Perioden 1930–1939
Da racercyklen
blev moderne
Touren tog kontrollen fra cykelfabrikkerne. Vueltaen blev født. Og til sidst fik rytterne lov til at skifte gear uden at vende baghjulet.
Periodens faste overblik
1930’erne i tre bokse
Årtiets vigtigste udvikling
Racercyklen bevægede sig fra stop og hjulvending til et praktisk gearskifte, som kunne udføres under kørslen.
Det kendetegnede perioden
Nationalhold, reklamekaravanen og nye etapeløb gjorde cykelsporten mere organiseret, kommerciel og politisk synlig.
Tre ting, der ændrede cyklingen
- Touren indførte nationalhold
- Den første Vuelta blev kørt
- Udvendige gear blev tilladt i Touren
Udvalgte begivenheder
En kort tidslinje
- Touren erstatter firmaholdene med nationalhold og indfører sin officielle reklamekaravane.
- Giroen betaler Alfredo Binda for ikke at stille op efter fire samlede sejre i 1920’erne.
- Tullio Campagnolo grundlægger virksomheden, der voksede ud af hans patenter på hurtigudløseren.
- Den første Vuelta a España køres; Gustaaf Deloor vinder.
- Romain Maes fører Touren fra første etape til Paris.
- Udvendige gear tillades i Touren; Roger Lapébie vinder med Super Champion.
- Gino Bartali vinder sit første Tour de France.
- Sylvère Maes vinder den sidste Tour før Anden Verdenskrig.
Syv faste temaer
Årtiet på tværs af hjemmesiden
Løb og store øjeblikke
Den første Vuelta, Romain Maes i gult fra start til mål og den sidste Tour før krigen gjorde årtiet til andet end et teknisk mellemspil.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Periodens ryttere
Bindas dominans blev et organisatorisk problem, Bartali trådte frem som Italiens store etapeløbsrytter, og Deloor-brødrene tog de to første Vuelta-sejre med til Belgien.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykler og tekniske nybrud
Hurtigudløseren forkortede hjulskiftet, mens Super Champion endelig førte det udvendige gear ind i Touren. Wonder Saint-Étienne viser overgangen i metal og kabel.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Kost, træning og videnskab
Mad og drikke fulgte fortsat vane, adgang og den enkelte rytters erfaring. Senere fortællinger om alkohol, tobak og stimulanser må holdes adskilt fra dokumenteret daglig praksis.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykelkultur og hverdagsliv
Reklamekaravanen gjorde vejen foran rytterne til et omrejsende reklameshow. Små cykelfigurer førte siden løbet ind i hjemmet og ud på fortovet.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Samfund og tidsånd
Nationalholdene gjorde flag og politik mere synlige i sporten. Den spanske borgerkrig afbrød den nye Vuelta, og Touren i 1939 blev den sidste før en langt større afbrydelse.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Menneskene bag cyklingen
Desgrange og hans organisation ændrede Tourens økonomi og holdstruktur. Opfindere som Lucien Juy ændrede det, rytterne kunne gøre uden at standse.
Følg temaet gennem cykelhistorien →En gul cykel uden fabriksnavn
I Touren fra 1930 stillede arrangøren cyklerne til rådighed. De var gule, ensartede og uden de mærkenavne, som tidligere havde styret holdene. Henri Desgrange ville have sin egen konkurrence tilbage.
Arrangøren tager styringen
Fra fabrikshold til nationalhold
Henri Desgrange mente, at de store cykelproducenter havde fået for stor indflydelse på Tour de France. I 1930 blev fabriksholdene erstattet af nationalhold, og organisationen leverede de anonyme gule cykler til rytterne.
Det var dyrt. Når fabrikanterne ikke længere betalte rytternes ophold, transport og forplejning, måtte løbet finde nye indtægter. Svaret blev reklamekaravanen: en lang række køretøjer, som kørte foran feltet og solgte varer, underholdning og Tour-stemning til publikum langs vejen.
