Perioden 1920–1929
Cykelsportens barske guldalder
Den moderne landevejscykling tog form, mens rytterne stadig blev behandlet som en blanding af atleter, mekanikere og omrejsende gladiatorer.
Periodens faste overblik
1920’erne i tre bokse
Årtiets vigtigste udvikling
Etapeløbene blev europæiske massebegivenheder, mens hold, fabrikanter og arrangører fik en mere fast organisation.
Det kendetegnede perioden
Enorme distancer, nedslidte veje og stramme regler fandtes side om side med fabrikshold, løbsbiler og et voksende avispublikum.
Tre ting, der ændrede cyklingen
- Touren startede for første gang uden for Paris
- Praktiske gearsystemer blev videreudviklet
- Specialiserede rammebyggere blev en del af løbskulturen
Udvalgte begivenheder
En kort tidslinje
- Peter Schrøder begynder at bygge cykler i København.
- Léon Scieur vinder Tour de France.
- Henri Suter vinder både Flandern Rundt og Paris–Roubaix.
- Alfonsina Strada starter Giroen og fortsætter til Milano uden for klassementet.
- Alfredo Binda vinder Giroen ved sit første forsøg.
- Historiens længste Tour køres over 5.745 kilometer; Lucien Buysse vinder.
- Binda vinder tolv Giro-etaper; Campagnolos fastfrosne hjulskift bliver senere en del af firmaets oprindelsesfortælling.
- Binda vinder otte Giro-etaper i træk og tager sin fjerde samlede sejr.
Syv faste temaer
Årtiet på tværs af hjemmesiden
Løb og store øjeblikke
Touren i 1926 strakte sig over 5.745 kilometer, mens klassikerne og Giroen udviklede deres egne stjerner og tilbagevendende dramaer. Distancen var stadig et af arrangørernes stærkeste virkemidler.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Periodens ryttere
Alfonsina Strada udfordrede Giroens grænser. Bindas sejre gjorde selve dominansen til et problem, mens Bottecchia og Buysse blev årtiets store etapeløbsryttere.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykler og tekniske nybrud
Vendbare baghjul gav fortsat to udvekslinger, men friløb og tidlige gearsystemer bredte sig. Stel, træfælge, ringdæk og håndbyggede detaljer gjorde racercyklen både raffineret og krævende.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Kost, træning og videnskab
Rytterne spiste efter adgang, vane og erfaring. Kaffe, alkohol, medicin og stimulanser lå i et uklart felt, og senere anekdoter må holdes adskilt fra dokumenteret praksis.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Cykelkultur og hverdagsliv
Aviser, publikum langs vejen og portrætter med den kostbare cykel gjorde cyklingen til en del af den moderne hverdagskultur. Cykelrytteren blev både arbejder og offentlig person.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Samfund og tidsånd
Europa bar stadig sporene efter Første Verdenskrig. Industrien kom i gang, massemedierne voksede, og de internationale løb skabte et fælles skuespil på tværs af landegrænser.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Menneskene bag cyklingen
Rammebyggere som Peter Schrøder, mekanikere, officials og avisernes arrangører formede sporten uden for målstregen. Deres valg bestemte maskiner, regler og ruter.
Følg temaet gennem cykelhistorien →Efter krigen
Europa var mærket, vejene var nedslidte, og mange ryttere var aldrig vendt hjem. Alligevel voksede cykelsporten i 1920’erne til et af kontinentets største folkelige skuespil.
En generation mærket af krigen
Sporten vender tilbage til et forandret Europa
Tour de France blev ikke kørt fra 1915 til 1918. Da løbet vendte tilbage i 1919, passerede feltet ødelagte landsbyer, militære kirkegårde og landskaber, hvor krigen stadig var synlig.
Cykelindustrien var også forandret. Fabrikker havde produceret militært udstyr, og materialer var svære at skaffe. Flere mærker gik sammen i konsortiet La Sportive, hvis hold prægede de første efterkrigsår, indtil fabrikanterne igen kunne opbygge egne professionelle mandskaber.
Tour-direktør Henri Desgrange dyrkede idealet om den selvhjulpne rytter. Løbet skulle ikke bare finde den hurtigste, men den karakter, der kunne udholde sult, kulde, ensomhed og mekaniske problemer med mindst mulig hjælp.
Uden moderne målestok
En hel arbejdsuge målt i kilometer
I 1920’erne var en etape på over 300 kilometer ikke usædvanlig. Touren i 1920 dækkede omkring 5.500 kilometer på blot 15 etaper. På løbsdagene kunne rytterne være ude fra før solopgang til langt ud på aftenen.
Den længste Tour blev kørt i 1926: 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Belgieren Lucien Buysse vandt efter næsten 239 timers samlet cykling. På den afgørende etape fra Bayonne til Luchon angreb han i regn, slud og våd sne over blandt andet Aubisque og Tourmalet.
Buysse blev periodens ideal i koncentreret form: Den stærkeste var ikke nødvendigvis den mest eksplosive, men den mand, der kunne fortsætte, når de andre var ved at gå i stykker. I 1924 var etapen fra Les Sables-d’Olonne til Bayonne 482 kilometer – længere end to nutidige Tour-etaper lagt sammen.
Stålcyklen
Et raffineret arbejdsredskab
Professionelle cykler fra 1920’erne var ikke blot klodsede jernheste. De bedste havde tynde stålrør, smalle dæk og konkurrenceudviklede dele, men de var tungere og langt mindre effektive end nutidens racercykler.
Fælgene var ofte af træ, og ringdækkene blev limet fast. Det kunne give en let og behagelig hjulkonstruktion, men regn og bremsevarme påvirkede både træ og lim. De enkle fælgbremser krævede, at rytteren læste vejen tidligt; et pludseligt stop på en våd nedkørsel var sjældent muligt.
Friløb var ikke længere usædvanligt. Det afgørende problem var manglen på et praktisk gearskifte.
Når baghjulet var gearskifteren
Stands. Løsn. Vend. Spænd.
Mange racercykler havde et vendbart baghjul med et tandhjul på hver side: et mindre til flad vej og et større til bjergene. Før stigningen måtte rytteren løsne vingemøtrikkerne, vende hjulet, lægge kæden på og rette hjulet ind igen.
Med kolde eller udmattede fingre kunne selv en vingemøtrik blive en modstander. Sad hjulet skævt, kunne dækket gnide mod stellet eller kæden hoppe af. Gearskiftet var ikke bare teknik – det var en lille mekanikerprøve midt i løbet.
Reservedele på kroppen
Ingen radio. Ingen garanti for hjælp.
Holdledere, mekanikere og biler fandtes allerede, så 1920’erne var ikke helt en tid før holdbilen. Men hjælpen var langt mindre tilgængelig, og Tourens regler byggede fortsat på personlig selvhjulpenhed.
Ekstra ringdæk blev båret som et ottetal over skuldrene. Ved en punktering måtte rytteren rive dækket af, montere et nyt og pumpe det med en håndpumpe. Han kunne også blive nødt til at samle en kæde, rette et hjul eller gøre en beskadiget pedal brugbar.
Stod han alene mellem to landsbyer, var valget enkelt: Reparér med det medbragte værktøj – eller begynd at gå. Det er måske dér, 1920’ernes cykelsport viser sit sande ansigt: teknisk raffineret og folkeligt berømt, men stadig ubarmhjertig tæt på pionertiden.
Historier fra perioden
De enkelte øjeblikke
Perioden giver overblikket. Herfra kan du gå videre til de selvstændige historier om mennesker og begivenheder i 1920’erne.