Hvad skete der med Freddy Maertens i Montréal?

En dunk, der blev ved med at vende tilbage

Freddy Maertens huskede en drikkedunk. Den var blevet rakt til ham under VM i Montréal i 1974, og i hans senere fortælling var det dér, løbet gik galt. Efter drikken kom maveproblemerne. Han måtte opgive et verdensmesterskab, som han selv mente at have benene til at vinde.

En dunk er ellers noget af det mest hverdagsagtige i et cykelløb. Man tager imod, drikker og får den tilbage i holderen. Netop derfor blev denne ved med at dukke op, når Maertens fortalte om sin karriere.

Men vi skal holde styr på, hvem der fortæller hvad. At Maertens udgik, og at Eddy Merckx vandt, hører til løbets forløb. Forklaringen om noget i dunken er Maertens’ senere beretning. Den forskel forsvinder let, når historien bliver genfortalt.

Belgierne havde noget med hjemmefra

Året før var VM endt med belgisk ballade i Barcelona. Maertens trak spurten an for Merckx, men Merckx kunne ikke komme forbi. Det kunne Felice Gimondi. Italieneren vandt, Maertens blev nummer to, og bagefter fløj beskyldningerne mellem de belgiske lejre.

Det var altså ikke et ubeskrevet blad, der blev lagt på bordet i Canada. Her var der både landshold og interesser fra de almindelige handelshold. Merckx og Maertens havde hver deres muligheder og hver deres folk omkring sig. En belgisk trøje fjernede ikke automatisk konkurrencen mellem dem.

I Montréal angreb Bernard Thévenet og kørte alene foran. Maertens og italieneren Costantino Conti satte efter ham. De nåede ikke op, men havde stadig et forspring til feltet. Belgierne havde aftalt, at de ikke skulle sætte efter en landsmand. Med Maertens foran måtte Merckx derfor vente.

Så forsvandt Maertens ud af konkurrencen med voldsomme maveproblemer. For ham sluttede dagen dér. For de øvrige fortsatte jagten.

Forklaringen kom bagefter

I et interview fra 2011 gav Maertens sin version. Hans egen massør, Jef D’Hont, skulle have forladt sin post for at spise og bedt en anden hjælper om at give ham en dunk. Den hjælper var Gust Naessens, som var knyttet til Merckx.

Maertens fortalte også, at Naessens senere havde arbejdet for ham, og at han havde spurgt ham om Montréal. Ifølge Maertens havde Naessens da indrømmet at have puttet noget i drikken for at bremse ham.

Det er en alvorlig beskyldning, men interviewet indeholder Maertens’ gengivelse af samtalen. Det er ikke en selvstændigt dokumenteret tilståelse fra Naessens. En senere gentagelse gør heller ikke i sig selv forklaringen mere sikker.

Maertens holdt fast i den. Da KOERS interviewede ham i 2026, udpegede han igen Montréal som det løb, han gerne ville køre om. Mere end halvtreds år senere kaldte han stadig dagen sin største skuffelse.

Man kan godt fortælle den erindring uden at gøre den til en opklaret sag. Der er ikke i det gennemgåede materiale en uafhængig undersøgelse, som fastslår, hvad der var i drikken. Og Maertens’ forklaring dokumenterer ingen ordre fra Merckx.

Løbet kørte videre

Merckx og Herman Van Springel kunne nu deltage i jagten på de forreste. Thévenet blev hentet i afslutningen, og til sidst var Raymond Poulidor den eneste, der kunne følge Merckx. Belgieren vandt foran den 38-årige franskmand. Mariano Martínez tog bronze den 25. august 1974. Det var Merckx’ tredje verdensmestertitel hos de professionelle.

I den samtidige omtale stod især Merckx’ sejr og Poulidors præstation frem. Der var altså et helt cykelløb omkring Maertens’ uheld, med angreb, forfølgelse og en afgørende finale.

For Maertens blev dagen hængende ved noget langt mindre: en dunk, han havde taget imod undervejs. Resultatlisten kan fortælle, hvem der vandt. Den kan ikke fortælle os, hvad der var i den.