Beryl Burton, 12 timer
og en lakridskonfekt

Et løb mod uret

Det britiske 12-timersløb var enkelt i sin form og ubarmhjertigt i sin udførelse: Kør så langt som muligt på tolv timer. Rytterne blev sendt af sted enkeltvis, og distancen blev målt, når tiden løb ud. Ingen samlet start, ingen etaper og ingen bjerge, der kunne give fortællingen et naturligt højdepunkt. Kun fart, udholdenhed og de samme veje igen og igen.

Den 17. september 1967 arrangerede Otley Cycle Club sit 12-timersløb på vejene i Yorkshire. Blandt deltagerne var Beryl Burton fra Morley Cycling Club. Hun var 30 år og allerede en af sin generations stærkeste ryttere med verdensmesterskaber både på landevej og bane.

Kvindernes starttider lå efter mændenes. Det betød, at Burton undervejs kunne hente ryttere, som var begyndt foran hende. En af dem var Mike McNamara. Han var ikke bare endnu en konkurrent på ruten. Han kørte selv et rekordløb.

Manden med rekorden inden for rækkevidde

McNamara var på vej mod 276,52 miles, en ny britisk rekord for herrer. Efter omkring 235 miles nåede Burton op til ham. I hendes selvbiografi og i datteren Denise Burton-Coles senere gengivelse optræder den lille scene, som siden er blevet hængende: Burton fandt en lakridskonfekt frem og tilbød den til ham. Han tog imod. Hun fortsatte.

Det var ikke en stor gestus. Netop derfor passer den så godt til præstationen: Midt i et rekordforsøg var der stadig plads til at dele det, hun havde i lommen.

Anekdoten er blevet genfortalt mange gange og med små variationer. Selve kernen kommer dog fra Burton-familien og McNamaras egen bekræftelse: Hun indhentede ham, tilbød ham lakridskonfekt og endte længst af alle den dag.