Bindas tredje verdensmesterskab i Rom

Bertoni gik først

VM-ruten den 31. august 1932 gik fra Rom mod Rocca di Papa og tilbage. Kun 21 professionelle startede på de 206 kilometer. Remo Bertoni var tidligt fremme, selv om han måtte standse to gange for at ordne en bremse. Binda og Learco Guerra kom tilbage til fronten.

Italien stillede med både Binda og Guerra, to store navne med forskellige styrker. Binda havde allerede vundet VM i 1927 og 1930. Guerra var den regerende mester. Hjemmebanen gjorde ikke rollefordelingen lettere.

Den sidste opkørsel

På sidste tur mod Rocca di Papa kom schweizeren August Erne fri. Fire ryttere lukkede hullet, blandt dem Binda og Bertoni. Da Erne slap, begyndte italienerne at skiftes til at angribe. Først forsvandt belgieren Alfred Haemerlinck. Derefter mistede Nicolas Frantz kontakten.

Binda ventede kort på Bertoni, og de to fortsatte sammen med omkring 30 kilometer tilbage. Bertoni havde udført arbejdet, men var også selv på vej mod sit største resultat. Bag dem kunne rivalerne ikke samle en jagt.

Femten sekunder

På den sidste kilometer var Bertoni færdig. Binda kørte først over stregen i 7 timer, 1 minut og 28 sekunder. Bertoni fulgte 15 sekunder senere; Frantz var næsten fem minutter efter. Det var både en italiensk dobbeltsejr og en sejr bygget af to forskellige roller.

Binda blev den første rytter med tre professionelle verdensmesterskaber. Rekorden blev senere tangeret, men ikke overgået. I Rom var det afgørende billede dog ikke tallet tre. Det var kaptajnen, der et øjeblik ventede på sin hjælper, før de to kørte resten af løbet væk.

Et mesterskab mellem holdkammerater

Et verdensmesterskab blev kørt for nationer, men rytterne kom med hierarkier og rivaliseringer fra den professionelle sæson. Binda var allerede sportens mest komplette vindere, mens Guerra havde farten og den regerende titel. Bertoni havde en anden opgave. Han skulle arbejde, reagere og holde det italienske løb under kontrol. Da udskilningen kom, sad han imidlertid stadig med kræfter nok til at følge Binda. Hjælperrollen kunne på få kilometer blive til en mulighed for selv at vinde en medalje.

Ruten omkring Rom passede til den slags løb, Binda kunne læse. De gentagne ture mod højderne ved Rocca di Papa gav ikke én lang alpin afgørelse, men en serie belastninger. Hver gang tempoet steg, blev gruppen mindre, og angrebene kostede lidt mere at lukke. Binda behøvede ikke angribe længst udefra. Han kunne lade situationen modne, se hvilke modstandere der stadig reagerede og bruge den sidste passage til at gøre forskellen varig.

At han ventede på Bertoni, skal ikke gøres til en idyllisk scene uden taktik. To italienere sammen kunne holde højere fart og gøre en jagt vanskeligere, og Bertoni havde allerede vist sin værdi. Men ventetiden fortæller noget om Bindas overblik. Han forstod, at løbet endnu ikke var slut, selv om rivalerne var ved at forsvinde. Først på den sidste kilometer blev medaljernes rækkefølge afgjort. Bertoni fik sølvet, Binda rekorden, og Italien fik et resultat, der var større end endnu en individuel sejr.

Bindas tredje titel samlede en karriere, der allerede var usædvanlig. Han kunne vinde etapeløb, klassikere og mesterskaber, men hans styrke gjorde ham også vanskelig for arrangører og rivaler. Ved Giroen i 1930 var han blevet betalt for ikke at starte, fordi man frygtede endnu en dominerende sejr. I Rom var der ingen sådan begrænsning. Her skulle han slå de bedste på én dag, under et landsholds ansvar og foran et italiensk publikum. Det lykkedes ikke gennem en ensom magtdemonstration fra start, men gennem tålmodighed, udskilning og samarbejde med den rytter, der endte lige bag ham.

Resultatet gav Bertoni en sjælden plads i fortællingen om en berømt kaptajn. Hjælperens arbejde forsvinder ofte, når kun vinderen bliver husket, men her står tidsforskellen og sølvmedaljen tilbage. Femten sekunder var nok til at skille rollerne ved målet, ikke til at skjule at de havde skabt afgørelsen sammen.