Håndslyng, kabiner og 144 timer i Forum

Ind over banen

En gangbro førte hen over cykelbanen i Forum. På den anden side lå inderkredsen med små kabiner til rytterne og plads til de særligt indbudte gæster. Man kunne altså gå ind midt i et cykelløb. Derinde havde rytterne deres base, mens konkurrenterne fortsatte rundt udenom.

Det er en ganske god indgang til seksdagesløbet. For skal man forstå den gamle udgave, må man også se på det, der foregik mellem turene på cyklen.

I 1934 fik København sit første seksdagesløb i Forum. Hallen var åbnet med en biludstilling i 1926, og cykelsporten krævede sin egen indretning. Der skulle bygges bane og tribuner. Den første bane målte 180 meter og blev brugt frem til 1939. En kort omgang. Til gengæld var der rigelig anledning til at tage den igen.

Seks døgn på skift

Seks døgn giver 144 timer. Tallet fortæller noget om løbsformens oprindelige idé: cykelløb gennem både dag og nat. Det skal ikke læses som et præcist stopursresultat for ethvert arrangement, der har heddet et seksdagesløb.

Ingen enkelt rytter skulle sidde på sadlen hele tiden. Parløbet fordelte arbejdet mellem to mænd. Den ene holdt parret med i konkurrencen, mens den anden fik mulighed for at hvile. Derfor blev makkeren en del af ens egen udholdenhed. Brugte man alle kræfterne på en dårlig jagt, afleverede man også et problem til ham.

Kabinerne hørte til den ordning. De gav rytterne et sted at trække sig tilbage fra banen, men de lå stadig inde i hallen. Arbejdsplads og hvilested var samlet på ganske få meter. En pause i inderkredsen var noget andet end at have fri fra løbet.

Først fra slutningen af 1950’erne blev det almindeligt at neutralisere seksdagesløbene om natten. Navnet blev hængende, selv om døgnets timer efterhånden blev brugt anderledes. Derfor kan man godt kende et nyere seksdagesløb og alligevel undervurdere, hvor meget den gamle form drejede sig om at holde ud.

To ryttere, ét regnskab

For tilskueren var problemet at holde styr på, hvem der faktisk førte. Den forreste mand på langsiden var ikke nødvendigvis løbets førende rytter. Et par kunne allerede have vundet en omgang, og så lå fordelen i regnskabet, selv om deres mand befandt sig længere tilbage i feltet.

Omgangene var grundlaget. Point fra spurterne kunne skille par på samme omgangstal. Derfor var en jagt på en omgang noget andet end en kort spurt om point. Man skulle følge mere end det næste opløb for at forstå stillingen. En hurtig mand kunne tage en spurt, men parrets placering afhang også af det arbejde, der var gjort længe før den.

I dag er håndslyngen parløbets let genkendelige bevægelse: Den arbejdende rytter griber sin makkers hånd og hjælper ham op i fart, inden han selv træder ud af arbejdet. Den lille overførsel af fart gør skiftet til en del af taktikken. Makkeren skal findes og afleveringen passe, mens de øvrige par fortsætter.

Skiftene har dog udviklet sig. Den amerikanske banerytter Jack Simes har beskrevet, hvordan tidligere ryttere blandt andet brugte et skub bagi, før håndslyngen blev den kendte løsning. Et moderne parløb er derfor ikke en færdig tegning af alle bevægelserne i Forum i 1934.

Musikken og de ømme hænder

Johannes V. Jensen skrev om seksdagesløbet for Politiken i 1934. Hos ham er der både højttaler, orkester og publikum, som fløjter med. Hallen var også underholdning. Man skulle kunne komme ind og få en aften ud af det.

Han så samtidig ryttere med ømme hænder og smertende øjne, som flyttede sig på sadlen for at holde ubehaget ud. Den iagttagelse giver den lange konkurrence en mere håndgribelig målestok end timetallet alene.

Man kunne følge jagten ude på banen og musikken inde i hallen. Og midt i det hele lå kabinerne. Når den ene rytter søgte derind, fortsatte makkeren rundt på de 180 meter.