1981 · Historie
Italienernes spurt og Maertens i Prag
Baronchelli havde ført Saronni frem. Men den sidste del af spurten tilhørte Freddy Maertens, og bagefter begyndte diskussionen om alt det, italienerne kunne have gjort.
Et hjul for meget
Giuseppe Saronni var kommet frem til den spurt, som det italienske hold havde arbejdet på. Gianbattista Baronchelli havde ført ham frem i afslutningen af VM i Prag den 30. august 1981. Saronni havde stadig en belgier at få af sit hjul.
Freddy Maertens kom forbi og vandt sit andet verdensmesterskab. Saronni fik sølv, Bernard Hinault bronze. Francesco Moser blev nummer seks. De placeringer gjorde det italienske holds afslutning til noget, der skulle forklares, så snart rytterne var kommet af cyklerne.
Der havde været flere italienske muligheder undervejs. Holdet kunne arbejde med både hurtige afsluttere og ryttere, som kunne prøve at komme væk før spurten. I den sidste del endte muligheden hos Saronni. Maertens fulgte med længe nok til selv at afgøre løbet.
Et langt løb gør ikke nødvendigvis en sprinter langsom nok til, at de andre kan regne ham væk. Maertens havde allerede vist sin fart mange gange, men det italienske hold skulle finde ud af, hvordan det ville bruge sine kræfter mod ham netop denne dag. Ved stregen var der ikke længere flere træk at foretage.
Forklaringerne bagefter
I den samtidige italienske avis l'Unità gennemgik Gino Sala nederlaget. Der var kritik af, om Baronchelli havde efterladt Saronni for tidligt, af Mosers og Gavazzis hjælp og af Saronnis gearing. Andre ville have set italienerne angribe inden spurten for at trætte Maertens eller komme helt væk fra ham.
Det var efterkritik, ikke en samlet teknisk forklaring. Når flere muligheder er endt med samme nederlag, kan næsten hvert øjeblik i finalen komme til at se forkert ud. En tidligere åbning, en senere åbning eller en anden mand foran kunne hver især blive foreslået som løsningen.
Saronni talte også med avisen dagen efter. Han gav udtryk for skuffelsen over at tabe med så mange italienere i nærheden af afslutningen. Han mente, at Moser og Gavazzi kunne have hjulpet, men tilføjede samtidig, at de sandsynligvis havde givet, hvad de kunne. Der var både et ønske om mere støtte og en grænse for, hvor hårdt han ville angribe holdkammeraterne.
På cyklen skal de forskellige muligheder ende som en handling. Skal en rytter følge et angreb, vente på sin sprinter eller selv prøve at afgøre løbet? Beslutningerne bliver ikke lettere af, at flere stærke ryttere kan vinde. De skal stadig bruge den samme vej ind mod målet og de samme få sekunder, når spurten åbner.
Belgieren tog det sidste stykke
Hinault var kommet tilbage efter en jagt tidligere i finalen og havde stadig kræfter til bronze. Også hans placering gav anledning til vurderinger. Den forsvarende verdensmester havde brugt benene på at komme frem igen; alligevel var han med, da medaljerne blev fordelt.
Maertens havde en anden slags afslutning. Han skulle bevare forbindelsen til de hurtige italienere og finde sin plads, indtil farten kunne bruges. Der var ingen regel, som gjorde en italiensk føring til en italiensk sejr. Da Saronni sad fremme, sad den belgiske sprinter stadig tæt nok på til at gøre forskellen.
På podiet var rækkefølgen enkel. Maertens øverst, Saronni ved siden af og Hinault som nummer tre. Det italienske holds forklaringer ændrede ikke de tre pladser. Moser stod heller ikke tilbage med den placering, som en tilrettelagt spurt kunne have givet ham; hans sjetteplads stod på samme resultatliste.
Fem år tidligere havde Maertens vundet VM i Ostuni foran Moser. Nu havde han igen en italiener bag sig, denne gang Saronni. To forskellige finaler havde givet ham den samme trøje. I Prag havde italienerne fået deres mand frem. Maertens tog den sidste del af vejen.
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …