Spejderen fik Forum til at koge

Navnet fra uniformen

Willy Falck Hansen fik sit tilnavn længe før Forum. Som ung vandt han De Unges Cykelløb iført spejderuniform, og “Spejderen” blev hængende. Han udviklede sig til Danmarks store banerytter med OL-sølv i parløb i 1924 samt guld på kilometeren og bronze i sprint i 1928.

VM-titlen i sprint i 1931 blev omstridt, fordi måldommeren udpegede Falck Hansen foran franskmanden Lucien Michard, mens fotografier siden gav diskussionen nyt liv. I København var afgørelsen dog officiel: Danmark havde en professionel verdensmester.

Seks døgn i Forum

Forum havde fået en nedtagelig træbane og afviklede sit første seksdagesløb i 1933. Året efter kom Falck Hansen tilbage som den lokale hovedfigur med tyskeren Victor Rausch. Et seksdagesløb var ikke seks døgns uafbrudt spurt, men en blanding af jagter, afløsning, hvile i kabinerne og nøje regnskab med omgange og point.

Parret vandt den anden københavnske udgave. For publikum samlede Falck Hansen det internationale format og den hjemlige helt i én rytter. Han var ikke kun en dansker blandt udenlandske specialister; han var navnet, de kom for at se.

En statue, der blev ved tanken

Johannes V. Jensen skrev efter løbet essayet “Til Seksdagesløb”. Beundringen for Falck Hansen var så stor, at han luftede tanken om en statue. Den blev ikke rejst, og det passer måske meget godt til seksdagesløbet: en stor aften kunne være væk igen, når banen blev taget ned.

Falck Hansen fortsatte siden som sportsleder for seksdagesløbene. I 1934 var han stadig manden på cyklen. Spejderuniformen var for længst lagt væk, men navnet havde fulgt ham hele vejen ind i Forum og ud på den stejle træbane.

En by under samme tag

Seksdagesløbet passede til Forum, fordi banen samlede alt på et lille areal. Publikum kunne følge jagten, se rytterne forsvinde ind i deres kabiner og høre musikken mellem de sportslige afgørelser. I et langt landevejsløb passerede feltet én gang. Her vendte stjernerne tilbage omgang efter omgang. Det skabte nærhed, men også forvirring: et par kunne ligge foran på point og alligevel mangle en omgang, mens et andet ventede på det rigtige øjeblik til at sætte en jagt ind.

Håndslyngen var den synlige nøgle til parløbet. Den hvilende rytter kom ned fra banens øvre del, greb sin makkers hånd og blev slynget ind i farten. Bevægelsen sparede kostbare kræfter og gjorde skiftet til en del af løbet. Når det lykkedes, så det enkelt ud. Når timingen svigtede mellem mange par på en kort bane, kunne det ende i styrt. Falck Hansen havde den tekniske sikkerhed og den korte fart, som publikum kunne genkende midt i det komplicerede regnskab.

Sejren med Rausch blev derfor mere end endnu en linje i en resultatliste. Den viste, at den danske olympiske mester også kunne fungere i seksdagesløbets blanding af udholdenhed, taktik og teater. Forum fik sin lokale figur, og Falck Hansen fik en scene, hvor tilnavnet Spejderen kunne råbes fra alle sider. Johannes V. Jensens statueidé var overdreven, men den ramte stemningen: i de seks døgn virkede en cykelrytter stor nok til at fylde hele bygningen.

Løbsformen krævede samtidig, at helten delte sin sejr. Falck Hansen kunne trække publikum, men Rausch var ikke staffage. Et par skulle holde styr på hinandens kræfter, aftale angreb og sørge for, at én mand altid var aktiv i løbet. Kabinen gav hvile, mad og massage, men aldrig fuldstændig afstand til banen. Larmen fortsatte, og et nyt angreb kunne kalde den hvilende rytter tilbage. Derfor passede parløbet godt til Forum: den enkelte stjerne var synlig, mens sejren stadig afhang af et praktisk samarbejde, der fortsatte gennem alle seks døgn.

Da banen blev pakket væk, stod sejren og navnet tilbage. Det midlertidige var en del af attraktionen. Forum kunne være udstillingshal den ene uge og cykelarena den næste, men i løbsdagene fik København sin egen indendørs cykelverden. Falck Hansen var den figur, som gjorde den verden hjemlig.