Da Tour-feltet protesterede mod dopingkontrollen

En kontrol uden fortilfælde i Touren

Frankrig havde året før vedtaget en lov mod brugen af stimulerende midler i sport. Ved Touren i 1966 blev dopingkontrol for første gang gennemført som en del af løbet. Efter 8. etape blev ryttere udtaget til prøver, og fem positive prøver blev siden omtalt.

For nutidens læser kan kontrollen virke som en selvfølge. Det gjorde den ikke for rytterne. Medicinsk hjælp, stimulanser og smertestillende midler havde længe været en del af professionel cykelsports lukkede hverdag. Grænsen mellem behandling, vane og præstationsmiddel var uklar, og rytterne oplevede kontrollen som et indgreb, de ikke var blevet hørt om.

Et felt til fods

Næste dag standsede feltet efter starten. Jacques Anquetil forbindes i senere beskrivelser med protestens ledelse, men den var kollektiv: rytterne ville markere mod prøvernes form og myndighedernes adgang til deres arbejdsliv. Efter en kort aktion steg de på cyklerne igen, og etapen blev gennemført.

Standsningen viser ikke, at alle ryttere ønskede fri doping. Den viser, hvor lidt fælles forståelse der endnu var af kontrollens regler og legitimitet.

Før Simpson

Protesten bliver undertiden fortalt som optakt til Tom Simpsons død året efter. Kronologien er vigtig. Antidopingloven, de første Tour-prøver og rytternes protest kom alle før dødsfaldet på Mont Ventoux i 1967. Simpsons død gav debatten en ny alvor, men den skabte ikke kontrollen.

Det tidlige system var desuden langt fra nutidens. Testmetoderne var begrænsede, reglerne varierede, og rettigheder og procedurer var ikke færdigudviklede. Både myndigheder, løbsledelser, læger og ryttere måtte finde ud af, hvad en kontrol skulle være.

En arbejdsstrid på landevejen

Set fra senere årtier er det fristende kun at se en pinlig forsvarstale for doping. Men protesten fortæller også om magt. Professionelle ryttere havde få formelle muligheder for at påvirke sikkerhed, løbsplaner og sundhedsregler. Når feltet standsede, brugte det det mest synlige middel, det havde.

Det gør ikke tidens brug af stimulanser mindre alvorlig. Det forklarer blot, hvorfor en sundhedsregel kunne blive opfattet som kontrol udefra, længe før rytterne betragtede den som beskyttelse. I Bordeaux stod de to forståelser over for hinanden midt på vejen.