1959–1960 · Historie

Coppis sidste rejse og den oversete malaria

Han kom hjem med feber efter en rejse til Afrika. En rejsefælle blev behandlet for malaria, mens lægerne omkring Coppi fortsat ledte efter andre forklaringer.

Fausto Coppi i 1957. Foto: Joop van Bilsen/Anefo, CC0.

Feberen efter hjemkomsten

Den 27. december 1959 måtte Fausto Coppi gå i seng med feber. Det var ikke så mærkeligt i sig selv. Influenza gik rundt, og selv en cykelrytter med fem Giro-sejre kunne naturligvis ende under dynen som alle andre. Men feberen steg, og kroppen reagerede ikke, som lægerne ventede. Der var noget andet på spil.

Coppi var kommet hjem fra Øvre Volta, det nuværende Burkina Faso. Han havde været af sted med en gruppe europæiske ryttere, blandt andre franskmanden Raphaël Géminiani. Turen rummede et kriterium i Ouagadougou og nogle dages jagt. Det var den slags vinterrejse, som kendte ryttere tog på for honoraret, selskabet og lidt afveksling, når den europæiske sæson var forbi.

En mester mellem to sæsoner

Coppi var fyldt 40 i september. De store sejre lå bag ham, men han var endnu ikke færdig som professionel. I november havde han sagt ja til at køre for San Pellegrino-holdet under sin gamle rival Gino Bartali. Det alene siger noget om, hvor mærkelig og sejlivet en cykelkarriere kan være. To mænd, som Italien i årevis havde delt sig efter, skulle nu arbejde på samme side af holdbilen.

Rejsen til Afrika var derfor ikke en afskedstur. Coppi regnede med endnu en sæson. Den 10. december rejste han mod Ouagadougou. Et par uger senere var han hjemme igen. Ifølge den italienske encyklopædi Treccani viste sygdommen sig for alvor den 27. december. Først lignede den influenza. Det var en forståelig tanke, men det blev en farlig én.

Den samme sygdom i Frankrig

Raphaël Géminiani blev også alvorligt syg efter rejsen. I Frankrig førte lægerne hans ophold i Afrika ind i regnestykket. Han fik konstateret malaria og blev behandlet med kinin. Behandlingen var voldsom, men han overlevede. Det afgørende var ikke, at hans læger kendte cykling bedre. De fik stillet det rigtige spørgsmål i tide.

Senere beretninger fortæller om telefonopkald fra Géminianis familie til Italien og om advarsler, der ikke blev taget alvorligt. Hvem der sagde præcis hvad, er blevet gengivet forskelligt. Vi behøver heller ikke pynte på det. Det sikre er, at to mænd fra samme rejse blev syge, og at malaria blev erkendt hos den ene, mens Coppis behandling fortsatte ad et andet spor.

Tiden løb den forkerte vej

Coppis tilstand blev værre omkring nytår. Han blev indlagt på hospitalet i Tortona, men sygdommen var da langt fremskreden. Malaria skyldes parasitter, som overføres gennem myg, og den alvorlige form kan udvikle sig hurtigt. I 1959 fandtes der behandling. Problemet var at komme frem til diagnosen, mens behandlingen stadig kunne nå at virke.

Her var ingen bjergetape, hvor man kunne begrænse tabet og prøve igen næste dag. Klokken 8.45 den 2. januar 1960 døde Fausto Coppi på hospitalet. Han blev 40 år. Den samtidige omtale famlede endnu efter forklaringer som bronkopneumoni og en ukendt virus. Først bagefter stod malariaen som den centrale forklaring på forløbet.

Fortællingerne efter dødsfaldet

Et dødsfald som dette efterlader sjældent historien i fred. Der kom beretninger om myggene på rejsen, om jagten og om lægernes samtaler. Årtier senere dukkede også andre teorier op. De har fået spalteplads, men de ændrer ikke det bedst dokumenterede forløb: rejsen til Øvre Volta, feberen efter hjemkomsten, Géminianis malaria og Coppis død efter en for sen erkendelse af sygdommen.

Det er fristende at gøre enden symbolsk, når det gælder en rytter som Coppi. Det behøver vi ikke. Han havde overlevet krig, fangenskab, styrt og et liv under et ganske ubarmhjertigt italiensk blik. Til sidst blev han fældet af en sygdom, som kunne behandles, hvis blot den blev set.

Den tomme plads

Begravelsen fandt sted i Castellania den 4. januar. Mennesker stod tæt i den lille bjergby, hvor Coppi var født. De kom ikke kun for vinderen af Giroen og Touren. De kom for en mand, hvis sejre, nederlag og privatliv havde fulgt dem gennem efterkrigsårene.

Få uger tidligere havde han planlagt en ny sæson. Nu stod Bartali uden den rytter, han netop havde hentet til sit hold, og Italien uden sin mest omtalte cykelrytter. Tilbage var også den enkle, besværlige detalje: Feberen var ikke influenza. Den kom fra rejsen, og den blev forstået for sent.