Periodens ryttere · Kvindecykling · 1959–1966

Når kullene var afleveret, begyndte træningen

Yvonne Reynders bar kul ud på en trehjulet ladcykel, før hun vandt syv verdensmesterskaber på landevej og bane. Det gav stærke ben, men ikke en professionel hverdag.

Yvonne Reynders i fart under VM i banecykling i Amsterdam i 1967 — Yvonne Reynders under VM i banecykling i Amsterdam i 1967. Foto: Joop van Bilsen/Anefo, Nationaal Archief via Wikimedia Commons, CC0.

Yvonne Reynders bar kul ud på en trehjulet ladcykel, før hun vandt syv verdensmesterskaber på landevej og bane. Det gav stærke ben, men ikke en professionel hverdag.

En ladcykel med kul

Sækkene skulle ud til kunderne. Yvonne Reynders var seksten år, da hendes far skaffede hende en trehjulet ladcykel og en rute med kulleverancer. Den cykel var ikke bygget til træningszoner eller pæne omgangstider. Den skulle bare flytte en tung last gennem gaderne. Dag efter dag. Spørger du mig, så er det en ganske jordnær begyndelse på en verdensmester.

Først atletik, så cykelløb

Cykling var ikke hendes første sport. Reynders kastede diskos, stødte kugle og svømmede. Ifølge hendes egen senere fortælling begyndte det hele for alvor, da hun så en avisoverskrift om, at kvinderne igen skulle køre løb i Belgien efter mange års pause. En kunde i familiens kulhandel skaffede hende en cykel. Familien fulgte efter i en varevogn. Så var hun i gang.

Fire gange på landevejen

Det første verdensmesterskab på landevej kom i 1959. Hun vandt igen i 1961, 1963 og 1966. I Ronse i 1963 endte mesterskabet i en spurt mellem seksten ryttere, og Reynders slog landsmanden Rosa Sels. Hun kunne køre hårdt på de belgiske brosten og havde samtidig afslutningen til at gøre arbejdet færdigt.

Også rundt på banen

På banen vandt hun yderligere tre verdensmesterskaber i individuelt forfølgelsesløb. Her var der ingen hjul at gemme sig bag. To ryttere begyndte på hver sin side af banen, og uret målte resten. Den styrke, der havde flyttet kul gennem byen, blev nu brugt til at holde en fast fart på de skrå brædder. Syv VM-titler i alt blev det til.

Verdensmester uden den store løn

Resultaterne gjorde ikke kvindecyklingen professionel. Reynders har siden fortalt, at kvinderne kunne køre gratis som opvarmning, mens mandlige amatører modtog langt større startpenge. Om vinteren arbejdede hun. Om sommeren kørte hun løb. Selv regnbuetrøjen ændrede ikke grundregningen ret meget.

Tilbage på cyklen

Hun stoppede, men kom senere tilbage efter flere år uden konkurrence. I 1976 vandt hun igen det belgiske mesterskab og tog VM-bronze. Det er næsten den fineste detalje. Ikke fordi hun behøvede endnu en medalje, men fordi hun så et felt og mente, at hun stadig kunne være med. Ladcyklen med kullene var for længst væk. Arbejdsvanerne sad der endnu.

Kilder