Bordeaux–Paris · 30. maj 1965
Med motorhjælp
foran cyklen
Jacques Anquetil vandt Dauphiné, fløj til Bordeaux og begyndte få timer senere et løb på 557 kilometer.
Klokken 2.30
Anquetil havde afsluttet Dauphiné dagen før. Efter en biltur, en flyvning og omtrent en times søvn stod han ved starten i Bordeaux.
Fra Avignon til Bordeaux
Lørdag den 29. maj kørte Jacques Anquetil den sidste etape af Critérium du Dauphiné Libéré, 227 kilometer fra Romans-sur-Isère til Avignon. Han sikrede sig den samlede sejr, klarede præmieceremonien og satte sig derefter i en bil mod lufthavnen i Nîmes.
Et fly bragte ham videre til Bordeaux. Samtidige og senere kilder er ikke helt enige om hvert klokkeslæt, men forløbet står klart: Han nåede kun at spise, få massage og sove ganske kort, før han skulle af sted igen. Den officielle start på Bordeaux–Paris gik klokken 2.30.
Planen var blevet lagt af Anquetils sportsdirektør, Raphaël Géminiani. Dobbeltsejren skulle vise, hvor langt rytteren kunne strække sin evne til at restituere, disponere kræfterne og køre mod tiden. Den kunne lige så let være endt med, at han ikke gennemførte det andet løb.
Et løb fra en anden tid
Bordeaux–Paris blev kørt første gang i 1891 og voksede til en af landevejssportens store endagsklassikere. Distancen lå omkring 560 kilometer. Det var ikke blot en lang udgave af et almindeligt landevejsløb. En væsentlig del af løbets særpræg var pacerne.
Efter Châtellerault
Ind bag motoren
I 1965 kørte rytterne den første del uden motorhjælp. Omkring Châtellerault blev de forenet med deres motorpacere. Herfra kunne rytteren lægge sig tæt bag en lille motorcykel og bruge lævirkningen. Det ændrede både hastigheden og måden, løbet skulle køres på.
Det var ikke skjult hjælp, men en fast del af reglerne. Cyklernes akselafstand blev kontrolleret, fordi en kort cykel kunne bringe rytteren tættere på paceren. Hver rytter havde også en reservepacer. Kilderne bruger både navnene Derny og Burdin om de små maskiner; i beretningerne om Anquetils løb nævnes især en Burdin.
Pacerens fart, linje og timing blev en del af rytterens arbejde. Man skulle ligge få centimeter fra rullen bag motoren uden at røre den. På en kold og våd dag, efter en nat næsten uden søvn, var det ikke nogen enkel genvej.
Kulde, regn og søvn
Motoren fjernede noget af vindmodstanden. Den fjernede ikke trætheden.
Anquetil kom ind i en svær periode omkring det sted, hvor pacerne tog over. I en senere erindring fortalte Géminiani, at rytteren satte sig ind i bilen for at opgive, og at cyklen nåede op på taget. Sportsdirektøren fik ham tilbage på vejen. Detaljen er fortalt mange år efter løbet og skal læses som Géminianis version af øjeblikket, ikke som en samtidig protokol.
Også holdkammeraterne fik betydning. Jean Stablinski og den britiske rytter Vin Denson hjalp med at kontrollere løbet, mens François Mahé var langt fremme. Tom Simpson, der havde vundet Bordeaux–Paris i 1963, var blandt de farligste rivaler.
Simpson angreb nær Dourdan, men forspringet holdt ikke. Da Mahé også blev hentet, sad Anquetil, Stablinski og Simpson tilbage i afgørelsen. Anquetil angreb ved Côte de Picardie på vej ud af Versailles. Derfra holdt han alene mod mål.
Parc des Princes
57 sekunder
Anquetil kørte ind på den gamle bane på Parc des Princes efter 15 timer, 3 minutter og 3 sekunder. Stablinski fulgte 57 sekunder senere. Simpson blev nummer tre, yderligere to sekunder efter.
Præstationen blev hurtigt større end et enkelt resultat. På to døgn havde Anquetil vundet et etapeløb, rejst gennem natten og derefter vundet et af kalenderens længste endagsløb. Motorpaceren var en del af Bordeaux–Paris, men hele feltet kørte efter samme regel. Forskellen lå i, hvordan rytteren og holdet brugte den.
Bordeaux–Paris forsvandt siden fra den professionelle kalender. Derfor ser 1965-udgaven i dag næsten fremmed ud: uldtrøjer, stålracere og små motorcykler på en våd landevej. Midt i det hele sad en mand, der knap havde sovet, og ventede på det sidste sted at angribe.
Kilder og billednoter
Løbets resultat, distance og afslutning er sammenholdt med samtidige resultatlister og Raymond Marcillacs reportage i Le Monde. Oplysningen om omtrent en times søvn og episoden i følgebilen bygger på Raphaël Géminianis senere erindring. Kilderne angiver undertiden 567 kilometer; den officielle resultatliste for 1965 angiver 557 kilometer. Alle fire fotografier er ældre end 1965 og bruges til at vise løbets historie og pacerformat.
- Le Monde, 1. juni 1965: samtidig reportage fra dobbeltsejren
- Le Monde: Raphaël Géminianis senere erindring
- CyclingRanking: resultatet fra Bordeaux–Paris 1965
- Fabien Conord: Bordeaux–Paris og løbets historie
- Wikimedia Commons: Louis Mottiat, 1913
- Wikimedia Commons: Romain Gyssels, 1932
- Wikimedia Commons: Léon Georget, 1910
- Wikimedia Commons: starten i 1897
_-_btv1b6925142n.jpg){kind=link}
Gå videre
Mere fra cykelhistorien
Da Fredborg tangerede verdensrekorden og fik sølv
Niels Fredborg tangerede verdensrekorden på den olympiske kilometer i Mexico City. Elleve starter senere kørte Pierre Trentin endnu hurtigere.
Læs historien →
Da regntøjet kom med op i solen
En rygsæk fuld af tørt tøj, lange bukser og jakke kom med cirka 30 kilometer op ad Großglockner — i 28 graders varme.
Læs historien →
Cykelsportens barske guldalder
Se løbene, menneskene, cyklerne og forandringerne, der formede perioden.
Se perioden →
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …