Kost, træning og videnskab · Tour de France · 1947

Da Touren vendte tilbage til et sultent Frankrig

Tour de France kom tilbage i 1947 efter otte års pause. Feltet skulle spise sig gennem 4.640 kilometer i et land, hvor brødrationen samme sommer blev sat ned til 200 gram om dagen.

Arie Vooren kommer i mål under Tour de France 1947 — Arie Vooren kommer i mål som nummer fire på en etape i Tour de France 1947. Harry Sagers/Anefo · CC BY-SA 3.0 NL.

Tour de France kom tilbage i 1947 efter otte års pause. Feltet skulle spise sig gennem 4.640 kilometer i et land, hvor brødrationen samme sommer blev sat ned til 200 gram om dagen.

Et løb vender tilbage

Den 25. juni 1947 stod Tour-feltet igen i Paris. Den seneste udgave var kørt i 1939. Siden havde besættelse, krig og mangel ændret Frankrig, mens forskellige arrangører havde forsøgt at genstarte store etapeløb. Jacques Goddet og avisen L’Équipe fik Touren tilbage på vejen med 100 ryttere, 21 etaper og 4.640 kilometer.

Brød var stadig et regnestykke

Fred betød ikke fulde butikker. Den franske hvedehøst svigtede i 1947, og myndighederne sænkede den daglige brødration fra 300 til 250 og siden 200 gram. Rationeringskort, køer og erstatningsvarer var stadig en del af hverdagen. Tilskuerne langs vejen så derfor et løb, der krævede enorme mængder energi, midt i et samfund hvor hver skive brød blev talt.

Rytterne skulle have særbehandling

Et etapeløb kan ikke køres på en civil dagsration. Holdene og arrangørerne måtte skaffe mad gennem hoteller, lokale forbindelser og den organiserede forplejning omkring løbet. Menuerne var stadig en blanding af periodens vaner: brød, ris eller pasta, kød, æg, frugt, sukker og stærke drikke. Præcise menuer varierede, men forskellen til hverdagen udenfor var tydelig. Et felt i arbejde fik adgang til kalorier, som mange tilskuere savnede.

Nationalhold og en hel karavane

Touren blev kørt af nationale og regionale hold. Omkring rytterne bevægede sig mekanikere, soigneurs, journalister og reklamekaravane fra hotel til hotel. Organisationen var langt fra nutidens mobile køkkener, men den var stor nok til at skabe sin egen forsyningslinje. En glemt madpose eller et dårligt hotelmåltid kunne stadig mærkes dagen efter.

Robic vandt på den sidste dag

Løbet fik sin afgørelse sent. Jean Robic begyndte sidste etape som nummer tre, angreb med Edouard Fachleitner og tog tid nok til at vinde Touren uden tidligere at have båret den gule trøje. Den fortælling har sin egen plads. I denne sammenhæng er pointen en anden: mens Frankrig talte rationer, brugte Touren sult, overflod og udmattelse som synligt teater langs landevejen.

Et tegn på normalitet – næsten

Tourens tilbagekomst blev et tegn på, at den gamle kalender og den gamle sommer kunne begynde igen. Men 1947 var ikke et ubekymret genopbygningsår. Rationeringen fortsatte til 1949. Billederne af ryttere ved målstregen viser derfor ikke blot et løb, der var tilbage. De viser en stor omrejsende organisation, der igen kunne krydse landet, selv om landet endnu ikke spiste sig mæt.

Kilder