Kost, træning og videnskab · Menneskene bag · 1970’erne
Bøf klokken fem og kaffe med cognac
Før geler og præcise kulhydratplaner pakkede soigneuren sandwich, frugt og tærter, fyldte dunkene og forsøgte at holde rytterne spisende gennem en lang arbejdsdag.
Før geler og præcise kulhydratplaner pakkede soigneuren sandwich, frugt og tærter, fyldte dunkene og forsøgte at holde rytterne spisende gennem en lang arbejdsdag.
Før rytterne kom ned til morgenmad
Soigneuren begyndte sin arbejdsdag før rytterne. Flasker skulle fyldes, små sandwich smøres og dagens musetter fordeles. Rollen rummede langt mere end massage. Soigneuren stod også for tøj, drikke, forplejning og en stor del af den praktiske orden omkring holdet.
Bøf og ris før solopgang
Morgenmaden kunne være tung efter nutidens mål. Bøf og ris blev betragtet som sikker næring før en lang etape og blev spist flere timer før starten. Eddy Merckx fortalte i 1977, at han i årevis havde spist bøf med ris klokken fem eller seks om morgenen, og at han efterhånden ikke kunne holde synet af menuen ud. André Dierickx huskede dage med to etaper, hvor rytterne kunne få bøf tre gange.
Posen i vejkanten
I forplejningszonen stod soigneurerne med stofposerne løftet i skulderhøjde. Rytteren skulle finde den rigtige mand, gribe remmen uden at få posen i hjulet og hurtigt fordele indholdet i trøjelommerne. En musette kunne indeholde små sandwich, frugt, sukker, tærter eller anden mad, som kunne spises på cyklen. Indholdet varierede mellem hold, løb og ryttere; der fandtes ikke én fast opskrift for hele feltet.
Sød kaffe og noget stærkere
Stærk, sødet kaffe var almindelig i cykelsportens forplejning, og beretninger fra perioden nævner også små blandinger af kaffe og cognac. Alkohol var hverken en præcis energiplan eller en god behandling mod kramper. Det hørte til en arbejdskultur, hvor erfaring, vane og anekdoter vejede tungere end moderne ernæringsfysiologi. Cola blev også brugt som en hurtig sukkerkilde, ofte efter at noget af kulsyren var lukket ud.
Når posen blev misset
En tabt musette kunne være dyr, især hvis næste mulighed for mad lå langt fremme. Rytteren var ikke nødvendigvis helt uden hjælp; reglerne tillod under bestemte forhold flasker og forplejning fra holdbilen. Men i et langt løb kunne for lidt mad stadig føre til den frygtede fringale, sultkrisen hvor tempo, koncentration og dømmekraft forsvandt næsten på én gang.
Mellem håndværk og videnskab
1970’erne var ikke et årti uden viden. Holdene lærte af erfaring, og nogle arbejdede mere systematisk end andre. Men ernæring var endnu sjældent styret af gram kulhydrat pr. time. Soigneurens vigtigste opgave var mere jordnær: at kende rytterne, få maden gjort klar og sørge for, at den faktisk blev spist. Det krævede ikke et laboratorium. Det krævede et vækkeur, en kniv og ganske mange stykker hvidt brød.
Kilder
Gå videre
Mere fra cykelhistorien
A Man of Steel
Albert er 82 år og cykler stadig hver dag. En fotografisk læserhistorie om en gul Gazelle i stål, daglige kilometer og en vilje af jern.
Læs historien →
Da Touren selv skulle sørge for middagen
Nationalholdene gjorde Tour-arrangøren ansvarlig for rytternes mad og logi. Menuerne var tunge, rådene mange og ernæringsvidenskaben endnu et stykke fra målebægeret.
Læs historien →
Da krigen lukkede landevejen
Se løbene, menneskene, cyklerne og forandringerne, der formede perioden.
Se perioden →
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …