1949–1950 · Historie
Jacques Moujicas store sæson og sidste rejse
I foråret 1949 stod Jacques Moujica på podiet i de store løb. I november året efter stod hans navn ved siden af Jean Reys i dødsmeddelelsen.
Hele vejen fra Bordeaux
Jacques Moujica vandt Bordeaux–Paris i 1949. Han var 22 år og havde kørt sig frem til en sejr, der krævede noget andet end at gemme en hurtig afslutning til de sidste meter. Fra Bordeaux til Paris var der over fem hundrede kilometer. Det var en arbejdsdag, som for længst var blevet til noget mere end en almindelig arbejdsdag.
Løbet havde motorpace som en del af sit særpræg. På en del af vejen kørte rytterne bag deres pacere på små motorcykler. De kunne få læ for vinden, men skulle selv holde farten, afstanden og forbindelsen til maskinen foran. En motor kunne tage vinden. Den kunne ikke træde cyklens pedaler rundt.
Moujica kom først til Paris foran Émile Masson og Éloi Tassin. Resultatet gav ham en sejr med eget navn på, efter et forår hvor han allerede havde gjort sig bemærket blandt de ryttere, som kunne holde til en lang dag.
Han var født i Urretxu i Baskerlandet i 1926 og hed Jesús Múgica. I de franske resultatlister blev han til Jacques Moujica. Han blev fransk statsborger i 1948 og kørte for Mercier-holdet i 1949 og 1950. Navnene peger tilbage mod samme mand og den karriere, der fik sit tyngdepunkt på den anden side af Pyrenæerne.
Et forår med mere end én plads
Tidligere i 1949 var Moujica blevet nummer tre i Paris–Roubaix. Han var med i den førende gruppe, som blev vist forkert ved velodromen. Striden om sejren kom til at fylde langt mere end hans egen placering. André Mahé og Serse Coppi endte som løbets to vindere; Moujica stod tilbage med tredjepladsen.
I Paris–Bruxelles tog han endnu en tredjeplads. Bordeaux–Paris-sejren kom dermed ind i en sæson, hvor han både kunne være med på brostenene og holde til løbets særlige blanding af lang distance og motorpace. De tre resultater viser en rytter, der var på vej ind blandt de etablerede navne.
Det er let at lade den senere ulykke overtage hele fortællingen om ham. Men i 1949 var der en levende karriere at følge. Han kørte løb, vandt og kom på podiet i konkurrencer, som krævede ganske forskellige ting af den samme krop. Han nåede ikke kun frem i ét usædvanligt løb.
Motorpace gjorde også sejren afhængig af et samarbejde. Rytteren skulle kunne bruge det læ, paceren skabte, uden at miste sin plads bag maskinen. Kom der afstand mellem dem, fik han straks mere vind at arbejde imod. På så lang en tur blev forbindelsen mellem de to en del af løbets praktiske opgave, ikke blot en detalje i reglementet.
To navne i samme meddelelse
Den 13. november 1950 døde Moujica ved en bilulykke ved Montélimar. Den franske rytter Jean Rey mistede også livet. Rey havde været fransk landevejsmester i 1949. De to mænd, som havde haft hver deres gode resultater året før, blev nu nævnt sammen i en helt anden forbindelse.
Moujica var 24 år. Dagen efter bragte Le Monde meddelelsen om de to cykelrytteres død. Der var ingen etape at komme sig på og ingen ny sæson at rette et dårligt løb i. Den korte professionelle karriere var slut.
Bilen havde været på vej fra Saint-Étienne mod endnu et sportsarrangement, skrev den samtidige avis. Begge ryttere var passagerer. Et sammenstød med en holdende lastbil på hovedvej 7 havde afbrudt rejsen. I året efter hans store sejre nåede Moujica aldrig frem til den næste aftale.
På vinderlisten for Bordeaux–Paris står der stadig Jacques Moujica ud for 1949. Der er ingen forklaring tilføjet om, hvor kort tid han fik som professionel. Navnet står mellem de andre vindere, efter den lange vej fra Bordeaux.
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …