Periodens ryttere · Banecykling · 1899
Major Taylor vandt også kampen om at få lov
Marshall “Major” Taylor blev verdensmester i sprint i 1899. Vejen dertil gik gennem rekorder, fyldte velodromer og en cykelsport, som ofte forsøgte at holde ham ude.
Marshall “Major” Taylor blev verdensmester i sprint i 1899. Vejen dertil gik gennem rekorder, fyldte velodromer og en cykelsport, som ofte forsøgte at holde ham ude.
En verdensmester på Queen’s Park
Ved verdensmesterskaberne i Montréal i 1899 vandt Marshall Walter Taylor en-mile sprinten. Han var 20 år gammel. Sejren gjorde ham til den første sorte amerikanske verdensmester i cykling og en af de tidligste sorte verdensmestre i nogen moderne sport. På resultatlisten står et enkelt løb. Bag det lå en karriere, hvor han igen og igen måtte bevise både sin fart og sin ret til overhovedet at stille til start.
Navnet kom fra en cykelbutik
Taylor voksede op i Indianapolis og fik arbejde i en cykelbutik som dreng. Han udførte kunststykker på cyklen iført en uniform, der lignede en officers. Tilskuere og kunder begyndte at kalde ham “Major”. Optrædenen gav ham et navn og viste hans kontrol over cyklen, men det var hastigheden på banen, der åbnede den professionelle verden.
Til Worcester med Birdie Munger
Cykelfabrikanten og tidligere rytteren Louis “Birdie” Munger så Taylors talent og blev en vigtig støtte. Taylor flyttede til Worcester i Massachusetts, hvor der var en stærk cykelindustri og bedre muligheder for træning og løb end i Indiana. Han blev professionel i 1896. Rekorder og sejre fulgte hurtigt, og hans navn begyndte at fylde i en sport, som på det tidspunkt trak store menneskemængder til indendørs og udendørs baner.
Banecykling var stor underholdning
I 1890’erne kunne en sprintduel være en hovedbegivenhed med penge, avisdækning og tætte tribuner. Rytterne brugte taktik, langsomme indledninger og pludselige accelerationer, før de kastede cyklen mod stregen. Taylor var kompakt, eksplosiv og svær at passere. Hans berømmelse voksede, netop mens cyklen blev et symbol på bevægelse og personlig frihed. Den frihed blev ikke tilbudt alle på samme vilkår.
Farvelinjen fulgte med på banen
Den amerikanske cykelorganisation League of American Wheelmen udelukkede sorte medlemmer i 1894. Organisationens løbsarm havde andre regler, men diskriminationen forsvandt ikke af den grund. Taylor blev afvist af baner og hoteller, fik problemer med at finde måltider på rejser og mødte arrangører og konkurrenter, som ikke ønskede en sort vinder. Racismen var ikke en sidehistorie til hans karriere. Den bestemte, hvor han kunne køre, og hvordan hver sejr blev modtaget.
Modstanden blev fysisk
På banen kunne almindelig hård sprint blive blandet med bevidste forsøg på at lukke ham inde eller presse ham ud. Taylor blev truet og ved mindst én kendt lejlighed overfaldet af en konkurrent efter et løb. Han fortsatte, men måtte bruge energi på mere end træning og taktik. Når han vandt, slog han ikke en abstrakt fordom. Han slog konkrete ryttere i konkrete løb, mens systemet omkring dem ofte gjorde arbejdet vanskeligere for ham.
Troen satte også en grænse
Taylor var troende baptist og ønskede ikke at køre om søndagen. Mange store arrangementer lå netop dér, og beslutningen kostede starter og indtægter. Den gjorde også hans kalender vanskeligere i Europa og Australien. Han blev amerikansk sprintmester i 1900 og vandt siden store internationale løb, men karrieren var aldrig blot en ubrudt række af tilbud. Han valgte nogle fra, og andre blev taget fra ham.
Berømmelsen varede kortere end betydningen
Efter karrieren mistede Taylor en stor del af sin formue. Han døde i Chicago i 1932, 53 år gammel, og blev først begravet i en umærket grav. Senere generationer af ryttere og cykelklubber har trukket hans historie frem igen. Det er rimeligt at huske verdensmesteren for hans fart. Det er lige så vigtigt at se, hvor meget arbejde der lå i blot at nå startstregen. Major Taylor vandt ikke alene løbene. Han tvang en lukket sport til at registrere, at han havde vundet dem.
Kilder
Gå videre
Mere fra cykelhistorien
Da Gimondi åbnede spurten mod Merckx
Ved VM i Mendrisio kom Eddy Merckx og Felice Gimondi alene til mål. Italieneren åbnede, men Merckx tog sin anden regnbuetrøje.
Læs historien →
Da Olano kørte i mål på et fladt baghjul
Abraham Olano punkterede kort før mål ved VM i Duitama. Bag ham holdt Miguel Induráin forfølgerne i skak.
Læs historien →
Pionerer og udholdenhed
Se løbene, menneskene, cyklerne og forandringerne, der formede perioden.
Se perioden →
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …