1913 · Historie
Krankboksen skulle være lige, før lakken kom på
Før rammen kunne få farve, skulle den tilbage på målepladen. Samlingerne var loddet. Nu skulle fabrikken se, om rørene stadig pegede den rigtige vej.
Rammen før lakken
Hos James på fabrikken i Greet ved Birmingham skulle rammen kontrolleres for rethed, før den blev poleret og sendt videre til emaljeringen. Det står i fabrikkens katalog fra 1913. På samme side er der en tegning af en hånd, som justerer krankboksen med en nøgle. Den færdige cykel kunne se enkel ud. Under lakken var flere forskellige arbejdsopgaver allerede blevet løst.
Krankbokshuset var et af de steder, hvor fejl kunne få betydning langt uden for selve samlingen. Sadelrøret og skrårøret mødte huset sammen med de to kædestag. Inde i huset skulle krankakslen og dens lejer senere finde deres plads. Rørene skulle sidde rigtigt i forhold til både hinanden og den tværgående aksel.
En muffesamling gav røret et stykke at gå ind i. Loddematerialet kunne forbinde rør og muffe, mens stålet selv beholdt sin form som rør og hus. Det var et andet arbejde end at smelte hele stålsamlingen sammen. Tilpasningen før opvarmningen havde derfor betydning for det, der kom bagefter.
Rammen var heller ikke bare en samling lige stumper. Vinkler, længder og placeringen af enderne skulle passe, før en brugbar cykel kunne komme ud af dem. Ved krankboksen var der få muligheder for at skjule en forkert retning med en senere justering af sadel eller styr.
Varmen var kun en del af arbejdet
James beskrev sine rammer som bygget i fiksturer. Delene blev altså holdt i en bestemt opstilling under arbejdet. Kataloget pralede også af en særlig grundig behandling af loddesamlingerne, så ingen del skulle stå uden forbindelse. Det er fabrikkens egen beskrivelse af den kvalitet, den ville sælge til kunderne.
Det konkrete problem er let at følge. En samling kunne se lukket ud udefra uden at være ordentligt forbundet hele vejen. Lakken ville senere dække endnu mere. Byggeren måtte have styr på arbejdet, mens han stadig kunne komme til metallet og se, hvad der var foregået.
Efter lodningen skulle overfladen renses. Her beskrev James sandblæsning frem for den sædvanlige filning. Fabrikken fremhævede, at metallet dermed ikke blev gjort tyndere af efterarbejdet omkring samlingerne. Det er en nyttig påmindelse om, at cykelbygning før 1950 også omfattede maskiner og forskellige industrielle metoder.
Det var ikke alle rammer, der blev til på nøjagtig samme måde. Et stort fabriksværksted og en lille rammebygger kunne have forskelligt udstyr og forskellige rutiner. En gammel krankboksmuffe kan derfor ikke fortælle hele sin fremstillingshistorie alene gennem en pæn kant eller en bestemt udskæring.
Tilbage på målepladen
Da samlingerne var renset, gik James-rammen videre til kontrollen på en måleplade. Opstillingen havde holdt delene undervejs, men fabrikken kontrollerede stadig resultatet bagefter. Det var den loddede ramme, som skulle være rigtig, ikke kun de løse deles oprindelige placering.
Ved krankboksen skulle akslens retning passe ind i resten af rammen. Kæden ville senere løbe fra klingen til baghjulets tandhjul, og begge hjul skulle høre til samme cykel i mere end rent sproglig forstand. En skæv ramme blev ikke rettet ved at give den en flottere farve.
Kataloget lod derefter rammen fortsætte til polering og emaljering. Køberen skulle møde en færdig cykel, ikke sporene efter hver enkelt kontrol. De blanke flader og den jævne lak var det synlige resultat; tilpasningen, lodningen og opretningen var forudsætningerne.
På den lille tegning ved siden af teksten drejer en hånd på krankboksens justering. Det er en opgave på den færdige mekanik. Før den hånd kunne få et leje til at gå let, havde andre hænder skullet få selve huset til at sidde rigtigt.
Kommentarer og erindringer
Har du noget at tilføje?
En rettelse, en detalje eller en erindring kan gøre historien bedre. Bidrag bliver læst og godkendt, før de eventuelt vises på siden.
Henter læsernes kommentarer …