Perioden 1940–1949
Da krigen lukkede
landevejen
De store etapeløb forsvandt. Da de vendte tilbage, blev cykelsporten et billede på både kontinuitet og genopbygning.
Periodens faste overblik
1940’erne i tre bokse
Årtiets vigtigste udvikling
Krigen afbrød den internationale kalender. Efter 1945 skulle løb, hold og cykelproduktion samles igen.
Det kendetegnede perioden
Mangel, besættelse og lukkede grænser blev afløst af genopbygning, nye rivaliseringer og cykelsportens tilbagekomst som folkeforlystelse.
Tre ting, der ændrede cyklingen
- De store rundture forsvandt og vendte tilbage
- Cambio Corsa gjorde gearskift under kørsel muligt
- Coppi tog den første Giro–Tour-double
Udvalgte begivenheder
En kort tidslinje
- Fausto Coppi vinder Giro d’Italia som 20-årig.
- Det seks etaper lange Circuit de France forsøger at erstatte den fraværende Tour.
- Coppi tages til fange i Nordafrika; Bartali begynder sit kurérarbejde efter den tyske besættelse af Italien.
- Giroen vender tilbage; Bartali vinder foran Coppi.
- Jean Robic vender Touren på løbets sidste etape.
- Bartali vinder Touren ti år efter sin første sejr.
- Coppi bliver den første, der vinder Giroen og Touren i samme sæson.
- Campagnolo introducerer det enarmede Paris–Roubaix-gear.
Syv faste temaer
Årtiet på tværs af hjemmesiden
Løb og store øjeblikke
De store rundture forsvandt under krigen. Genkomsten gav Robics sidste-etape-sejr i 1947, Bartalis comeback i 1948 og Coppis Giro–Tour-double i 1949.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Periodens ryttere
Bartalis kurérarbejde og Coppis fangenskab hørte til liv, der var større end resultatlisten. Da løbene vendte tilbage, blev de begge centrale i Italiens sportslige genopbygning.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykler og tekniske nybrud
Cambio Corsa og Paris–Roubaix-gearet flyttede stadig baghjulet under et gearskift. Stella Veneta fra 1947 gør dette krævende mellemtrin synligt.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Kost, træning og videnskab
Rationering gjorde adgangen til mad til en del af vilkårene. Efter krigen fandt militære lagre af amfetamin vej til civilsamfund og sport, men de præcise anekdoter kræver forsigtige kilder.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykelkultur og hverdagsliv
Hvor benzin og kollektiv transport var knap, forblev cyklen både transportmiddel og sportsredskab. Løbene vendte tilbage til et publikum med behov for almindeligt offentligt liv.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Samfund og tidsånd
Besættelse, forfølgelse og genopbygning prægede hele årtiet. Cyklingen kunne bruges til propaganda, illegalt arbejde og siden til en genetableret fælles kalender.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Menneskene bag cyklingen
Kurerer, mekanikere, arrangører og familier holdt cyklingens netværk i live. Deres arbejde forklarer, hvordan sporten overlevede årene uden sine kendte internationale løb.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Et brud midt i kalenderen
Et årti er normalt en fortsættelse. 1940’erne blev først en afbrydelse. Løbene, fabrikkerne, aviserne og rytternes liv blev trukket ind i krigen – og sporten måtte senere bygge sin rytme op igen.
1940–1945
De store rundture forsvinder
Fausto Coppi vandt Giro d’Italia i 1940, blot 20 år gammel. Derefter blev løbet indstillet til 1946. Tour de France var sidst blevet kørt i 1939 og vendte først tilbage i 1947.
Cykelsporten ophørte ikke fuldstændigt. Lokale og nationale løb blev arrangeret, når forholdene tillod det, men den internationale kalender var brudt op. Grænser, transport, brændstof, materialer og sikkerhed satte helt andre rammer end før krigen.
