Gemmelegen om Giroens sorte trøje

De fleste ryttere brugte Giroen på at hente sekunder. Luigi Malabrocca brugte dele af den på at slippe af med dem.

Fra 1946 til 1951 havde Giro d’Italia en særlig hæder til den sidste mand i den samlede stilling: maglia nera, den sorte trøje. Ideen passede til efterkrigstidens Italien. Den sidste gennemførende rytter blev et billede på den, der holdt ud, selv om han aldrig kom i nærheden af podiet.

Der fulgte opmærksomhed med. Publikum samlede penge og naturalier ind, radioen fortalte om den sidste mand, og en ellers anonym hjælperytter kunne blive kendt i hele landet. Dermed opstod en ganske logisk, men ikke særlig sportslig tanke: Hvis sidstepladsen gav mere end nummer 37, kunne man lige så godt gå efter den.

En vinder, der blev berømt for at tabe

Malabrocca var ikke en håbløs cykelrytter. Han vandt blandt andet Paris–Nantes i 1947 og Coppa Agostoni i 1948 og blev senere italiensk mester i cykelcross. I Giroen fandt han blot en anden vej til omtale.

Han sluttede sidst i 1946 og 1947. Det krævede mere end langsomme ben. En rytter skulle tabe tid uden at overskride tidsgrænsen, og han måtte samtidig holde øje med de andre kandidater. Kørte rivalen pludselig stærkt, kunne hele planen falde sammen.

Mureren kom med uden en plan

I 1949 fik Malabrocca en modstander, der ikke oprindeligt havde meldt sig til konkurrencen. Sante Carollo arbejdede til daglig som murer og blev indkaldt sent af Wilier Triestina som afløser for den syge Fiorenzo Magni. Allerede på første etape mistede Carollo mere end en time og overtog sidstepladsen.

Malabrocca forsøgte at komme under ham i klassementet. Historierne fortæller om punkteringer, ophold på værtshuse og gemmesteder i grøfter, lader og landbrugsbygninger. Det er vanskeligt at dokumentere hvert skjulested og hver replik. Men både Giroens eget arkiv og samtidige og senere beretninger bekræfter selve duellen og de mange forsøg på at tabe tid.

Radioens Giringiro gjorde de to ryttere til figurer i en landsdækkende føljeton. Forrest kæmpede Fausto Coppi og Gino Bartali om sejren. Bagest foregik et andet løb, hvor et vellykket udbrud var et, ingen opdagede.

Malabrocca tabte ved at komme for sent

På sidste etape fra Torino til Monza satsede Malabrocca stort. Efter en punktering standsede han på et værtshus, spiste og drak og fortsatte først langt senere. Han kom i mål omkring to timer og tyve minutter efter etapevinderen. Det burde have været rigeligt.

Men dommerne og tidtagerne havde opgivet at vente. Malabrocca fik tildelt samme tid som gruppen. Carollo beholdt dermed sidstepladsen med en samlet tid på 9 timer, 57 minutter og 7 sekunder efter Coppi. Malabrocca var kun 7 timer, 47 minutter og 26 sekunder efter.

Carollo vandt altså den sorte trøje. Malabrocca havde udført den mest omstændelige manøvre, men hans forsinkelse var så stor, at den ikke blev registreret. Det var en passende afslutning på en konkurrence, hvor selv fiaskoen kunne vende den forkerte vej.

Den ufrivillige sidste mand

Året før var Aldo Bini endt sidst efter at have gennemført med en brækket hånd. Hans sorte trøje handlede om at holde sig i løbet. Malabroccas og Carollos duel viste, hvad der skete, da hæderen og præmierne gjorde sidstepladsen til et mål i sig selv.

Giroen beholdt ordningen til og med 1951, hvor Giovanni Pinarello blev den sidste vinder i den oprindelige periode. Derefter forsvandt trøjen. Arrangørerne havde skabt en sympatisk hyldest til den sidste gennemførende rytter. Rytterne havde blot taget idéen mere alvorligt, end det var praktisk.