Forgaflen blev prøvet med hjulet, før lodningen var færdig

Forhjulet skal i, før forgaflen loddes færdig. Det er en af de tilbagevendende prøver i en britisk værkstedsbog, der udkom første gang i 1913. Delene kan være skåret til og passe ind i kronen, men først med hjulet på plads kan byggeren se, om fælgen faktisk står i midten.

Der er noget nøgternt ved den rækkefølge. Arbejdet går ikke bare frem mod den flotte, færdige gaffel. Det går tilbage til hjulet, til en retskinne og til to gaffelben, som skal passe sammen. Først derefter kommer den varme, der binder delene til hinanden.

Bogen beskriver bygning af en cykel fra et sæt dele. Det er et konkret vidnesbyrd fra tiden før 1950, ikke en opskrift på alle forgafler fra hele perioden. Forskellige fabrikker og håndværkere brugte forskellige konstruktioner. Her følger vi den arbejdsorden, som netop denne bog lagde frem for sin læser.

To ben skulle blive enige

En gaffelkrone af stål samler styrerøret og de to ben. Styrerøret går op gennem cyklens kronrør, mens benene fører ned til forhjulets aksel. Når hjulet rammer vejen, skal kræfterne kunne gå gennem samlingerne uden, at de løsner sig. Samtidig skal forgaflen føre forhjulet i den retning, rytteren vælger med styret.

I bogens anvisning tilpasses gaffelenderne til navakslen. Benene prøves på hjulet, og deres øverste ender skal have den afstand, som kronen kræver. Hvis de skal rettes, skal det foregå afmonteret fra navet. Ellers kan en korrektion af gaffelbenet ende med at bøje akslen i stedet.

Styrerøret loddes til kronen, og hullerne til benene renses efter denne opvarmning. Derefter bliver benene tilpasset, og hjulet kommer igen på plads. En retskinne langs fælgen skal vise, om styrerør og hjul står rigtigt i forhold til hinanden. Flere steder på fælgen bruges til kontrollen, så en skæv fælg ikke får lov at bestemme forgaflens retning.

Selve buen i benene skal også være ens. Bogen foreslår at sammenligne dem på et plant underlag, før de sættes i kronen. To pænt bøjede stålrør er ikke nødvendigvis to ens stålrør. En forskel, der er let at overse som løs del, kan senere flytte hjulet.

Varmen kom ikke først

Når prøverne er tilfredsstillende, fastholdes delene. Lodningen beskrives med messing og boraks som flusmiddel. Kronen kræver opvarmning, men det er ikke meningen at smelte hele konstruktionen sammen. Loddemetallet skal kunne trænge ind i samlingen mellem de tilpassede dele.

Den tunge del og det tyndere rør tager ikke imod varmen på samme måde. Derfor er rækkefølgen vigtig. Bogen lægger vægt på at varme den kraftigere del først og undgå at overophede røret. Den advarer også begynderen mod at gøre sit første forsøg på den cykel, som skal bygges: øvestykker af rør og muffer kommer før selve arbejdet.

Det er ikke det samme som den universelle fortælling om en forgaffel, der blev rødglødende bøjet over en træklods. Der findes mange måder at forme metal på, men denne kildes beskrivelse giver ikke grundlag for at gøre én sådan metode til standard for alle cykler før 1950. Dens tydeligste krav er tilpasning, fastholdelse og kontrol.

Hjulet kom i igen

Efter lodningen skal forhjulet endnu en gang monteres. Varmen kan have flyttet forholdet mellem benene, så fælgen nu står anderledes end ved den første prøve. En samling, der ser færdig ud, afslutter derfor ikke arbejdet.

Ved den sidste opretning skal byggeren afgøre, om en mindre korrektion er nok, eller om en dårlig samling må åbnes og laves om. Først når delene står rigtigt, kan overskydende loddemetal renses væk, og overfladen forberedes til lak.

Forgaflens tilblivelse slutter dermed med næsten samme genstand, som prøven begyndte med. Forhjulet bliver sat i igen. Denne gang skal det blive siddende i den færdige cykel.