Legetøj · Tour de France · fra 1930’erne
Da Tour de France flyttede ind på børneværelset
Et par centimeter metal, to tynde hjul og en flad sokkel var nok til at køre et helt etapeløb.

En vej tegnet med kridt
Banen kunne ligge på fortovet, i sandkassen eller hen over gulvtæppet. Et sving blev tegnet med kridt. En bunke sand blev til et bjergpas. Målstregen krævede ikke meget mere end en streg og nogen, der holdt øje med rækkefølgen.
På banen stod de små cykelryttere. Nogle blev flyttet med et fingerknips. Andre fulgte efter en marmorkugle, som blev skudt frem ad ruten. Børn i Frankrig, Belgien, Holland og Italien byggede deres egne etapeløb og førte regnskab med vindere, tider og trøjer. Tour de France kunne fortsætte, efter radioen var slukket og feltet var kørt videre.
Fra soldat til cykelrytter
Støberierne fandt en ny helt

I 1930’erne og 1940’erne var støbte figurer allerede almindeligt legetøj. Soldater, brandmænd og dyr kom ud af små værksteder i store antal. Den folkelige interesse for Tour de France, Giro d’Italia og landevejscykling gav producenterne et oplagt nyt motiv.
De tidligste ryttere blev ofte omtalt som blyfigurer. Da kravene til bly i legetøj blev skærpet, tog andre materialer over. Den franske Fonderie Roger fremstillede miniature-ryttere i zamak i 1950’erne. Zamak er en zinklegering med aluminium, magnesium og kobber, velegnet til trykstøbning. Senere kom også plastikfigurer fra blandt andre Roger, Cofalu og Salza.
Det var et lille produkt, men ikke nødvendigvis en lille produktion. Fonderie Roger oplyser, at der i midten af 1960’erne blev fremstillet flere hundrede tusinde ryttere om året til markederne i Frankrig, Italien og Belgien.



Figuren skulle kunne stå, flyttes og tåle at blive brugt. Soklen var derfor lige så vigtig som det fine malearbejde.
Spillet
Etapeløbet havde sine egne regler

Der fandtes ikke ét fælles regelsæt. Nogle brugte en terning. Andre knipsede direkte til rytteren eller lod en marmorkugle bestemme, hvor langt figuren måtte flyttes. På stranden kunne en ujævnhed blive til en stigning, mens fortovets revner gav løbet brosten nok.
Det afgørende var, at spillet kunne udvides. Der kunne køres en enkelt klassiker eller en hel Tour med etaper, bjergkonkurrence, grøn trøje og samlet tid. Resultaterne blev skrevet i notesbøger. På den måde var figurerne ikke bare noget, børnene så på. De var brikker i et spil, som børnene selv byggede og styrede.
Nogle modeller havde en central firkantet sokkel og kunne bruges som brikker på et spillebræt. Den mere kendte trekantede sokkel gav stabilitet ude på banen og blev støbt sammen med rytteren, så den ikke forsvandt undervejs.

Stillingerne
Et helt felt fra få støbeforme

Producenterne udviklede flere grundstillinger. Rouleur var den almindelige køreposition med rytteren i sadlen. En grimpeur eller danseur stod op i pedalerne. Sprinteren lå lavt over styret, mens vainqueur-modellen løftede armene i sejr. En bidon-figur rakte efter eller drak af sin flaske.
Farverne gjorde resten. Den samme støbning kunne blive til en fransk mester, en gul trøje eller et kendt sponsormandskab. Figurerne blev ofte håndmalet, og små forskelle i ansigt, trøje og penselstrøg gav hver enkelt sit eget præg.
Samlernes betegnelser fortæller også om produktionen. “LN” eller “Long Nose” bruges om figurer med en usædvanligt lang eller klumpet næse. Forklaringen knyttes normalt til en slidt støbeform. Det, der begyndte som en skæv detalje, blev siden noget, man ledte efter.

Karavanen i miniature
Bilerne kom med ind i løbet

Tourens reklamekaravane blev officielt en del af løbet i 1930. Den kørte foran feltet med bemalede biler, sponsorbudskaber og små gaver til publikum. I miniatureverdenen fik rytterne derfor selskab af servicevogne, kamerabiler og biler med cykler på taget.
De små biler viser en anden side af cykelløbet. Et felt består ikke kun af ryttere. Der er mekanikere, presse, reservedele og mærker, som ønsker at blive set. Med en Molteni-bil, en Mavic-servicevogn eller en Campagnolo-varebil kunne børneværelsets løb få sin egen karavane.
Nogle miniaturer blev solgt som almindeligt legetøj, andre som reklame- eller souvenirgenstande. For samleren i dag ligger interessen netop i blandingen af legetøj, cykelhistorie og reklamehistorie.



Fra legetøj til samling
Et felt med flere tidsaldre

I dag står mange af figurerne i skabe i stedet for på fortovet. De ældre metalryttere samles efter producent, støbeform, trøje, sokkel og fejl. Nyere plastik- og metalmodeller gengiver hold og ryttere med langt flere sponsorlogoer og detaljer.
Det er værd at holde tidslagene adskilt. En slidt, håndmalet metalfigur fra efterkrigstiden er ikke det samme som en nyere model i Bianchi-, Molteni- eller verdensmestertrøje. De hører alligevel til samme tradition: ønsket om at gøre det store landevejsløb så lille, at det kan stå i hånden.
Derfor giver afskallet maling ikke nødvendigvis et dårligere eksemplar. Den kan være et spor efter det, figuren oprindeligt var lavet til. Før den blev et samlerobjekt, skulle den først nå målstregen.

Flere modeller fra samlingen
Resten af feltet
Her er de øvrige ryttere og løbsbiler samlet som et afsluttende billedarkiv.














Kilder og billednote
Artiklen bygger på samlingens faktakontrollerede materiale. Producenthistorik og oplysninger om støbning er sammenholdt med Fonderie Roger og Cofalus egne historikker. Tourens officielle historik dokumenterer reklamekaravanens begyndelse i 1930. Alle viste modeller er fotograferet i samlingen; de repræsenterer forskellige perioder og må ikke alle opfattes som originaler fra 1950’erne.



Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …