Vito Di Tano vendte tilbage til amatørernes VM

I Saccolongo i 1979 blev Vito Di Tano verdensmester i cykelcross. Han vandt amatørernes løb på italiensk grund. Titlen kom året efter, at han var begyndt hos Guerciotti, og blev starten på et langt forhold mellem en rytter fra Syditalien og et af de navne, der kom til at præge italiensk cross.

Amatør er her navnet på en klasse. Det betyder ikke, at Di Tano tog let på arbejdet, eller at hans titel var en prøveudgave af de professionelles. Mesterskabet havde sit eget felt og sin egen vinder. Da han siden vandt igen, var det fortsat i den kategori, han gjorde sig gældende.

Der gik syv år mellem de to sejre. Den afstand er en god indgang til hans karriere. Den fortæller om mere end én vellykket søndag. Di Tano blev ved med at komme tilbage til den samme disciplin, mens andre navne kom til, og mens han selv fik flere sæsoner i benene.

Fra Apulien til vinterens løb

Han var født i Monopoli i 1954 og havde sit liv knyttet til Fasano i Apulien. Han kørte også landevej og nåede landsholdet der. Men de største resultater kom i cykelcross, hvor en rytter ikke kan blive siddende i den samme rytme gennem hele løbet.

Cross samler cykling og passager til fods på en kortere rundstrækning. Rytteren skal vurdere, hvornår det kan betale sig at blive i sadlen, og hvornår cyklen skal med op. En god passage kan ikke blot vurderes på, hvor elegant den ser ud. Den skal kunne gentages, mens pulsen er høj, og der stadig er flere omgange tilbage.

Den blanding gør disciplinen velegnet til at vise forskellen mellem rå styrke og anvendelig styrke. Man skal kunne få cyklen frem, men også placere den, komme på igen og tage næste stykke uden at lade hele bevægelsen gå i stå. Det er arbejdet med en konkret cykel på en konkret strækning, som til sidst afgør, om kræfterne bliver omsat til fart.

Et bevaret lokalt billede viser en rytter, der i materialet identificeres som Di Tano, med cyklen på skulderen. Det giver en god indgang til disciplinen, men billedets præcise løb og år er ikke dokumenteret i leveringen. Det skal derfor ikke bruges som et påstået øjeblik fra VM-sejren i Saccolongo.

En anden VM-bane, samme vinder

I 1986 vandt Di Tano amatørernes verdensmesterskab i Lembeek i Belgien. Han var stadig knyttet til Paolo Guerciottis hold. Det samme samarbejde, som var begyndt før den første titel, bar altså også gennem årene frem til den anden.

Mellem og omkring de to VM-titler kom seks italienske mesterskaber. Den nationale konkurrence gav ham andre løb end den ene årlige mulighed for en regnbuetrøje. Samtidig fastholdt han forbindelsen til landevejen. Hans karriere var bredere end den korte linje med to verdensmesterskaber, som ofte får lov at stå alene under et portræt.

Det langvarige forhold til Guerciotti fortsatte til 1990 i hans tid som rytter. Et sådant forløb gør holdnavnet til mere end en tekst på trøjen i et enkelt sejrsportræt. Det følger med gennem sæsoner, hvor et verdensmesterskab ikke bliver vundet, men hvor træning, materiel og næste løb stadig skal passes.

På den anden side af løbet

Efter sin aktive karriere blev Di Tano i miljøet som sportslig leder. Han arbejdede igen med Guerciotti og med ryttere, der selv skulle lære at få cyklen gennem et crossløb. Han gik fra at skulle udføre arbejdet til at hjælpe andre med at forstå det.

Da det italienske cykelforbund offentliggjorde hans dødsfald i februar 2025, var det derfor både verdensmesteren og den mangeårige holdmand, der blev mindet. De to titler stod fast i resultatbøgerne. Samarbejdet med nye ryttere havde fortsat længe efter den sidste af dem.

Fra Saccolongo til Lembeek havde han vist, at han kunne vende tilbage og vinde. Senere vendte han stadig tilbage til cykelcross. Nu var det andre, der skulle tage cyklen på skulderen.