Paris–Roubaix · 1899

Fra brosten
til tændrør.

Albert Champion vandt Paris–Roubaix som 20-årig. Ti år senere stod han i Flint og fremstillede den lille motordel, som gjorde hans initialer mere kendte end hans resultater.

Den unge Albert Champion sidder foroverbøjet på en banecykel — Albert Champion som ung rytter i 1890’erne. Fotografiet stammer fra Bocquillons samling *Les vieilles gloires du cycle* og er public domain.

Den 2. april 1899 kørte Albert Champion alene mod Roubaix. Foran ham lå en motoriseret pacer. Bag ham lå flere af tidens bedste landevejsryttere.

En banerytter på landevejen

Den fjerde udgave af Paris–Roubaix målte 268 kilometer. Løbet blev kørt bag små motorcykler og motoriserede trehjulere, en ordning der trak banens specialister ud på landevejen. Champion kendte farten og lækørslen fra velodromen, men brostenene var en anden sag.

Han angreb tidligt. Émile Bouhours kom på et tidspunkt tæt på, men hans pacer ramte en tilskuer. Champion fortsatte og nåede velodromen i Roubaix efter 8 timer, 22 minutter og 53 sekunder. Han var stadig 20 år; hans 21-års fødselsdag kom tre dage senere.

Sejren gav ham den plads i løbets historie, som i dag er markeret med en sten i Roubaix. Men cyklingen blev kun første del af historien.

Albert Champion i løbsdragt bøjet frem over styret på sin cykel — Albert Champion var både landevejsrytter og specialist i motorpace på banen. Historisk fotografi, public domain.

Fra pedaler til motorer

Champion rejste mellem Frankrig og USA og fortsatte med cykel-, motorcykel- og motorløb. En senere fortælling siger, at rejsen også hjalp ham uden om fransk værnepligt. Motivet er vanskeligt at fastslå, men hans interesse for motorernes tænding er veldokumenteret.

I Boston stiftede han i 1905 Albert Champion Company sammen med investorerne Frank og Spencer Stranahan. Virksomheden importerede franske elektriske dele og fremstillede snart porcelænsisolerede tændrør med navnet Champion.

Samarbejdet holdt ikke. Champion forlod selskabet, mens partnerne beholdt retten til navnet. Derfor fortsatte mærket Champion uden manden Champion.

To mærker fra det samme navn

I 1908 viste Champion sine tændrør til William C. Durant fra Buick. Durant hjalp ham med at åbne et værksted i Flint, Michigan, under navnet Champion Ignition Company. Det nye firma leverede til Buick, men det gamle selskab i Boston ejede stadig varemærket Champion.

Navnestriden blev afsluttet i 1922. Flint-virksomheden blev til AC Spark Plug Company: A og C for Albert Champion. Den blev en del af General Motors i 1927. Den anden gren fortsatte som Champion Spark Plug. Én fransk cykelrytter endte således bag navnene på to amerikanske tændrørsvirksomheder.

AC-tændrør blev også brugt i Charles Lindberghs Spirit of St. Louis ved Atlantflyvningen i 1927. Champion var gået fra paced cykelløb til en industri, hvor driftssikker tænding var hele pointen.

Det sidste besøg i Paris

Albert Champion døde i Paris den 26. oktober 1927, 49 år gammel. Den samtidige omtale i Time angav ingen dødsårsag. Senere biografier har knyttet hans kollaps til et voldeligt jalousioptrin og et efterfølgende hjerteanfald. Det er den version, historien siden ofte er blevet fortalt i, men detaljerne er ikke lige så sikre som løbsresultatet og virksomhedshistorien.

General Motors overtog efter hans død de resterende interesser i AC-selskabet. Navnet indgår i dag i ACDelco. På stenen i Roubaix står der blot Albert Champion og 1899. Det er egentlig nok til cykeldelen. Resten af hans navn endte under motorhjelmen.