1985 · Historie

Da Oosterbosch fandt enkeltstarten igen

Han var blevet vant til andenpladser, netop når alle ventede en sejr. På de glatte bygader i Winschoten kom specialiteten tilbage.

Landevejscykling i 1984. Fotoet er et tidsbillede og viser ikke Bert Oosterbosch eller prologen i Winschoten.

Ventetiden efter målstregen

Bert Oosterbosch stod ved målet og ventede. Ude på de våde gader i Winschoten sad Eric Vanderaerden stadig på cyklen. Belgieren var holdkammerat, favorit og en af de ryttere, man ventede ville slå tiden. Oosterbosch ville ikke kalde sig vinder endnu. Den slags havde 1985 lært ham at holde op med.

Stopuret viste 8 minutter og 25 sekunder for de 6,6 kilometer. Ruten snoede sig gennem centrum, og et samtidigt avisudklip beskrev asfalten som spejlglat. Her var ikke meget plads til at falde ind i en rolig rytme. Op i fart, ned på bøjlen, bremse sent, få cyklen rundt og træde den op igen. Det var en kort enkeltstart, men ikke en enkel en.

Elleve sekunder

Vanderaerden kom over stregen 11 sekunder senere. Ron Groen, Gerrit Solleveld og Steven Rooks fulgte 15 sekunder efter Oosterbosch. På så kort en rute var det et ordentligt hul. Gennemsnitsfarten lå lidt over 47 kilometer i timen, selv med svingene og den våde vej.

Det lokale Winschoter Archief fortæller, at næsten 25.000 mennesker stod omkring ruten. Det kan lyde voldsomt for en prolog en mandag i august, men Nederland Rundt kom helt ind mellem husene. Publikum fik rytterne én ad gangen og kunne følge sekundviseren. Først da Vanderaerden var inde, lod Oosterbosch sig overbevise.

Specialiteten, der næsten ikke var hans længere

Oosterbosch var bygget til arbejdet mod uret. Han havde været verdensmester i professionel forfølgelse på banen og kunne holde et stort gear i en stilling, der fik de fleste til at begynde at flytte hænderne efter få minutter. På banen var opgaven ren: fart, linje og omgangstider. På landevejen kom huller, kantsten og regnvåde dæksler oveni.

Alligevel havde 1985 været besværligt. Avisen skrev, at andenpladserne kom netop de dage, hvor han på forhånd var udpeget som vinder. Han havde taget prologen i Vuelta a España tidligere på året, men derefter var de store resultater blevet færre. I Winschoten lignede han igen den specialist, folk mente at kende.

Et verdensmesterskab uden Oosterbosch

Sejren kom med en skævhed. Samme uge begyndte verdensmesterskaberne på bane i Bassano del Grappa. Oosterbosch havde haft forfølgelsesløbet i tankerne, men han var ikke udtaget af det hollandske forbund. Ifølge den samtidige avis skyldtes det, at han havde sprunget det nationale mesterskab i Alkmaar over efter en strid om startpengene.

Arrangørerne havde tilbudt halvdelen af hans normale kontrakt, og det accepterede han ikke. Man kan godt forstå princippet uden at gøre ham til helt af den grund. Konsekvensen var ganske håndgribelig: ingen start ved bane-VM. I stedet stod han i Winschoten med en førertrøje fra hjemlandets etapeløb.

En sejr, ikke en redning

Nederland Rundt var ikke afgjort. Vanderaerden overtog siden løbet og vandt det samlet. Oosterboschs prolog blev derfor ikke begyndelsen på en samlet triumf eller den pæne vending, sportsfortællinger ofte leder efter. Den var otte minutter og 25 sekunder, og det var egentlig nok.

Jeg har altid haft et svagt punkt for den slags sejre. Ikke fordi de ændrer alt, men fordi de viser en rytter i præcis det arbejde, han kunne bedst. Den våde asfalt, de mange sving og holdkammeraten ude på ruten gjorde ventetiden lang. Da Vanderaerden endelig standsede uret, var der 11 sekunder tilbage. Oosterbosch havde fundet enkeltstarten igen.