Cykler og tekniske nybrud · Gearskifte · 1946
Gearskiftet med det løse baghjul
Cambio Corsa gav rytteren flere gear uden et stop i vejkanten. Til gengæld skulle han betjene to greb, træde baglæns og løsne baghjulet, mens cyklen stadig bevægede sig.
Cambio Corsa gav rytteren flere gear uden et stop i vejkanten. Til gengæld skulle han betjene to greb, træde baglæns og løsne baghjulet, mens cyklen stadig bevægede sig.
Højre hånd skulle helt om bag sadlen
På en moderne racercykel kan rytteren skifte gear med en lille bevægelse ved bremsegrebet. Med Cambio Corsa sad betjeningen på højre sædestag. To lange metalstænger løb op mod rytterens hånd. Den ene betjente bagakslens hurtigudløser. Den anden flyttede en gaffelformet kædefører hen over tandhjulene. Det lignede et gearsystem, men der var ingen fjederbelastet bagskifter til at optage forskellen i kædelængde. Derfor måtte selve baghjulet også flytte sig.
Hvorfor baghjulet måtte være løst
Når kæden flyttes fra et lille til et stort tandhjul, skal den bruge en længere vej rundt. På Cambio Corsa klarede man forskellen ved at lade navet glide frem og tilbage i lange, vandrette gaffelender. Hjulets aksel havde fortandede skiver, som kunne vandre i sporene, når hurtigudløseren blev åbnet. Pedalernes og kædens træk hjalp med at finde den nye placering. Først derefter kunne rytteren spænde hjulet fast igen.
En bestemt rækkefølge
Skiftet krævede ro og øvelse. Rytteren lettede trykket, rakte hånden tilbage og åbnede akslen med det lange greb. Med det korte greb pressede han kæden mod det ønskede tandhjul, mens han trådte baglæns. Hjulet fandt samtidig en position, der gav kæden nogenlunde rigtig spænding. Til sidst blev akslen låst. Gjorde man tingene i forkert rækkefølge eller under fuldt tråd, kunne kæden protestere, og et baghjul, som ikke var låst ordentligt, var ikke en lille fejl.
Fremskridt uden et stop
Systemet virker besværligt, men det løste et reelt problem. Med et vendbart baghjul måtte rytteren standse, løsne begge hjulmøtrikker, tage hjulet ud og vende det. Cambio Corsa gjorde flere tandhjul tilgængelige under kørslen. På lange stigninger og skiftende terræn kunne gevinsten være betydelig. Et gearskifte var ikke længere en reparation i vejkanten, men en del af løbet. Det var blot endnu ikke blevet en ubekymret bevægelse.
Et system fra overgangsårene
Campagnolo arbejdede allerede i 1930’erne med hurtigudløser og gearsystemer, hvor baghjulet bevægede sig. Den udgave, der blev kendt som Cambio Corsa, kom i efterkrigsårene og forbindes almindeligvis med 1946. Den hører til en kort periode, hvor racercyklen havde fået flere tandhjul, men endnu ikke den type bagskifter, som snart skulle gøre hjulets placering uafhængig af gearvalget.
Mod var ikke kun et salgsord
Rytteren tog den ene hånd fra styret, fandt to greb bag kroppen og ændrede på baghjulets fastspænding. Det foregik på smalle dæk og ujævne veje, ofte midt i et felt. Dygtige ryttere kunne gøre det hurtigt og næsten ubesværet. For en uøvet hånd var systemet mindre tilgivende. Cambio Corsa fortæller derfor lige så meget om datidens mekaniske færdigheder som om Campagnolos opfindsomhed.
Stella Veneta gør mekanikken synlig
På samlingens Stella Veneta kan hele bevægelsen følges uden en teknisk tegning. Grebene, stængerne, kædeføreren og de lange gaffelender ligger åbent fremme. Intet er skjult i et greb eller et elektronisk kabel. Når den ene del bevæges, kan man se, hvorfor den næste må følge med. Cyklen gør et ellers fjernt overgangskapitel meget konkret.
Parallelogrammet lukkede kapitlet
Campagnolos Gran Sport fra omkring 1950 gjorde den fjederbelastede parallelogramskifter til det nye forbillede. Den kunne flytte kæden og holde den spændt, mens baghjulet sad fast. Cambio Corsa blev hurtigt gammeldags, men ikke betydningsløst. Det var en dristig løsning mellem to epoker: bedre end at vende hjulet i vejkanten, men stadig så krævende, at selve gearskiftet var en færdighed.
Kilder
Gå videre
Mere fra cykelhistorien
Da Coppi fandt et hul i aftalen på Stelvio
Koblet førte Giroen med næsten to minutter. Så sendte Coppi en ung holdkammerat frem på Stelvio.
Læs historien →
Touren, der målte 5.745 kilometer
Tour de France 1926 blev løbets længste udgave. 126 ryttere startede i Évian, og 41 nåede Paris.
Læs historien →
Cykelsportens vilde pionerår
Se løbene, menneskene, cyklerne og forandringerne, der formede perioden.
Se perioden →
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …