Kost, træning og videnskab · 1890’erne–1920’erne

Da apoteket kørte med på styret

Kaffe, alkohol og stærkere midler lå i samme kulturelle værktøjskasse. Før faste forbud og kontroller var grænsen mellem mad, medicin og stimulans uklar.

Udmattet cykelrytter hjælpes efter et tidligt langdistanceløb — Langdistanceløbenes udmattelse skabte et marked for mad, drikke, tonika og stærkere midler. Historisk fotografi, public domain.

Kaffe, alkohol og stærkere midler lå i samme kulturelle værktøjskasse. Før faste forbud og kontroller var grænsen mellem mad, medicin og stimulans uklar.

Ikke et moderne medicinskab

Når samtidens ryttere talte om noget, der kunne holde dem vågne, dæmpe smerte eller få kroppen gennem natten, brugte de ikke nødvendigvis vores skel mellem ernæring, medicin og doping. Kaffe, vin, spiritus, linimenter og forskellige stimulanser kunne optræde side om side.

Sporene fra 1890’erne

Medicinhistoriske oversigter beskriver brug af blandt andet koffein, kokain og stryknin blandt udholdenhedsatleter allerede i slutningen af 1800-tallet. Dokumentationen er ujævn, og berømte dødsfald er senere blevet knyttet til doping uden sikkert bevis. Derfor kan man ikke uden videre gøre hvert rygte til en konkret Tour-hændelse.

Ingen liste, ingen kontrol

Der fandtes ingen international forbudsliste som i dag og ingen laboratoriekontrol ved løbene. Et middel kunne være lovligt og almindeligt tilgængeligt, selv om det både var farligt og præstationsfremmende. Den historiske forskel er vigtig: brugen kan beskrives uden at lade som om rytterne brød regler, der endnu ikke fandtes.

Det tydelige vidnesbyrd kom senere

I 1924 lagde Henri og Francis Pélissier samt Maurice Ville deres beholdning frem for journalisten Albert Londres og talte om blandt andet kokain, kloroform og piller. Francis Pélissier sagde senere, at de havde drillet en journalist, som ikke kendte sporten. Interviewet er derfor både en vigtig kilde og en kilde, der skal læses kritisk.

Fra hemmelig blanding til regulering

Historien handler mindre om én mirakelkur end om en arbejdskultur. Når et løb krævede nattekørsel, kulde og udmattelse, søgte rytterne efter alt, der kunne holde dem i gang. Først langt senere blev grænsen mellem behandling og præstationsfremme gjort til et formelt regelsystem.

Kilder