Da Freddy Maertens kørte mod en hest

En verdensmester uden Tour

Den 13. juli 1977 var Tour de France i gang uden Freddy Maertens. Han havde vundet Vueltaen og tretten etaper tidligere på året og derefter syv Giro-etaper, før et styrt brækkede hans håndled. Nu stod han på væddeløbsbanen i Amiens med gips og en aftale om at køre mod en hest.

Modstanderen var Fakir du Vivier, en af Frankrigs bedste travere. Hesten trak en sulky; Maertens havde sin racercykel. Roger Pingeon, Tour-vinderen fra 1967, gav starten på en flyvende kilometer. Publikum fik en enkel konkurrence, selv om maskineriet bag var mere indviklet.

Pengene omkring banen

Opvisningsløb mellem cyklister og heste havde længe været en betalt attraktion. Maertens fortalte senere, at arrangørerne betalte ham for at stille op, og at bookmakere betalte for det ønskede udfald. I et interview med KOERS gentog han, at han havde indgået en aftale om at lade hesten vinde.

Den samtidige omtale bekræfter kampen og udsigten til en god betaling, men de præcise summer stammer fra Maertens’ egen senere beretning. Fakir vandt klart og noterede 1 minut 12,2 sekunder, dengang en bemærkelsesværdig tid.

Gipsen kom med hjem

Det mærkeligste var derfor ikke nederlaget. Det var, at Maertens overhovedet kørte. Han var verdensmester og en af sportens mest vindende ryttere, men en skade standsede ikke nødvendigvis indtjeningen mellem de store løb. Startpenge og opvisninger var en del af arbejdet.

Maertens forbandt senere det for tidlige comeback med håndleddets langvarige problemer. Det kan ikke lægges på én kilometer mod en traver alene. Men billedet er præcist nok: en skadet mester, en hest og en aften i Amiens, hvor regningen talte mere end hvilen.

Mellem mesterskab og markedsplads

Maertens’ sæson gør aftenen svær at forstå med nutidens blik. Han havde på få måneder kørt og vundet i et omfang, som allerede havde slidt på kroppen, og håndleddet burde have sat en klar grænse. Men professionelle ryttere levede ikke kun af kontrakten og præmiepengene i de største løb. Kriterier, opvisninger og startpenge kunne fylde kalenderen ud. En regerende verdensmester var et navn, arrangører kunne sælge billetter på, også når han ikke var i stand til at køre et normalt landevejsløb.

Kampen mod travhesten lignede sport, men var først og fremmest forestilling. Publikum kunne straks forstå modsætningen mellem pedaler og sulky, menneske og dyr. Den flyvende kilometer gjorde konkurrencen kort og tydelig, og Pingeons rolle gav den forbindelse til Touren. Resultatet ændrede hverken Maertens’ placering blandt cykelryttere eller Fakirs blandt travere. Det afgørende var mødet mellem to kendte navne og den opmærksomhed, som kunne skabes omkring dem.

Senere blev historien mørkere, fordi Maertens fortalte om aftaler og penge bag udfaldet. Hans beretning er vigtig, men den kom efter begivenheden og skal gengives som hans egen forklaring. Det sikre billede er allerede mærkeligt nok. En af verdens bedste cykelryttere stod med et brækket håndled på en fransk væddeløbsbane, fordi hans berømmelse stadig kunne omsættes til en optræden. Det fortæller mindre om, hvem der var hurtigst, end om vilkårene omkring en stjerne i 1970’ernes cykelsport.

Der lå også et paradoks i Maertens’ position. Hans enorme sejrstal gjorde ham værdifuld, men den samme evne til at køre og vinde igen og igen gjorde det svært at stoppe. En moderne lægelig vurdering ville pege mod ro, genoptræning og en kontrolleret tilbagevenden. I den professionelle kultur omkring ham fandtes der hele tiden et nyt startnummer, et honorar eller et publikum. Hestekampen var ekstrem, men ikke løsrevet fra hverdagen. Den viste, hvor let en rytters navn kunne blive ved med at arbejde, selv når kroppen havde bedt om pause.

Den flyvende kilometer kan derfor læses som et lille sidespor med en større pointe. Cykelsportens stjerner var ikke kun atleter i et fastlagt program. De var omrejsende navne, som arrangører kunne sætte ind i lokale forestillinger. Maertens kom til Amiens som verdensmester, men også som arbejdskraft med en pris. Gipsen gjorde modsætningen umulig at overse.