ca. 1900 · Historie

Centimeterne mellem Gresse og Nasq

Rytteren så næsten kun motorcyklens ryg og rullen bag baghjulet. Resten måtte han høre, mærke og stole på.

Romain Gyssels bag en motorpacer ved målet i Bordeaux–Paris 1932. Foto: Agence Mondial Photo-Presse/BnF.

Få centimeter fra rullen

Gresse ligger bøjet over styret med forhjulet tæt på rullen bag Nasqs motorcykel. Sådan beskrives et overleveret postkort fra de tidlige stayerløb. Navnene står på kortet, men den fulde identitet på de to mænd, banen og den præcise datering har ikke kunnet fastslås sikkert. Det skal vi ikke pynte på. Til gengæld viser motivet en arbejdsform, som prægede banecyklingen i årtier.

Den ene mand sad på cyklen. Den anden styrede motoren. De blev præsenteret som et par, fordi det var sådan, løbet fungerede. Gresse kunne have nok så stærke ben; hvis Nasq skiftede linje brat eller åbnede gassen på det forkerte tidspunkt, forsvandt læet. Og hvis Gresse mistede rullen, voksede afstanden hurtigt. Så kom vinden, farten faldt, og konkurrenterne kørte forbi.

Paceren arbejdede foran

Motorcyklen var ikke blot et fartøj. Den var en bevægelig læmur. Paceren sad oprejst og gjorde sig bred, mens rytteren søgte ind i det rolige område bag maskinen. Den bagerste rulle holdt cyklens forhjul væk fra motorcyklens bagdæk og gav rytteren et tydeligt punkt at placere sig efter. Rullen fjernede ikke faren. Den gjorde bare de sidste centimeter nogenlunde håndterlige.

Samarbejdet foregik med motorlarm, publikum og lufttryk omkring sig. Lange forklaringer var ikke meget værd i et skråt sving. Parret måtte på forhånd kende tegnene for hurtigere, langsommere og ind eller ud på banen. Paceren skulle læse trafikken foran. Stayeren skulle mærke en lille fartændring, før hullet blev stort. Det krævede sit herreår.

Cyklen blev trukket fremad

Også stayercyklen afslørede opgaven. Et mindre forhjul og en omvendt forgaffel kunne flytte rytteren frem og tættere på motorens læ. Styret og sadelstillingen lagde kroppen lavt. Gearingen var stor, for når farten først var oppe, skulle benene omsætte motorcyklens tempo til jævne, tunge tråd. Det var ikke en cykel, man havde lyst til at starte på ved bagerens kantsten.

Den mærkelige geometri gav mening på banen. Hver centimeter frem mod rullen kunne betyde mindre vindmodstand. Men den gjorde også rytteren afhængig af paceren. Der var ingen fri luft at køre sig varm i, hvis samarbejdet gik skævt. Man sad i maskinens rytme og tog de bevægelser, der kom.

Et parløb forklædt som sololøb

Resultatlisten satte rytterens navn forrest, men publikum kendte pacerne. En god pacer kunne holde en jævn fart, beskytte sin rytter i positionskampen og vælge den linje, hvor læet virkede bedst. Han skulle samtidig undgå at lukke andre par inde eller blive fanget bag en langsommere motor. Der blev kørt om placering med langt mere end pedaler.

Spørger du mig, er det netop derfor, motorpace stadig fascinerer. Det ser voldsomt mekanisk ud, men præstationen beroede på tillid mellem to mennesker. Rytteren kunne ikke kontrollere hele situationen. Paceren kunne ikke levere resultatet alene. De skulle ramme samme tempo, omgang efter omgang, mens motoren rystede under den ene og det store gear trak i benene på den anden.

Det kortet faktisk fortæller

Vi kan altså ikke bruge postkortet som sikker dokumentation for en bestemt sejr eller en bestemt dag. Dets tekst giver os navnene Gresse og Nasq og beskriver den ene som engelsk stayer, pacet af den anden. Mere bør man ikke presse ud af det, før originalen og dens historie er bedre belyst.

Men afstanden mellem dem kan vi godt læse. Gresse ligger, hvor en stayer skulle ligge, og Nasq udfører det arbejde, der gjorde farten mulig. Et par centimeter bag en rulle, et stort gear og to mænd, der var nødt til at stole på hinanden. Det er ikke hele historien om motorpace. Det er et ganske godt sted at begynde.