Kan tre etapesejre
standse en revolution?

Italien stod nærmere borgerkrig end på noget andet tidspunkt efter befrielsen. Bartali var 21 minutter efter den gule trøje. Så ringede telefonen — måske.

Skuddene i Rom

Den 14. juli 1948 forlod Palmiro Togliatti deputeretkammeret i Rom. Den 25-årige Antonio Pallante ventede udenfor og skød kommunistpartiets leder flere gange. Togliatti overlevede, men nyheden udløste generalstrejke, barrikader, fabriksbesættelser og væbnede sammenstød. Mennesker blev dræbt og flere hundrede såret.

Kommunistpartiets ledelse opfordrede til ro, og Togliatti bad fra hospitalet sine tilhængere om ikke at miste hovedet. Regeringen satte politi og militær ind. Det var disse politiske beslutninger — ikke et cykelløb — der afgjorde, at urolighederne ikke blev til revolution.

Telefonen på hotellet

Samtidig havde Tour de France hviledag i Cannes. Bartali lå som nummer syv, 21 minutter og 28 sekunder efter Louison Bobet. Ifølge den berømte fortælling ringede regeringsleder Alcide De Gasperi til hotellet og bad sin gamle bekendte om en bedrift, der kunne give Italien noget andet at tænke på.

Telefonopkaldet er sandsynligt, men ordene og virkningen er usikre. Bartali omtalte det forskelligt gennem årene, og samtidige myndighedsrapporter tillægger ikke hans kørsel en afgørende politisk rolle. Det sikreste er, at De Gasperi og Bartali talte sammen. Det mest dramatiske — at statsmanden bad cykelrytteren redde landet — tilhører mytens form.

Regn over Izoard

Den 15. juli kørte feltet 274 kilometer fra Cannes til Briançon over Allos, Vars og Izoard. I kulde og regn angreb Bartali. Han vandt med 6 minutter og 18 sekunder til Briek Schotte; Bobet tabte 18 minutter og 7 sekunder. På én dag var Bartali kun 1 minut og 6 sekunder fra den gule trøje.

Dagen efter vandt han 263 kilometer til Aix-les-Bains og overtog føringen. På tredje dag vandt han igen i Lausanne. Tre etapesejre i træk gjorde et næsten tabt Tour til hans løb. Da han nåede Paris den 25. juli, havde han vundet syv etaper og samlet med 26 minutter og 16 sekunder.

Sejren og roen kom samtidig

Bartalis sejr i Briançon fyldte avisforsiderne, netop som strejken mistede kraft. Det gjorde den oplagt som symbol. En katolsk sportshelt havde vundet, mens den kristendemokratiske regering genvandt kontrollen. Det var en fortælling, efterkrigstidens Italien kunne bruge.

Men tidsmæssig nærhed er ikke det samme som årsag. Urolighederne blev bremset af Togliattis egen appel, kommunistpartiets strategi, fagbevægelsens beslutninger og statens magtanvendelse. Bartali gav landet en fælles nyhed og måske et øjebliks afledning. Han afværgede ikke alene en borgerkrig.

Myten fortæller alligevel noget sandt

Historien overlevede, fordi den forvandlede et splittet lands farligste dage til et enkelt billede: en mand i regnjakke, der træder over Izoard, mens radioerne hjemme i Italien skifter emne.

Bartali vandt ikke freden tilbage. Men han gav freden en helt. Det er forskellen mellem historie og myte — og grunden til, at begge stadig fortælles.