Perioden 1960–1969
Da racercyklen fandt
sin moderne form
To klinger, fem tandhjul, friktionsgreb og en let stålramme. Grundformen lå fast. Rundt om cyklen blev sporten mere synlig – og dens problemer sværere at skjule.
Periodens faste overblik
1960’erne i tre bokse
Årtiets vigtigste udvikling
Den lette stålracer fandt en grundform, som skulle forblive genkendelig i årtier.
Det kendetegnede perioden
Tv-dueller, internationale baneresultater og dopingkontrollens vanskelige begyndelse.
Tre ting, der ændrede cyklingen
- Parallelogram-gearet blev normen
- Aluminium bredte sig i komponenterne
- Træning og fysiologi fik større betydning
Udvalgte begivenheder
En kort tidslinje
- Jacques Anquetil vinder sin anden Tour de France.
- Touren vender tilbage til firmahold.
- Anquetil og Poulidor kører skulder ved skulder på Puy de Dôme.
- Tourens dopingkontroller udløser en rytterprotest.
- Niels Fredborg bliver verdensmester; Tom Simpson dør på Mont Ventoux.
- Fredborg tager OL-sølv i Mexico City.
- Eddy Merckx vinder sin første Tour de France.
Syv faste temaer
Årtiet på tværs af hjemmesiden
Løb og store øjeblikke
Anquetil og Poulidors duel på Puy de Dôme, Bordeaux–Paris bag derny og Merckx’ første Tour viser et årti, hvor gamle løbsformer mødte et nyt tv-publikum.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Periodens ryttere
Anquetils præcision, Poulidors stædighed, Burtons udholdenhed, Fredborgs fart og Merckx’ appetit gjorde årtiet usædvanligt varieret.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykler og tekniske nybrud
Stålrammerne blev lettere, aluminium bredte sig i komponenterne, og parallelogram-gearet med friktionsgreb på skrårøret blev den forventede løsning.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Kost, træning og videnskab
Kosten fulgte stadig vane og erfaring, men fysiologi og mere systematisk træning rykkede tættere på sporten. Stoffer og kontrol blev en del af den samme medicinske diskussion.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykelkultur og hverdagsliv
Fjernsynet gjorde bjergdueller til fælles billeder. Samtidig begyndte opfindsom vægtbesparelse og specialcykler at tiltrække sig opmærksomhed uden for det professionelle felt.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Samfund og tidsånd
Rytterne trådte tydeligere frem som arbejdere såvel som helte. Protesten mod dopingkontrol i 1966 viste en konflikt om myndighed, sundhed og arbejdsforhold.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Menneskene bag cyklingen
Læger, mekanikere, officials og holdfolk fik større betydning, efterhånden som løbene blev mere organiserede, selv om deres arbejde sjældent stod i resultatlisten.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Den velkendte silhuet
Fjerner man trøjen, følgebilen og avisnavnene, ligner en god racercykel fra 1969 allerede noget, mange ville kalde klassisk moderne: diamantstel, parallelogram-bagskifter, to klinger og fælgbremser.
Puy de Dôme · 1964
Skulder ved skulder
Jacques Anquetil og Raymond Poulidor delte Frankrig på en måde, som ikke kun handlede om resultater. Anquetil var kølig, præcis og fremragende mod uret. Poulidor virkede mere folkelig og blev ved med at komme igen, selv om han aldrig bar Tourens gule trøje.
På Puy de Dôme kørte de længe tæt ved siden af hinanden. Julio Jiménez vandt etapen længere fremme. Bag ham fik Poulidor først afstand til Anquetil på den sidste kilometer og hentede omkring 40 sekunder. Anquetil beholdt føringen med blot 14 sekunder.
Den afsluttende enkeltstart til Paris passede ham bedre. Han vandt Touren for femte gang, 55 sekunder foran Poulidor. Det tætte bjergbillede blev stående som løbets hovedmotiv, selv om afgørelsen kom mod uret.
Mekanikken sætter sig
Ti gear og en hånd på skrårøret
Parallelogram-bagskifteren var ikke ny, men i 1960’erne blev den den selvfølgelige løsning på de bedste racercykler. Campagnolos Record og fra 1967 Nuovo Record blev pejlemærker. Rytteren flyttede fortsat et friktionsgreb på skrårøret og lyttede sig frem til, om kæden lå rent.
