Verdensmesteren trak for Schleicher

Tilbage til holdet

Judith Arndt var bag feltet med en punktering, mens hendes tyske holdkammerater arbejdede længere fremme. Det var VM i Madrid den 24. september 2005. Den forsvarende verdensmester skulle først have forbindelse igen, før hun kunne gøre nytte i afslutningen.

Arndt havde også haft sygdom at slås med. Ifølge den samtidige tyske reportage havde hun aftenen før løbet overvejet at blive væk fra starten. Om morgenen var hun frisk nok til at stille op. Et landshold kunne godt bruge en verdensmester, selv om hun ikke havde kræfter til at forsvare sin egen titel.

Hun kom tilbage efter punkteringen. Foran ventede Regina Schleicher, der havde en spurt at gemme til de sidste meter. Nu skulle de tyske ryttere holde den mulighed åben gennem en finale, hvor adskillige andre havde en ganske anden plan.

På et handelshold kendte de hinanden godt. Arndt, Schleicher og Trixi Worrack kørte alle for Nürnberger Versicherung. Ved VM var det landsholdets trøjer, de bar, men arbejdet foregik mellem ryttere, der allerede kendte hinandens styrker. Arndts erfaring kunne bruges, selv på en dag hvor kroppen ikke gav hende de sædvanlige muligheder.

Oenone Wood var også en del af Nürnberger-holdet, men i Madrid kørte hun for Australien. Til daglig kunne rytterne arbejde for samme trøje. Her sluttede Wood med at kæmpe mod Schleicher om medaljerne. Landsholdsløbet delte et velkendt arbejdshold op på ny, mens Arndt, Worrack og Schleicher stadig havde hinanden at støtte sig til i den tyske opstilling.

En spurt skulle stadig skaffes

Schleicher kunne ikke nøjes med at vente på, at alle andre blev trætte af at angribe. Amerikanerne forsøgte at åbne løbet, og flere hold ville gerne have en mindre gruppe fri. Det krævede et vedvarende arbejde at holde afslutningen samlet.

Der er noget håndgribeligt ved den opgave. En sprinter har kun sin fart til rådighed, hvis hun stadig er i kontakt med dem, der skal slås om sejren. Hver bakke og hvert angreb kan gøre den sidste hurtighed overflødig. Derfor måtte holdkammeraterne både hente udbrud og sørge for, at Schleicher ikke blev efterladt, når tempoet steg.

I den tyske beretning efter løbet forklarede Schleicher, at Arndt og Worrack havde hjulpet hende helt frem og ventet på hende ved den sidste stigning. Der blev ikke tale om et løb, som verdensmesteren fik overdraget fra sin forgænger. Der var fortsat rivaler på hjul, sving der skulle passeres, og en spurt som Schleicher selv skulle vinde.

Rytterne kom frem til afslutningen foran Santiago Bernabéu-stadion. Worrack tog den sidste del af arbejdet for Schleicher. Tyskerne havde holdt deres hurtige afslutter inde i løbet; nu skulle hun bruge de kræfter, de havde hjulpet hende med at bevare.

De sidste hundrede meter

Schleicher slog til i de sidste hundrede meter. Nicole Cooke kom ind som nummer to, og Oenone Wood tog bronze. Den danske Dorte Lohse Rasmussen blev nummer fire. Tyskland havde vundet kvindernes landevejs-VM for andet år i træk, denne gang med en ny rytter øverst.

Arndts eget resultat stod længere nede på listen. Hun var blevet nummer 35. Det fortæller ikke ret meget om det arbejde, hun havde udført. At nå frem med en holdkammerat og derefter miste positioner er en ganske anden opgave end at gemme sig til sin egen spurt. På resultatlisten bliver de to ting let til et enkelt tal.

Schleicher kom til Madrid som tysk mester og en hurtig afslutter. Arndt kom som regerende verdensmester og endte som hjælper. Rollerne var skiftet, uden at de behøvede at blive gjort større, end de var. Holdet havde en mulighed for at vinde med Schleicher, og Arndt bidrog til, at den mulighed overlevede helt frem til stregen.

Efter mål havde Schleicher en regnbuetrøje at få udleveret. Arndt havde ikke forsvaret sin egen. Hun havde været med til at skaffe den næste.