Paris–Roubaix · 17. april 1949
Ét løb.
To vindere.
André Mahé kom først over stregen. Serse Coppi kom ind ad den rigtige vej. Der gik måneder, før cykelsportens ledere besluttede, at de begge havde vundet.

André Mahé havde klaret næsten hele Paris–Roubaix. Nu manglede han blot at finde ind på cykelbanen.
Den forkerte indgang
Det burde have været dagens enkleste opgave. Men da den lille førergruppe nåede velodromen i Roubaix, blev rytterne vist den forkerte vej. Mahé kom alligevel ind, nåede frem til opløbet og passerede målstregen først.
Bag ham blev løbet kørt færdigt ad den foreskrevne rute. Her vandt italieneren Serse Coppi feltets spurt. Det blev begyndelsen på en strid, der varede langt længere end selve cykelløbet.
De slap væk fra favoritterne
1949-udgaven var løbets 47. og havde en distance på 244 kilometer. Blandt deltagerne var Fausto Coppi og Rik Van Steenbergen. Men den afgørende gruppe bestod af franskmændene André Mahé og Jacques Moujica samt belgieren Frans Leenen.
Efter en lang dag havde de et forspring og kunne begynde at tænke på spurten mod hinanden. Ved indgangen til banen blev forspringet pludselig brugt på noget andet. Rytterne skulle finde vej.
Først i mål, forkert på ruten
Den samtidige omtale i Le Monde beskriver, hvordan ordensfolkene sendte de tre forkert. De måtte køre omtrent 200 meter ekstra, komme ind gennem en anden adgang og passere et trin. De havde ikke fundet en genvej. Fejlen kostede dem både vej og besvær. Alligevel var deres ankomst uregelmæssig.
Et cykelløb afgøres ikke alene af, hvem der først finder målstregen. Rytterne skal følge samme rute. Samtidig er det svært at lægge hele ansvaret hos en rytter, der bliver sendt forkert af dem, som skal vise vej. Der var ikke brug for et målfoto. Striden handlede om meterne før målstregen.

En Coppi i protesten
Serse Coppi var lillebror til Fausto. Han havde fulgt den rigtige vej ind og vundet spurten i feltet. Fra italiensk side blev der protesteret mod førergruppens ankomst, og Serse blev tilkendt sejren.
Fausto Coppi engagerede sig i sagen. Løbsarrangørens senere historik beskriver, at han lagde pres på med trusler om boykot. De to parter kunne pege på hver sin form for retfærdighed: Mahé havde vundet det faktisk kørte løb efter en fejl fra arrangørsiden; Serse Coppi havde fulgt den officielle rute.
To navne på samme linje
Striden fortsatte i måneder. Til sidst blev André Mahé og Serse Coppi anerkendt som fælles vindere. Det var ikke en delt førsteplads efter en lige spurt, men en administrativ løsning på en afslutning, der var gået galt.
På løbets officielle vinderliste står de stadig sammen ved året 1949. Året efter står Fausto Coppi alene. Familien fik to forskellige vindere på to år, men kun den første sejr krævede, at pladsen blev delt med en franskmand.
Mahé havde været først over stregen. Serse Coppi havde kørt den rigtige vej. Begge dele blev stående.
Kilder og billednoter
Kilderne er ikke enige om alle detaljer. Arrangørens senere tilbageblik nævner Florent Mathieu ved Mahés afslutning, mens den samtidige avisomtale og resultatarkivet identificerer Frans Leenen og Jacques Moujica som udbrudskammeraterne. Artiklen følger de samtidige oplysninger og resultatarkivet. Den præcise rækkefølge og datering af alle efterfølgende kendelser er udeladt, fordi de originale protokoller ikke er gennemgået.



Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …