Simplex satte metallet tilbage i forgrunden

En forskifter på et stykke papir

Forskifteren fylder godt i højre side af Simplex-brochuren. Spændebåndet skal rundt om sadelrøret, de korte arme skal føre kædeføreren ud og ind, og et kabel skal sætte det hele i bevægelse. Under tegningen står AV.326. Det er en lille komponent med en ganske bestemt opgave: at få kæden fra den ene klinge til den anden.

Brochuren blev ifølge det bevarede katalogmateriales registrering trykt til efterårets cykeludstillinger i 1972. Serien hed Prestige Super L.J. Her var en bagskifter, et sæt greb og en forskifter samlet som en familie. Letmetallet var gjort til et synligt salgsargument, både i ordene øverst og i tegningernes blanke flader.

Simplex var allerede et stort fransk gearnavn. Lucien Juys firma havde gennem årene leveret adskillige forskellige løsninger. I 1960'erne og 1970'erne var det blandt andet blevet kendt for dele med sorte plastkomponenter. Super LJ lagde en anden type materiale og udførelse frem i toppen af sortimentet.

Det betød ikke, at de øvrige modeller forsvandt. Kataloget fra 1974 viser både Super LJ og Prestige-varianter i samme program. En forhandler kunne stadig have kunder med forskellige cykler og pengepunge. Den nye gruppe gav Simplex et tilbud til dem, der kiggede efter dyrere udstyr.

Kæden skulle stadig flyttes

På AV.326 var det ydre resultat let at se. Hus, arme og spændebånd gjorde brug af letmetal, mens kædeføreren var af stål. De to materialer havde forskellige opgaver. Armene bestemte bevægelsen; førerens sider var i nærkontakt med kæden, når den skulle skifte spor mellem klingerne.

Parallelogrammet gjorde arbejdet håndgribeligt. Når kablet blev trukket, bevægede de forbundne arme føreren sidelæns. Føreren skulle komme langt nok ud til at få kæden med, uden at bevægelsen blev til et skub ud over klingen. Det krævede stadig indstilling og et fornuftigt samspil med cyklens øvrige dele.

Brochuren angav forskifteren til både to og tre klinger. Den var altså ikke kun tænkt til én snæver racerkombination. Kædeføreren skulle kunne hjælpe rytteren gennem forskellige udvekslinger, og montøren måtte få bevægelsen til at passe til den konkrete cykel. Det var stadig kablet, armene og føreren, der udførte arbejdet, uanset hvor flot letmetallet tog sig ud på papiret.

De tidlige eksemplarer havde en usædvanlig kabelføring, som også ses på brochuretegningen. Kabelhuset blev ført til et stop ved spændebåndet, og kablet gik videre frem til sin fastgørelse. Det er en af de detaljer, man må se efter, når en løs gammel forskifter skal monteres. Et navn på en æske fortæller ikke alene, hvor kablet skal løbe.

Senere udgaver fik ændret kabelfastgørelse. Derfor kan to forskiftere med tydeligt familieskab kræve forskellig opstilling omkring sadelrøret. For den, der står med en gammel ramme og en pose dele, er forskellen mere brugbar end katalogets rosende ord.

Modellen bag navnet

Bogstaverne LJ knytter gruppen til Lucien Juy. Men det er modelnummeret og selve udførelsen, der hjælper med at skelne de konkrete dele. AV.326 på den tidlige tegning er et bedre holdepunkt end en løs beskrivelse af alt sølvfarvet Simplex som Super LJ.

En gammel forskifter kan også have fået ny kædefører eller et andet spændebånd undervejs. Den slags brugsspor gør ikke nødvendigvis delen uinteressant. De gør det nødvendigt at se på, hvad der faktisk sidder sammen, før der sættes et præcist årstal på.

Tilbage på brochuren har tegneren anbragt forskifteren ved siden af en kæde på klingerne. Det er dér, den skal bevise sit værd. Den kan være blankere og finere udført end en billigere slægtning, men når rytteren flytter grebet, er opgaven stadig ganske jordnær: kæden skal lande på den klinge, han bad om.