Pino Ceramis sene sejre

Den 1. juli 1963 kom Pino Cerami først til mål i Pau. André Darrigade, en af feltets store sprintere, står ét sekund efter ham i resultatlisten. Cerami var 41 år. Han havde kørt de 202 kilometer fra Bordeaux og vundet Tourens niende etape på et tidspunkt i livet, hvor mange af hans jævnaldrende for længst havde afleveret rygnummeret.

Det var en sen sejr, men den kom ikke ud af ingenting. Tre år tidligere havde han vundet både Paris–Roubaix og Flèche Wallonne. Før det havde han brugt en stor del af sin karriere på at gøre andre ryttere bedre stillet. Og på at sørge for, at der også var noget at leve af, når cykelløbene holdt vinterpause.

Vinteren skulle også betales

Cerami var født på Sicilien i 1922 og kom til Belgien som barn. Familien slog sig ned i et land, hvor industrien gav arbejde, og cykelløbene gav en mulig vej til noget andet. De to verdener blev ved med at følges ad i hans eget liv.

I et interview mange år efter karrieren fortalte han, at han var uddannet automekaniker. Alligevel valgte han stålfabrikken. Som lærling på et værksted ville han have tjent mindre, og efter faderens død var familiens økonomi blevet hans ansvar. Det var lønnens størrelse, der afgjorde sagen.

Fabrikken forsvandt heller ikke straks, da han blev professionel cykelrytter. Ifølge hans egen erindring arbejdede han der fra november til februar. Et engagement i seksdagesløbet i Bruxelles kunne erstatte vinterarbejdet, men betalingen skulle også dække omkostninger og hjælper. Et beløb på en løbskontrakt var ikke det samme som penge, der kunne bruges derhjemme.

Den erfaring giver hans lange tid som hjælperytter en anden vægt. Han havde arbejdet for navne som Stan Ockers og Rik Van Steenbergen. Det var et arbejde, hvor udbyttet ofte stod ud for en andens navn. En resultatliste fortæller, hvem der vandt. Den fortæller mindre om, hvem der havde hjulpet vedkommende frem til muligheden.

Et forår med hans eget navn

I 1960 ændrede resultatlisterne karakter for Cerami. Han vandt Paris–Roubaix og derefter Flèche Wallonne. Det var to store sejre i samme forår for en rytter, der nærmede sig de fyrre. Man kunne dårligt kalde ham et nyt talent. Det nye var, at hans eget navn nu stod øverst i nogle af de løb, der betød mest.

Året fortsatte med en bronzemedalje ved verdensmesterskabet på Sachsenring. På arkivets fotografi fra præmieoverrækkelsen står han sammen med André Darrigade og den nye verdensmester, Rik Van Looy. Cerami var blevet belgisk statsborger i 1956. Nu stod han på podiet for sit nye land i den samme sæson, som havde givet ham sejren i Roubaix.

Det er fristende at samle sådan et år til én enkel forklaring: at hjælperen endelig fik fri, eller at erfaringen pludselig slog ungdommen. Resultaterne kan ikke alene fortælle, hvorfor det netop skete i det forår. Men de viser, at de sene sejre ikke var begrænset til én heldig eftermiddag.

I 1961 fulgte sejre i Paris–Bruxelles og Brabantse Pijl. I 1963 blev han nummer to i Liège–Bastogne–Liège, slået af den langt yngre Frans Melckenbeeck. Cerami kunne stadig komme med frem, når et stort endagsløb skulle afgøres. Der var efterhånden ikke meget tilfældigt over, at han blev ved med at dukke op der.

Så kom etapen til Pau.

I Tourens resultatbog står hans navn foran Darrigade og Joseph Groussard. Et enkelt sekund skiller vinderen fra de næste ryttere. De havde været på cyklen i mere end fire en halv time. Til sidst var afstanden mellem deres placeringer ét sekund.

Den mand, der havde taget vinterarbejde for at få økonomien til at hænge sammen og kørt mange sæsoner i andres tjeneste, havde endnu en sejr til sit eget navn. Denne gang i Tour de France, 41 år gammel. Darrigade måtte nøjes med andenpladsen.