1940–1952 · Historie
Coppi, Bartali og et delt Italien
Den ene blev gjort til den fromme traditionalist. Den anden til den moderne og rastløse. På landevejen var forholdet mere sammensat end den pæne opdeling.
Hjælperen tager den lyserøde trøje
Fausto Coppi var 20 år og ansat til at hjælpe Gino Bartali, da Giro d’Italia i 1940 nåede bjergene. Bartali var Legnano-holdets kaptajn, dobbelt Giro-vinder og manden, der to år tidligere havde vundet Tour de France. Coppi var det spinkle nye navn. Han skulle hente flasker, lukke huller og ellers kende sin plads.
Men Bartali var mærket af et styrt. På etapen til Modena den 29. maj kørte Coppi væk over Abetone og tog den lyserøde trøje. Da løbet senere ramte Pordoi, var rollerne byttet. Bartali vandt etapen og hjalp sin unge holdkammerat gennem krisen. Coppi vandt Giroen som den yngste nogensinde. Rivaliseringen begyndte altså ikke med to fjender, men med en kaptajn, der endte som hjælper for sin egen hjælper.
Syvogfyrre sekunder efter krigen
Krigen satte de store etapeløb på pause. Da Giroen vendte tilbage i 1946, var Italien mærket af ødelagte veje, politiske brud og en hverdag, der skulle samles igen. Bartali kørte stadig for Legnano. Coppi var nu kaptajn hos Bianchi. De kendte hinandens rytme, svagheder og små vaner fra tiden på samme hold.
Afgørelsen blev tæt. Coppi vandt fire etaper, men Bartali holdt fast og vandt Giroen med 47 sekunder. Året efter tog Coppi revanche. Derfra kunne næsten enhver bakke blive gjort til en folkeafstemning: Bartali eller Coppi? Det var til at forstå. Man behøvede hverken radioforklaring eller wattmåler. Man skulle blot vælge den ene og mistænke den anden.
To mænd gjort til to slags Italien
Bartali var åbent katolsk, alvorlig i ansigtet og allerede en mester fra før krigen. Coppi virkede lettere, hurtigere og mere moderne. Han talte om kost, træning og materiel med en anden nysgerrighed. Pressen og tilhængerne gjorde resten. Bartali blev landets traditionsbundne, kirkelige side. Coppi blev den verdslige fremtid og blev ofte gjort til venstrefløjens mand.
Den opdeling var nyttig, men for pæn. Coppi var ikke et partiprogram på to hjul, og Bartali var mere end en katolsk figur med kors om halsen. De var først og fremmest professionelle ryttere med kontrakter, holdkammerater og løb, der skulle vindes. Efter min mening bliver de mere interessante, når man lader dem være besværlige mennesker i stedet for rene symboler.
Rivaler, når det passede — allierede, når det krævedes
I 1949 skulle de køre Tour de France på samme italienske landshold. Alfredo Binda havde den utaknemmelige opgave at få to kaptajner til at arbejde i nogenlunde samme retning. Coppi mistede tid tidligt i løbet, men kom tilbage. I Alperne skiftede de mellem angreb og hjælp, og Paris endte med Coppi som vinder og Bartali som nummer to.
Det var ikke varmt kammeratskab. Der blev forhandlet om roller, ventetider og ære. Men de kunne samarbejde, når løbet og landsholdet krævede det. Det passer dårligt i den enkle fortælling om et Italien delt i to lejre. Til gengæld passer det glimrende til cykelløb: Dagens rival kan være den eneste mand, der kan hjælpe dig i morgen.
Flasken uden et sikkert svar
Det mest kendte billede af de to er fra Touren i 1952. På Galibier rækker en hånd en flaske mellem Coppi og Bartali. Hvem gav, og hvem tog? Begge versioner er blevet fortalt, og fotografiet afgør det ikke. Måske er det netop derfor, billedet stadig virker. Det viser både konkurrence og nødvendighed i samme lille bevægelse.
Coppi vandt Touren det år. Bartali blev nummer fire og nærmede sig afslutningen på sin karriere. Italien havde stadig sine coppiani og bartaliani, men ude på bjerget var der kun to trætte ryttere og én flaske. Resten kunne aviserne skændes om dagen efter.
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …