Fra de første løb – 1899
Cykelsportens vilde pionerår
Sikkerhedscyklen var ny, vejene var dårlige, og reglerne blev ofte skrevet efter løbet. Alligevel voksede cykling på få år til transportmiddel, industri og publikumssport.
Periodens faste overblik
Fra de første løb – 1899 i tre bokse
Periodens vigtigste udvikling
Sikkerhedscyklen, det pneumatiske dæk og kædetrækket gjorde cyklen til transportmiddel, industri og organiseret sport.
Det kendetegnede perioden
Landevejsløb, banestævner og tidlige seksdagesløb prøvede ryttere og maskiner, før faste regler, holdbiler og idrætsvidenskab fandtes.
Tre ting, der ændrede cyklingen
- To lige store hjul afløste væltepeteren
- Luftdækket gjorde lange distancer mere mulige
- Aviserne gjorde løbene til folkelige begivenheder
Udvalgte begivenheder
En kort tidslinje
- Et ofte nævnt tidligt organiseret landevejsløb køres fra Paris til Rouen.
- Rover-sikkerhedscyklen fastlægger kædetræk og to omtrent lige store hjul.
- John Boyd Dunlop patenterer et praktisk pneumatisk dæk.
- Charles Terront vinder det første Paris–Brest–Paris efter 1.200 kilometer.
- Det første Liège–Bastogne–Liège køres for amatører.
- Det første veldokumenterede seksdages sololøb køres i Madison Square Garden.
- Paris–Roubaix køres for første gang.
- Major Taylor bliver verdensmester i sprint i Montréal.
Syv faste temaer
Årtiet på tværs af hjemmesiden
Løb og store øjeblikke
Paris–Brest–Paris, Liège–Bastogne–Liège og Paris–Roubaix gjorde afstand, dårlige veje og mekanisk overlevelse til en del af konkurrencen.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Periodens ryttere
Charles Terront, Major Taylor og seksdagesrytterne tilhørte en generation, der selv måtte finde både atletens rolle og arbejdsmetoder.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykler og tekniske nybrud
Sikkerhedscyklen, kædetrækket og luftdækket skabte grundformen. Bremser, friløb og praktiske gear var endnu åbne spørgsmål.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Kost, træning og videnskab
Mad, stimulanser og restitution byggede på erfaring, branchevaner og rygter. Nutidens skel mellem ernæring, medicin og doping fandtes ikke.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykelkultur og hverdagsliv
Cyklen blev transportmiddel, statussymbol og publikumssport. Aviserne skabte løb, mens velodromerne bragte publikum tæt på rytterne.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Samfund og tidsånd
Industrialiseringen gjorde cyklen mere tilgængelig, men klasse, køn og racisme prægede, hvem der kunne deltage og på hvilke vilkår.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Menneskene bag cyklingen
Arrangører, avisredaktører, opfindere, pacere og mekanikere skabte ruterne, maskinerne og forestillingen omkring rytteren.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Før de store etapeløb
Cykelsporten begyndte ikke med Tour de France. Før 1900 fandtes allerede lange avisløb, fyldte velodromer, professionelle specialister og en cykelindustri, der lærte gennem både opfindelser og sammenbrud.
Fra by til by
Vejene var en del af modstanden
De tidlige landevejsløb gik fra én by til en anden. Paris–Rouen i 1869 regnes ofte blandt de første store løb, og i 1890’erne fulgte blandt andet Paris–Brest–Paris, Liège–Bastogne–Liège og Paris–Roubaix.
Ruterne gik over grus, hjulspor og sten. Regn forvandlede vejen til mudder, og en punktering kunne koste langt mere end et hjulskifte gør i dag. Rytteren skulle kunne holde sig vågen, finde vej og gøre cyklen brugbar igen.
Aviserne var ikke neutrale tilskuere. De skabte løb for at skabe stof og sælge aviser. Dermed blev rytteren, cyklen og mediet dele af den samme nye forestilling.
Velodromen
Seks døgn med meget lidt søvn
De første seksdagesløb var sololøb. Én rytter kørte så mange omgange som muligt gennem seks døgn, ofte 18–20 timer i døgnet. Publikum kunne komme og gå, mens rytteren fortsatte under det elektriske lys.
Søvnmanglen blev en del af forestillingen. Beretningerne fortæller om ryttere, der hallucinerede, slingrede eller måtte hjælpes væk. Teddy Hale vandt det store løb i Madison Square Garden i 1896 efter mere end 3.000 kilometer. Præstationen blev beundret, men formatet blev også kritiseret som brutal underholdning.
Senere blev seksdagesløbet ændret til parløb. Det gjorde ikke sporten mild, men rytterne kunne i det mindste skiftes til at være vågne.
Maskinen finder sin form
To lige store hjul og luft i dækkene
I 1880’erne slog sikkerhedscyklen igennem med kædetræk til baghjulet og to omtrent lige store hjul. Grundformen ligner stadig den moderne cykel. Det var et mærkbart fremskridt fra væltepeterens høje forhjul og lange fald.
Det pneumatiske dæk gjorde ujævne veje mindre ødelæggende for både fart og krop. Samtidig var bremser, friløb, kæder og gearing stadig under udvikling. Nogle løsninger virkede. Andre blev hurtigt glemt.
Fastnav var almindeligt, så pedalerne fortsatte med at dreje, når hjulet drejede. Praktiske gearskift lå endnu et stykke ude i fremtiden. På de lange løb var en skruenøgle derfor næsten lige så vigtig som en stærk spurt.
Mad, medicin og overtro
Kroppen blev holdt i gang med det, man kendte
Sportsernæring fandtes ikke som fag. Rytterne spiste almindelig, tung mad og drak kaffe, kakao, øl eller vin. På meget lange løb gjaldt det først og fremmest om at få noget ned og fortsætte.
Stimulanser og smertestillende midler blev ikke mødt af en forbudsliste. Koffein, alkohol og stærkere præparater indgik i en uklar blanding af medicin, opkvikkelse og overtro. Senere fortællinger nævner blandt andet kokain, stryknin og æter, men praksis varierede, og mange detaljer er bedre belagt fra de første årtier efter 1900.
Det sikre er, at grænsen mellem pleje og præstationsmiddel ikke var den grænse, sporten senere forsøgte at tegne.
1899
Major Taylor vandt på trods af sporten omkring ham
Marshall “Major” Taylor blev verdensmester i sprint i Montréal i 1899. Han var 20 år og blev en af de første sorte verdensmestre i international sport.
Resultatet fortæller kun en del. Taylor blev nægtet adgang til baner, truet og udsat for racistiske overfald og forsøg på at blokere ham i løbene. Han vandt ikke i en sport, der havde gjort plads til ham. Han vandt, mens dele af sporten aktivt forsøgte at holde ham ude.
Ved århundredets slutning var cykelsporten allerede international, kommerciel og teknisk nysgerrig. Den var også præget af sin tids uligheder. Begge dele fulgte med ind i det nye århundrede.
Historier fra perioden
Tre døgn på vejen
Læs den selvstændige historie om Charles Terront og det første Paris–Brest–Paris.