Queen, cykelløbet og regningen for sadlerne

Den 17. september 1978 blev Wimbledon Stadium i London brugt til et cykelløb, der ikke skulle afgøre noget mesterskab. Der skulle laves billeder til Queen. Femogtres nøgne kvindelige modeller kørte på lejede cykler rundt på stadionbanen som led i arbejdet omkring sangen Bicycle Race.

Det er den usædvanlige del, som stadig huskes. Men cyklerne havde også en hverdag på den anden side af kameraet. De var lånt ind til en produktion og skulle bagefter tilbage til en udlejer. Netop den aflevering gav anledning til historien om, at Queen måtte betale for sadlerne.

Fotografier fra optagelsen findes i pressearkiverne med sted og dato. Her bliver kravet om betaling for sadlerne omtalt som noget, der blev rapporteret efter seancen. Selve regningen ligger ikke foran os. Den forskel får betydning, når den gode anekdote på nettet vokser til, at bandet måtte købe samtlige cykler.

En cykel i en pladekampagne

Bicycle Race var skrevet af Freddie Mercury og kom på albummet Jazz. Singlen blev koblet sammen med Brian Mays Fat Bottomed Girls. Begge titler blev dermed en del af den samme kampagne i efteråret 1978, hvor musikken også skulle have billeder på omslag og i reklamefilm.

Wimbledon-optagelsen gav noget helt andet end et koncertfotografi af fire musikere på en scene. Her var et felt, en bane og en bevægelse, som et kamera kunne følge. Cyklen behøvede ingen lang forklaring for at fungere i billedet. Det var deltagerne og situationen, der gjorde det til en reklame for netop denne sang.

Sammenstillingen blev ikke inden for én slags udgivelse. Fotografier og film kunne bruges forskelligt, og den billedside, der ledsagede musikken, kunne møde læseren på et pladeomslag eller i en video. En optagedag kunne således levere materiale til flere led mellem bandet og den, der købte pladen.

Historien om sangens tilblivelse føres ofte tilbage til Tour de France, som Mercury skal have set under arbejdet i Schweiz. Det er en senere gengivet fortælling, ikke en scene, vi her kan referere med samtaler og præcise øjeblikke. Der er ingen grund til at udstyre ham med en bestemt tanke i det sekund, feltet passerer.

Den dobbelte single fik sin første registrering på den britiske singlehitliste den 28. oktober 1978.

Sadlen blev hængende i fortællingen

Ifølge den overleverede beretning krævede udlejeren betaling for sadlerne, da firmaet fandt ud af, hvordan cyklerne havde været brugt. Det er en ganske anden påstand end, at alle cyklerne blev solgt til Queen. En sadel er en udskiftelig del; en hel cykel er en anden regning.

Forskellen er lille nok til let at forsvinde, når anekdoten fortælles videre. Men den gør afslutningen mere konkret. En produktion med en provokerende billedidé havde brugt almindeligt udlejningsmateriel, og bagefter skulle nogen tage stilling til det udstyr, der kom retur.

Vi kender ikke her regningens beløb eller et ordret svar fra udlejeren. Der bliver derfor heller ikke sat en dialog ind mellem bandet og firmaet. Historien kan godt stå på sine egne ben uden en opfundet, fornærmet cykelhandler. Det rapporterede krav om sadlerne er pudsigt nok i sig selv.

Det, kameraet efterlod

Der er også grund til at være omhyggelig med de billeder, som i dag følger historien. Et fotografi af påklædte deltagere på en bane kan ikke uden videre udlægges som selve den nøgne optagelse. En billedtekst skal passe til den konkrete fil, ikke kun til sangtitlen ved siden af den.

Queen fik sit cykelløb på film og fotografier. Singlen kom ud, og kampagnen blev en del af bandets historie. Tilbage i fortællingen står også en mere beskeden genstand end et stadion fuldt af cykler: sadlen, som udlejeren efter sigende ikke ville have tilbage.