Da motorsportens aerodynamik kom ind i cykelhjulet

Det første hjul fra Zipp havde ingen synlige eger. Det var et pladehjul til et friløb med syv tandhjul, og man kunne få det i fire farver. I 1988 var der altså både noget ganske almindeligt og noget usædvanligt over produktet. Tandhjulene skulle stadig passe til en cykel, som folk kunne køre på. Resten af hjulet var et forsøg på at gøre mødet med luften lidt mindre kostbart.

Manden bag hed Leigh Sargent. Han arbejdede med racerbiler i Indianapolis, hvor han blandt andet byggede, reparerede og ændrede dele til biler omkring Indy 500. Ifølge Zipps egen historik fik han idéen ved at undersøge pladehjul, der allerede fandtes. Han tog dermed et problem med ind på værkstedet, som cykelfolk havde arbejdet med i forvejen. Det nye var, hvad han kunne stille op med de materialer og arbejdsmetoder, han kendte fra bilerne.

Hjulet skal både rulle og dreje

En fælg har en opgave, selv hvis man ser bort fra luften. Den skal holde dækket og binde hjulet sammen. På et egerhjul forbinder egerne fælgen med navet. Gør man fælgen dybere, kan man forkorte den fritliggende del af egerne og samtidig give hjulet en anden overflade mod luften. Med en fuld plade forsvinder egerne helt ud af luftstrømmen. De tre former kan løse den samme grundopgave og alligevel opføre sig forskelligt på vejen.

Et hjul møder sjældent luften lige forfra. Rytterens fart og vindens retning bestemmer tilsammen, hvor den kommer fra. Et højt forhjul kan mærkes i styret, når vinden tager fat fra siden. Bagpå har rytteren en anden situation, fordi hjulet ikke drejer om styreaksen. En løsning, der ser fornuftig ud bag sadlen, behøver derfor ikke være det bedste valg foran.

Det er også en af grundene til, at man ikke kan læse et hjuls egenskaber ud af fælgens dybde alene. Formen og dækket har betydning, og en rytter skal kunne holde sin linje, mens vinden ændrer sig. Motorsporten gav Sargent en måde at arbejde med form og luft på. Den gav ham ikke en bils forhold på en cykel med to hjul, hvor føreren selv er en stor del af det, vinden møder.

For en mekaniker er forskellen mellem hjulene synlig, før cyklen har kørt en meter. På egerhjulet kan man se forbindelserne mellem nav og fælg og arbejde med de enkelte eger. På pladehjulet er det den lukkede flade, der møder blikket. Sargents første produkt beholdt forbindelsen til cyklen gennem et velkendt friløb. Hjulets ydre kunne ændres langt mere end den del, som skulle passe ind mellem kæden og stellet.

Fra pladen til egerne

I 1989 kom Zipp med 3000, et kulfiberhjul med tre brede eger. Senere kom de dybe fælge med almindelige eger. I begyndelsen af 1990’erne var både tre-egershjulet og 440-fælgen en del af Zipps tidlige sortiment. Det var forskellige svar på, hvor meget af hjulet der skulle være en sammenhængende flade, og hvor meget der kunne stå åbent.

Triatlon gav den slags hjul en synlig plads. Zipp regner Mark Allens sejr på Hawaii i 1990 for den første sejr dér på firmaets hjul. Resultatet siger, at udstyret blev brugt i en konkurrence, hvor rytteren i lange stræk måtte arbejde selv. Det siger ikke, hvor mange sekunder hjulene stod for. Der var også en mand på cyklen, og han skulle både svømme og løbe.

Da firmaet flyttede til egne produktionslokaler i Speedway i 1999, blev det i nærheden af den racerbane, som arbejdsmiljøet omkring Sargent var vokset ud af. Cykelhjulet var til gengæld blevet sin egen arbejdsopgave. Det skulle passe til et dæk, et nav og en rytter, der kunne mærke et vindstød i styret. Det var den slags forhold, en racerbilsingeniør måtte lære at regne med, da han gik fra fire hjul til to.