Ændringen gjorde nationaliteten mere synlig. Frankrig, Belgien, Italien, Spanien og Tyskland mødte i hver deres farver. I et Europa med voksende nationalisme var det ikke en neutral detalje.
Vueltaen begynder
Den første Vuelta a España startede 29. april 1935. Ruten bestod af 14 etaper og 3.425 kilometer med start og mål i Madrid. Belgieren Gustaaf Deloor vandt og gentog sejren i 1936, før borgerkrigen afbrød løbet.
Maes fra start til mål
Romain Maes overtog Tourens gule trøje på første etape og beholdt den hele vejen til Paris. Fotografiet ovenfor viser noget, resultatlisten ikke gør: hvordan en vinder så ud umiddelbart efter endnu en varm dag.
Mekanikken flytter ind i løbet
Gearskift uden at vende hjulet
Det vendbare baghjul var enkelt: et tandhjul på hver side af navet. Et lavere gear krævede, at rytteren stod af, løsnede hjulet, vendte det og satte det på igen. Det virkede, men ikke ligefrem i farten.
Udvendige gear fandtes allerede, men Henri Desgrange havde længe holdt dem ude af Touren. I 1937 blev Super Champion-systemet tilladt for hele feltet. En kædefører flyttede kæden mellem tandhjulene, mens en arm holdt den spændt. Rytteren måtte træde baglæns under selve skiftet, men hjulet kunne blive siddende.
Det var ikke den moderne parallelogrambagskifter endnu. Det var dog et klart farvel til pausen i vejkanten.
De nye gear bliver prøvet af
En løsning med konsekvenser
Super Champion gjorde det muligt at vælge et andet gear, før bakken var overstået. Det ændrede ikke kun cyklen. Rytteren kunne reagere på terræn og angreb uden først at miste tid ved vejkanten.
Roger Lapébie vandt Tour de France i 1937 med det nye system. Samme år blev Jules Rossi den første italienske vinder af Paris–Roubaix. Det er fristende at lade én klassikersejr bevise hele gearets værdi, men løbet dokumenterer først og fremmest, at den nye teknik kunne bruges på højeste niveau.
Samlingens Wonder Saint Étienne fra 1937 gør udviklingen håndgribelig. På den kan man se, hvor anderledes et gearsystem kunne se ud, umiddelbart før bagskifteren fik sin mere genkendelige form.
Mad på vejen
Et depot kunne også være en café
Forplejningen var blevet mere organiseret omkring nationalholdene, men dagens mad og drikke var stadig langt fra nutidens nøje beregnede planer. Rytterne spiste brød, frugt, ris, æg og kød og drak blandt andet kaffe, vand, vin og øl. Det varierede fra hold til hold og fra dag til dag.
En ofte gengivet historie fra Touren 1935 fortæller, at Julien Moineau havde venner stående med øl langs etapen mellem Pau og Bordeaux. Da andre ryttere standsede i varmen, fortsatte han og vandt alene. Historien er god, men de farverige detaljer bygger på senere gengivelser og bør få deres egen artikel, hvis den skal foldes helt ud.
Det samme gælder periodens dopinghistorier. Stimulanser fandtes, og der var endnu ingen moderne kontrol, men præcise opskrifter med kokain, stryknin, æter og nitroglycerin bliver ofte gentaget uden en samtidig kilde. De hører ikke hjemme som en sikker standardbeskrivelse af hele feltet.
1938–1939
Først vandt Bartali.
Så lukkede kalenderen.
Gino Bartali vandt Tour de France i 1938. Hans sejr blev brugt i det fascistiske Italiens offentlige fortælling, men Bartalis eget forhold til regimet var køligt og kan ikke reduceres til en propagandaplakat.
Sylvère Maes vandt Touren i 1939. Det blev den sidste udgave før Anden Verdenskrig. Da løbet vendte tilbage i 1947, var organisationen, rytterne og Europa forandret.
Kilder og billednote
