Da wattmåleren flyttede laboratoriet ud på vejen

På en træningslejr i St. Moritz i 1991 fik tyske landsholdsryttere noget med ud på cyklen, som ellers havde hørt til i et laboratorium. Et SRM-system målte deres effekt, mens de kørte. Det var ikke længere nødvendigt at blive på en stationær cykel for at få et tal for arbejdet i pedalerne.

Det var et praktisk forsøg på at lukke et hul mellem test og virkelighed. Rytteren kunne præstere et bestemt resultat under kontrollerede forhold og alligevel have svært ved at forklare, hvorfor en lang træningstur eller et løb var gået anderledes. På vejen blev indsatsen blandet sammen med bakker, vind og de andre ryttere. Hastigheden alene kunne ikke skille det ad.

Bag apparatet stod ingeniøren Ulrich Schoberer. Han begyndte udviklingen i 1986 og fik i 1987 patent på en løsning til måling ved cyklens kranksæt. I 1988 fulgte et system, som kunne registrere data. Da rytterne på træningslejren prøvede det, havde flere års arbejde altså allerede ligget i den klump teknik, som fulgte med rundt ved krankboksen.

Arbejdet blev målt ved klingen

Schoberers løsning lagde målingen i kranksættets spider, forbindelsen mellem krankakslen og klingerne. Små måleelementer registrerede den deformation, som opstod under belastning. Herfra kunne systemet bestemme drejningsmomentet og sammen med omdrejningshastigheden beregne effekten.

Det sidste er forskellen på at træde tungt og at levere mange watt. En stor kraft uden bevægelse giver ikke den samme mekaniske effekt som en kraft, der samtidig drejer kranken hurtigt. Måleren skulle kende både belastningen og bevægelsen. Resultatet blev et tal, der kunne følge rytteren fra et interval til det næste.

Det gjorde ikke puls eller fornemmelse overflødige. Pulsen fortæller noget om kroppens reaktion, mens wattmåleren beskriver det mekaniske arbejde ved målepunktet. En træt rytter kan opleve en kendt belastning meget anderledes end en frisk. Netop forskellen mellem tallet og oplevelsen kan være nyttig, når træningen skal vurderes bagefter.

Farten afhænger desuden af, hvad cyklen skal overvinde. Medvind kan give høj fart ved beskeden effekt. Modvind kan gøre en stor indsats langsom. Med målingen ved kranken fik træneren en mulighed for at se på indsatsen uden først at udlede den af kilometer i timen.

Turen kunne tages med hjem

Registreringen var mindst lige så vigtig som skærmen på styret. Når en tur var gemt, kunne rytteren og træneren undersøge, hvor længe en belastning faktisk var blevet holdt. Et planlagt interval og et gennemført interval behøvede ikke længere være det samme, blot fordi stopuret havde kørt.

SRM udviklede både selve måleren og registreringen videre. I 1993 kunne en ny generation gemme målinger med ét sekund mellem registreringerne og havde hukommelse til lange træningspas. Det gav flere detaljer, men krævede også, at nogen kunne sortere i dem. En fil forklarer ikke selv, om rytteren blev sat, førte feltet eller blot trillede ned ad en bakke.

Greg LeMond var blandt de tidlige professionelle brugere. Det er fristende at lade et kendt navn gøre opfindelsen færdig med ét slag, men udbredelsen kom gradvist. Systemerne skulle være til at stole på, kunne holde til brugen og passe ind i trænernes arbejde. Et præcist apparat, der blev liggende i en kasse, ændrede ingen træning.

Et tal, der skulle være rigtigt

Måling kræver også kontrol. Nulpunkt og kalibrering er en del af arbejdet med en wattmåler; elektronikken fritager ikke mekanikken for at være i orden. Ellers risikerer rytteren at sammenligne to tal, der ser ens ud på skærmen, men ikke betyder det samme.

På vejen gav det nye apparat derfor både en mulighed og en opgave. Indsatsen kunne beskrives mere præcist, men skulle stadig forstås. I St. Moritz havde rytterne fået laboratoriets måling med ud. Da de kom hjem fra turen, var der nu også noget at lægge på trænerens bord.