To felter.
Hver sin vej.

Mens ét felt kørte sydvest fra Warszawa, kørte et andet nordøst fra Prag. Da de var færdige, havde samme arrangement fået to vindere.

Start på arbejdernes dag

Den 1. maj 1948 blev ryttere sendt af sted fra begge hovedstæder. Arrangementets navn var det mere nøgterne internationale cykelløb Warszawa–Prag–Warszawa. Navnet Fredsløbet kom først i 1950.

Datoen var ikke tilfældig. Initiativet kom fra de kommunistiske partiaviser Głos Ludu i Polen og Rudé právo i Tjekkoslovakiet sammen med landenes cykelforbund. Løbet skulle vise venskab og genopbygning. Det var sport, men det var også politik fra første pedalslag.

Den korte vej til Prag

Fra Warszawa kørte 65 ryttere fem etaper over cirka 872 kilometer via Łódź, Wrocław, Jelenia Góra og Liberec. Bjergene kom sent, og sidste dag var den længste: 236 kilometer fra Liberec til Prag.

August Prosenik, en 32-årig jugoslavisk mekaniker, tog føringen på anden etape. Tjekkoslovakken Jan Veselý vandt tre af de fem etaper, men punkteringer og en tidsstraf for et ulovligt cykelskift kostede. Prosenik nåede Prag i 26 timer, 52 minutter og 25 sekunder og vandt med knap fem minutter.

Den lange vej til Warszawa

Det andet felt havde otte etaper og omkring 1.104 kilometer foran sig. Ruten gik fra Prag over Pardubice, Brno, Gottwaldov, Žilina, Katowice, Kraków og Kielce til Warszawa. Et holdtidsforsøg mellem Katowice og Kraków talte ikke i den individuelle stilling.

Aleksandar Zorić vandt uden selv at tage en etape. I Katowice måtte dommerne anslå tiderne, fordi kommissærvognen var kørt forkert og kom til mål efter feltet. Trods den slags improvisationer holdt Zorić sig foran og sluttede 5 minutter og 22 sekunder før Emanuel Krejčů. Det polske førstehold vandt holdkonkurrencen i begge retninger.

Fred som navn og program

Næsten hundrede ryttere fra Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Rumænien og Ungarn deltog. Samtidige aviser skrev om slavisk venskab og folkedemokratiernes samarbejde. Det var et håbefuldt sprog, men også et redskab for de nye regimer.

Fredsløbet voksede siden til Østeuropas største amatørløb. Fra 1952 kom Østtyskland og Berlin med på ruten, og den hvide fredsdue blev løbets faste symbol. Men begyndelsen i 1948 var mærkeligere: ingen samlet rundtur, intet fælles felt og ingen enkelt vinder. To veje bandt de samme byer sammen.