Manden bag Piraten

Den 18. oktober 1995 lå Marco Pantani på asfalten under Milano–Torino. En bil stod i løbsruten ved Pino Torinese, og sammenstødet knuste både skinneben og lægben i hans venstre ben.

Et år tidligere var han blevet nummer to i Giro d’Italia og nummer tre i Tour de France. I sommeren 1995 havde han vundet på Alpe d’Huez og ved Guzet-Neige. Ti dage før ulykken tog han bronze ved VM i Colombia. Nu forsvandt hele 1996.

Historien er ofte blevet fortalt som bevis på et uknækkeligt sind. Det er for enkelt. Pantani kunne komme tilbage fra noget, som ville have afsluttet mange karrierer. Men han var ikke usårlig, og netop spændingen mellem den frygtløse rytter og det sårbare menneske er grunden til, at han stadig huskes.

Den lille rytter fra Cesenatico

Pantani blev født i Cesena i 1970 og voksede op i Cesenatico ved Adriaterhavet. Han begyndte at køre i den lokale klub Fausto Coppi. Med sin lave vægt og sit rykkende tråd fandt han tidligt det terræn, hvor større ryttere fik problemer.

På cyklen var han let at kende. Den skaldede isse, bandanaen og øreringen gav ham navnet Il Pirata. Men det afgørende var måden, han kørte på. Han ventede ikke nødvendigvis på den sidste kilometer. Han kunne rejse sig fra sadlen, fjerne hænderne fra bukken og ændre et bjergløb med et angreb langt fra mål.

Det var ikke mangel på taktik. Pantani læste stigningen, konkurrenterne og sin egen krop på en anden måde end ryttere, der foretrak et jævnt tempo. Publikum kunne se beslutningen i samme øjeblik, den blev taget.

Tilbage — og ned igen

Efter operationer og genoptræning vendte Pantani tilbage i 1997 på Mercatone Uno. Giroen gav ham straks endnu et styrt. En kat løb over vejen på nedkørslen fra Chiunzi, og Pantani måtte udgå.

Ved Touren samme sommer kom svaret. Han vandt igen på Alpe d’Huez, tog endnu en bjergetape til Morzine og sluttede som nummer tre. Benet holdt. Angrebet var der stadig.

Comebacket nåede sit højdepunkt i 1998. Først vandt han Giro d’Italia. Under Touren angreb han på Galibier på en kold og våd dag, fortsatte over Croix-de-Fer og kørte til etapesejr ved Les Deux Alpes. Jan Ullrich mistede den gule trøje. I Paris stod Pantani som den første italiener siden Felice Gimondi i 1965, der havde vundet Touren — og som den seneste rytter, der har vundet Giroen og Touren samme år.

Det var den præstation, der gjorde Piraten til et folkeligt symbol i Italien. Han vandt ikke ved at se stærk ud hele dagen. Han så ofte lille ud blandt hjælperytterne. Så rejste han sig.

Hyldesten må rumme hele mennesket

I 1999 førte Pantani Giroen, da en blodprøve i Madonna di Campiglio viste en hæmatokritværdi over den tilladte grænse. Han blev taget ud af løbet af helbredsmæssige grunde. Senere fund af usædvanligt høje og svingende blodværdier fra 1990’erne gør det umuligt at fortælle hans historie løsrevet fra dopingtidens cykelsport.

Men Campiglio blev også et menneskeligt brud. Pantani kom tilbage og vandt to Tour-etaper i 2000, blandt andet i Courchevel. Han blev aldrig igen den samme stabile kraft. Mistillid, retssager, isolation, depression og kokainmisbrug kom til at fylde mere. Den 14. februar 2004 blev han fundet død på et hotel i Rimini, 34 år gammel.

En hyldest behøver ikke gøre det mørke mindre. Pantanis storhed lå ikke i, at han var uden frygt eller aldrig kunne knækkes. Den lå i de øjeblikke, hvor en lille rytter fik et helt bjerg til at vente på det næste angreb — og i den lange vej tilbage til cyklen efter ulykken i 1995.