For mange ryttere var de tabte sæsoner mere end et hul i en resultatliste. De lå midt i de få år, hvor en professionel normalt havde sin bedste fysik.
1946
Giroen vender tilbage
Da Giro d’Italia igen blev kørt i 1946, gik ruten gennem et land med synlige krigsskader og dybe politiske spændinger. Gazzetta dello Sport havde genoptaget udgivelsen i 1945 og annoncerede løbets tilbagekomst i januar 1946.
Gino Bartali vandt foran Fausto Coppi. Rivaliseringen havde rødder før krigen, men fik nu en betydning, der rakte ud over de to ryttere. Bartali blev ofte fremstillet som den traditionsbundne og troende helt; Coppi som den slanke, moderne og metodiske udfordrer. Virkeligheden var mere sammensat, men modsætningen var god avisstof.
Året efter vandt Coppi Giroen. I 1949 vandt han både Giro d’Italia og Tour de France og blev den første til at tage de to store etapeløb samme år.
Touren finder en ny vinder
Jean Robic kom til den sidste etape uden nogensinde at have båret den gule trøje. Et angreb på vejen mod Paris vendte klassementet, og han vandt Tourens første udgave efter krigen.
Bartali ti år senere
Gino Bartali vandt Tour de France for anden gang – ti år efter sin sejr i 1938. Hans angreb i Alperne afgjorde løbet efter regn, kulde og sne i bjergene.
Mekanikken mellem to tider
Hjulet skulle stadig løsnes
I 1946 satte Campagnolo navnet Cambio Corsa på sit tostangssystem. Rytteren kunne skifte mellem tandhjul uden at stå af, men måtte række tilbage, frigøre bagakslen, flytte kæden og spænde hjulet igen, mens cyklen rullede.
Konstruktionen kaldes ofte “selvmordsgearet” i dag. Det var ikke dens almindelige navn i samtiden. For datidens professionelle var det et krævende, men brugbart trin mellem det vendbare baghjul og den fjederbelastede bagskifter.
I 1949 fulgte enkeltstangssystemet, der senere blev kendt som Paris–Roubaix. Det forenklede betjeningen, men baghjulet skulle fortsat flytte sig for at holde kæden spændt.
Sidstepladsen bliver synlig
Den sorte trøje
Ved Giroens tilbagekomst i 1946 blev den sorte trøje knyttet til rytteren nederst i klassementet. Luigi Malabrocca endte sidst i både 1946 og 1947 og blev den første store figur i trøjens mærkelige efterliv.
Præmier og omtale gjorde sidstepladsen attraktiv nok til, at nogle ryttere forsøgte at tabe tid uden at overskride tidsgrænsen. Fortællingerne om gemmesteder, punkteringer og bevidst langsom kørsel er mange, men de enkelte episoder bør undersøges som selvstændige historier.
I 1948 endte Aldo Bini sidst efter at have gennemført løbet med en brækket hånd. Hans placering var derfor noget ganske andet end en komisk kamp om at komme langsomst frem.
Mad, medicin og erfaring
Før sportsvidenskaben blev et system
Rytternes kost byggede mere på tradition, holdets vaner og det, der kunne skaffes, end på præcise planer for kulhydrat og væske. Brød, ris, pasta, æg og kød indgik i store måltider, mens kaffe, vin og andre drikke også kunne følge rytterne gennem lange dage.
Det er fristende at gøre perioden til en parade af bøffer og rødvin, men krigstidens og efterkrigstidens rationering gjorde virkeligheden langt mindre ensartet. Adgangen til mad var i sig selv en del af vilkårene.
Stimulanser havde længe været brugt i udholdenhedssport. Under krigen blev amfetamin anvendt militært, og efter 1945 bredte stoffet sig i civilsamfundet og i sporten. Der fandtes endnu ikke et effektivt antidopingsystem, men det betyder ikke, at alle præcise cocktailopskrifter eller senere rytterreplikker kan bruges som sikker dokumentation for 1940’erne.
Kilder