Tre døgn
på vejen.

Da Charles Terront vendte tilbage til Paris, havde han været på vejen i næsten tre døgn. Nummer to var stadig mere end otte timer væk.

Et løb skabt af en avis

Paris–Brest–Paris begyndte ikke som motionsløb. I 1891 lod journalisten Pierre Giffard og Le Petit Journal ryttere køre fra hovedstaden til havnebyen Brest og tilbage. Det var sport, avisstof og en offentlig prøve på den nye cykel i én og samme begivenhed.

Ruten var omkring 1.200 kilometer. Deltagerne fik ti dage til opgaven. Den officielle historik oplyser, at 206 ryttere startede, omkring 100 vendte tilbage til Paris inden for fristen, og 98 blev godkendt som fuldførende. Udlændinge og kvinder måtte ikke starte.

Maskinen var også på prøve

Sikkerhedscyklen med kædetræk og to omtrent lige store hjul var endnu ung. Vejenes belægning var langt fra moderne asfalt, og udstyr, lys og service kunne ikke tages for givet. Terront kørte på en Humber og brugte aftagelige pneumatiske Michelin-dæk. Det gjorde en punktering mindre endelig, men ikke natten kortere.

Løbet blev derfor læst som mere end et resultat. Hvis en rytter kunne krydse Frankrig, vende om og nå tilbage på samme maskine, havde cyklen bevist noget som transportmiddel.

Terront og Jiel-Laval

Terronts vigtigste rival var Pierre Jiel-Laval. Senere gengivelser fortæller ofte, at Jiel-Laval sov, mens Terront passerede og fortsatte gennem natten. Fortællingen passer så godt til løbets ry, at den er blevet gentaget mange steder. En sikker samtidig dokumentation for netop den scene er vanskeligere at finde.

Resultatet er mindre usikkert. Terront vandt i 71 timer og 37 minutter. Jiel-Laval blev nummer to i 80 timer og 4 minutter, mens Henri Coullibeuf blev nummer tre efter 94 timer og 43 minutter. Terront var den eneste, der brugte under tre døgn.

En sejr, der solgte cyklen

Le Petit Journal gjorde sejren til et nationalt billede. Terront stod på avisens illustrerede forside med trikoloren om armen og hånden på styret. Rytteren, cyklen og avisen blev næsten én fortælling.

Det var netop pointen. Løbet skulle ikke blot finde den hurtigste. Det skulle vise, at den moderne cykel kunne bringe et menneske over afstande, der stadig virkede urimelige. Paris–Brest–Paris blev siden gentaget som kapløb og udviklede sig til den randonnée, navnet forbindes med i dag.

Men i 1891 var der ingen tradition at læne sig op ad. Terront og de andre måtte først bevise, at turen overhovedet kunne gennemføres.