændring var måske ikke på tallerkenen, men i drikkedunken. Maltodextrin og andre kulhydratblandinger gjorde det muligt at drikke en del af energien. Et Tour-studie offentliggjort i 1989 registrerede fem rytteres kost gennem løbet: omkring 62 procent af energien kom fra kulhydrat. Andre undersøgelser fra perioden beskrev, at berigede drikke kunne levere en betydelig del af dagens energi.

Maven havde stadig stemmeret

En formel på papir var ikke det samme som en rolig mave på et bjerg. Søde blandinger kunne blive for koncentrerede, især i varme, og en rytter kunne have svært ved at drikke nok. Smag, temperatur og vane betød meget. Derfor forsvandt musetten ikke. Små sandwiches, kager, frugt og ris kunne stadig være lettere at få ned end endnu en flaske med den samme søde opløsning.

Fra køkkenfornemmelse til registrering

Ved årtiets slutning kunne forskere veje maden og beregne energien gennem en hel Tour. Det var et tydeligt skridt væk fra alene at stole på tradition og soigneurens øjemål. Nutidens ernæringsplaner er langt mere præcise, men deres forløber står på dette hotelbord: pasta i store fade, pulver i flaskerne og en notesbog, hvor nogen for første gang forsøger at regne på, hvad rytteren faktisk spiser.

Kilder