New York · 1896

142 timer
på træbanen.

Teddy Hale vandt et seksdagesløb, hvor hver rytter var alene, søvnen blev målt i korte pauser, og udmattelsen gjorde selve banen vanskelig at kende.

Teddy Hale kører på en banecykel — Teddy Hale, vinder af seksdagesløbet i New York i 1896. Samtidigt tryk stillet til rådighed af brugeren; public domain.

Da løbet sluttede lørdag aften den 12. december 1896, havde Teddy Hale kørt 1.910 miles og otte omgange. Det svarer til omtrent 3.074 kilometer.

Én rytter, seks døgn

Det tidlige seksdagesløb var ikke den pardisciplin, som senere blev kendt som Madison. I 1896 stillede rytterne op hver for sig. De kunne standse og sove, men uret fortsatte, og hver pause gav konkurrenterne mulighed for at hente miles.

Løbet i Madison Square Garden begyndte kort efter midnat mandag og sluttede klokken ti lørdag aften: 142 timer senere. En samtidig opgørelse nævner 27 startende og 15 ryttere ved målet. Hale vandt med lidt over 28 miles og forbedrede den tidligere rekord med mere end 300 miles.

En stor indendørs cykelbane med publikum i Madison Square Garden — Madison Square Garden under et seksdagesløb i begyndelsen af 1900-tallet. Billedet viser den senere arena omkring den disciplin, Hale havde været med til at gøre berømt. Bain News Service/Library of Congress; ingen kendte brugsbegrænsninger.

Da søvnen forsvandt

Hale og de nærmeste rivaler måtte balancere fart mod hvile. Samtidige aviser beskrev ryttere, der blev desorienterede og “gik fra forstanden” af træthed og søvnmangel. Senere fortællinger gjorde hallucinationerne mere malende: slanger på banen, mure og truende genstande blandt publikum. De billeder hører til løbets overlevering, men kilderne binder ikke sikkert hver episode til Hale.

Det sikre er voldsomt nok. Rytterne kørte dag og nat under kunstlys, støj og tobaksrøg. Når de lagde sig, var det med visheden om, at banen fortsatte uden dem.

Banecyklen gav ingen pause

Tidens banecykler havde fastnav. Når baghjulet drejede, fulgte pedalerne med. Rytteren kunne ikke lade cyklen rulle og hvile benene gennem et sving, sådan som man kan på en cykel med friløb. Den enkle mekanik var driftssikker, men under et seksdagesløb blev den også ubønhørlig.

Hjælperne ved banens inderkreds sørgede for mad, drikke, massage og de midler, som tiden regnede for opkvikkende. Kaffe, alkohol og forskellige stimulanser indgik i den sene 1800-tals løbskultur. Kokain, nitroglycerin og stryknin optræder i senere beskrivelser af periodens praksis, men der er ikke grundlag for at fastslå præcis, hvad Hale fik under løbet i 1896.

Fra enkeltmand til Madison

De ekstreme løb vakte kritik. New York indførte før 1899-løbet en grænse på 12 timers kørsel pr. rytter i døgnet. Arrangørerne svarede ved at sætte to ryttere sammen, så holdet kunne være på banen hele tiden, mens partnerne skiftedes til at hvile.

Det blev begyndelsen på den holdform, der fik navn efter Madison Square Garden. Hale havde vundet den gamle udgave: seks døgn som enkeltmand. Efter ham blev seksdagesløbet i stigende grad et spørgsmål om makkerskab, afløsninger og den håndslynge, der siden blev disciplinens kendemærke.