To klinger foran og fem tandhjul bagpå gav normalt ti kombinationer. Seks tandhjul blev mere almindelige senere. Der var ingen indekserede klik, men princippet med en kæde ført sideværts mellem flere tandhjul var det samme, som kom til at dominere i årtier.
Tynde rør og blankt aluminium
Lettere uden at skifte materiale
Stål var fortsat rammens grundmateriale. Forskellen lå i legeringen, de konificerede rør og rammebyggerens arbejde. Reynolds 531 var blevet introduceret allerede i 1935, men producentens egen historik fremhæver både Anquetils Tour-cykel fra 1964 og Merckx’ cykel fra 1969 som 531-byggede.
Aluminium blev brugt til fælge, krank, bremser, styr og frempind. MAFACs centertræksbremser var udbredte, mens Campagnolos bremser brugte side-træk. De to typer bør ikke blandes sammen, selv om begge hører hjemme på periodens cykler.
Huller boret i komponenter for at spare gram fandtes, men “drillium” forbindes især med den vægtjagt, der blev mere synlig omkring overgangen til 1970’erne. Gevinsten kunne måles i gram. En svækket del kunne måles på en mindre behagelig måde.
Fredborgs første VM
Niels Fredborg vandt 1.000 meter på tid ved VM på banen i Amsterdam. Han gentog sejren i 1968 og tog samme år OL-sølv i Mexico City, blot 0,7 sekund efter Pierre Trentin.
Merckx tager det hele
Eddy Merckx vandt sin første Tour med 17 minutter og 54 sekunder. Han tog også point-, bjerg- og kombinationskonkurrencen. Den prikkede bjergtrøje fandtes endnu ikke; den kom først i 1975.
Mad mellem vane og måling
Ernæringen blev ikke moderne på én sommer
Store morgenmåltider, kød, æg, ris, pasta og sukkerholdige sager forsvandt ikke med 1950’erne. Rytterne bar stadig mad i trøjens lommer og fik forsyninger fra holdets folk undervejs. Te, kaffe, frugtsaft og vand blev blandet efter holdets og rytterens vaner.
Samtidig kom fysiologi og mere systematisk træning tættere på sporten. Det betyder ikke, at hele feltet pludselig fulgte ens kostplaner. Jacques Anquetils ry for champagne og rige måltider er blevet en del af hans eftermæle, men enkelte farverige menuer bør ikke bruges som opskrift på et helt årtis ernæring.
Det sikre skifte var langsomt: Kroppen blev i stigende grad noget, man forsøgte at måle og planlægge omkring, ikke kun noget man fyldte op efter erfaring og appetit.
1966–1968
Kontrollen kom før vendepunktet
Doping var ikke skjult på samme måde som senere. Amfetamin og andre stimulanser indgik i en kultur, hvor ryttere, hjælpere og læger ikke nødvendigvis trak den samme grænse mellem behandling og præstationsfremme.
Tour de France gennemførte dopingkontroller allerede i 1966. Rytterne reagerede med en kort protest mod det, de opfattede som et indgreb i deres arbejdsforhold. Derfor er det for enkelt at sige, at kontrollen først begyndte efter Tom Simpsons død.
Men dødsfaldet på Mont Ventoux den 13. juli 1967 gjorde problemet synligt for langt flere. Simpson kollapsede under den 13. etape og kunne ikke genoplives. Undersøgelserne fandt amfetamin og alkohol; varme, udmattelse og dehydrering var også en del af forløbet.
I 1968 gennemførte både Touren og de olympiske lege mere formaliserede kontroller. Systemet var fortsat langt fra nutidens, men sporten kunne ikke længere behandle stofferne som et rent internt anliggende.
Kilder og billednote
Grundlaget for perioden
- Tour de France: Anquetil og Poulidor på Puy de Dôme
- Reynolds Technology: 531-rørenes historie
- UCI: VM-resultater på bane
- Olympedia: 1.000 meter på tid ved OL 1968
- INA/TEPAS: Tom Simpsons sidste øjeblikke på Ventoux
- Nationaal Archief via Wikimedia Commons: hovedbillede og CC0-licens
De billeder, brugeren leverede fra Touren 1964 og 1966, er brugt som researchreference. De er ikke lagt på siden, fordi filerne ikke indeholder en sikker kilde eller brugslicens.